OL-stjernerne skal acceptere usikkerhed
I mange år har det været udtryk for mental styrke at kunne fokusere på det positive i pressede situationer. Ny bog siger, at sand mental styrke handler om at holde fokus, selvom man bliver bange.
Af Stine Charlotte Hansen, stich@sdu.dk
Du står på stregen, og der er få minutter til start. Larmen er øredøvende. Dine konkurrenter ser pludselig ret stærke ud. Måske er det for dumt at komme her til OL i Rio og tro, at du kan noget som helst.
Disse tanker kan hurtigt opstå hos sportsudøvere, som har arbejdet flere år på at nå deres mål. Som alle andre i pressede situationer kan topatleter blive bange og lade følelserne løbe af med sig – bare få sekunder før start, uanset om det gælder et hundredemeterløb eller flere dages sejlads.
- I årevis har der været en myte i sportspsykologien om, at man skal tænke positivt og styre de negative tanker, hvis man vil være en mentalt stærk atlet. Men det kan være svært, for eksempel ved OL, hvor nogle sportsudøvere kun har det ene forsøg for at få medalje, fortæller Kristoffer Henriksen, sportspsykolog og forfatter til den nyudgivede bog ”Præstér under pres”.
Opgør med gammel teori
Bogen har Kristoffer Henriksen skrevet sammen med Jakob Hansen, sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark. Forfatternes teori er, at den nervøse atlet bruger for mange kræfter på at forsøge at vende situationen til det bedre.
- Sportsudøveren bør acceptere frygten, vide den er der – og vælge at handle i tråd med sine værdier og mål alligevel, siger Kristoffer Henriksen, som til dagligt arbejder som lektor på Institut for Idræt og Biomekanik.
Ikke kun for atleterne
Forfatterne har deres erfaringer fra sportens verden, men sportspsykologen tilføjer, at alle, som ønsker at øge deres mentale styrke op til store deadlines eller i pressede situationer, kan bruge bogens anbefalinger.
- Det gælder forældrene, som kommer til at råbe af deres børn, selvom de egentlig ikke vil være den slags forældre – og pludselig bliver usikre på, om de gør det godt nok. Det gælder medarbejderen, som skal præstere lige om lidt, og bliver nervøs og får tankemylder, siger Kristoffer Henriksen.
Bogen fokuserer på fire faser. I første fase bestemmer man sig for, hvem man gerne vil være, og hvordan man gerne vil præstere. Det er godt at kende sine værdier, før presset eller stressen opstår.
Anerkend frygten
De sidste tre faser handler om at finde tilbage til værdierne. Først skal man have overskud nok til at registrere, at man bliver nervøs og begynder at handle instinktivt og med følelserne.
Så skal man acceptere, at det er, hvad der sker, og tage det valg, som bringer en tilbage i tråd med værdierne.
- At se frygten i øjnene, acceptere den og komme videre, er noget, vi alle sammen kan blive gode til, og de fleste ville have godt af at lære det, siger sportspsykolog Kristoffer Henriksen.
Forleden rejste Kristoffer Henriksen til Brasilien for at støtte de danske sejlsportsudøvere under OL.
Presseliste med SDU-eksperter
SDU's nyhedsredaktion har udarbejdet en liste med SDU-medarbejdere, som forsker i emner, der kan komme i spil i forbindelse med OL i Rio i august.
Mød forskeren
Kristoffer Henriksen er lektor på Institut for Idræt og Biomekanik. Han har netop, sammen med Jakob Hansen, sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark, udgivet bogen ”Præstér under pres”.
Fakta
”Præstér under pres. Guide til mental styrke i sport, kunst og erhvervsliv” er udgivet af Dansk Psykologisk Forlag.
Læs Idræt og Sundhed eller Klinisk Biomekanik
Institut for Idræt og Biomekanik leverer en stor del af undervisningen til disse uddannelser.