Skip to main content

Danskere sætter et af verdens største aftryk på miljøet pr. borger

Hvis alle forbrugere var som den danske forbrugere, skulle vi bruge fire jordkloder, for at verdens ressourcer skulle kunne nå at producere sig selv.

Elektronik er dejligt. Elektronik hjælper os i hverdagen, underholder os - og i nogle tilfælde kan man få et helt særligt tæt forhold til sin telefon eller computer.

Problemet er, at vi hurtigt bliver trætte af det, vi køber. Hver dag kloden rundt smider vi elektronisk affald ud, der svarer til vægten af 12 eiffeltårne. Og der er flere mobiltelefoner i verden i dag end mennesker.

Det har vi besluttet at gøre noget ved. Vi vil blandt andet gøre det lettere for dig at gøre det rigtige. Hvilket kort fortalt er at nyde de mest miljøvenlige produkter i hele verden: De produkter, du allerede ejer.

Cirkulær økonomi som løsning

Cirkulær økonomi handler om at bruge produkter i så lang tid som muligt – eller alternativt genanvende så meget som muligt. Det handler om, at vi skal have så meget materiel velstand som muligt, inden for de rammer naturen giver os.

Det gør vi ved at bruge produkter i lang tid samt minimere tab af materialer. Så når et produkt er blevet for gammelt, skal materialerne ”i cirkulation”, så produktet kan blive til et nyt produkt.

For selv hvis vores energiforbrug en dag bliver 100 procent CO2-neutralt, vil det ikke ændre på det faktum, at de fleste af de ting vi forbruger – elektroniske apparater inklusiv – kommer fra lande, der belaster miljøet voldsomt.

Hvad kan du selv gøre

Du kunne jo leve på en sten. Men det er vi ikke så mange, der har lyst til. Til gengæld kan du sørge for:

  • at købe produkter, der er lette at reparere, og som kommer fra virksomheder, der tager ansvar for miljøet. Hos GreenPeace kan du tjekke, hvor miljøvenlige virksomhederne er.

  • at købe brugte produkter. Hos virksomheder som Blue City og Refurb kan man for eksempel købe brugte computere, som de har renoveret - og der er stadig garanti. Virksomhederne er derude!

  • at bruge produkterne i så lang tid som muligt. Vedligehold produkterne - og reparer dem, hvis de går i stykker. Din pengepung vil elske dig for det. Du kan også gå på nettet – for eksempel ind på ifixit.com eller therestartproject.org – og finde videoer, der viser, hvordan du reparerer dit produkt. Det er ofte helt simpelt, det der skal til. Du kan også tjekke, om der er en repair café tæt på dig, og her kan hjemmesiden repaircafe.org være en hjælp.

  • og hvis du en dag skal sende dit elskede e-produkt på pension, så gør det med det samme. Lad ikke computeren ligge i flere år og samle kælderstøv. Sælg dit produkt eller donér dit produkt til fx en genbrugsbutik eller til forskning. Og som en sidste mulighed kan du tage på genbrugspladsen med dit elektroniske produkt.

Hvad gør andre

Flere virksomheder, lande og organisationer er begyndt at tage teten. Tag for eksempel telefonen Fairphone, som du lynhurtigt kan udskifte for eksempel batteri eller en flækket skærm på.

Og til OL i Tokyo 2020 indsamler de kobber, sølv og guld fra mobiltelefoner og bruger metallerne til at fremstille medaljerne.

Så der sker noget, men ikke nok.

Uddannelser inden for energi og miljø

Inspiration

Forskning i cirkulær økonomi

Deltag i forskningen i cirkulær økonomi allerede i dag: sdu-circular.dk  

Redaktionen afsluttet: 10.12.2018