Viden om, hvordan offentlige og private aktører arbejder sammen undervejs i OPI-projekter, er sparsom. Vi ved ganske lidt om hvorledes selve samarbejdsprocessen forløber.

Det kan ikke desto mindre være vigtigt at vide, hvilke former for samarbejde, man kan gøre brug af, så manstyrker muligheden for at skabe nye innovative velfærdsløsninger.

Konkret indbefatter den kollaborative samarbejdsform, at parterne løser arbejdsopgaverne i fællesskab, hvilket gør parterne indbyrdes afhængige af hinanden. Modsat er den kooperative samarbejdsform, hvor parterne fordeler parterne arbejdsopgaver imellem sig.

Den kooperative samarbejdsproces indebærer i høj grad koordinering og fordeling af arbejdsopgaver eller projekter, hvilket også indebærer en tydelig placering af ansvarsområder blandt parterne. Det betyder, at det ikke er nødvendigt at vide, hvad de andre parter beskæftiger sig med. Resultatet er, at det kooperative samarbejde er forbundet med en vis forudsigelighed i både slutproduktet og i hele processen, da samarbejdet tager udgangspunkt i arbejdsdeling, hvor parterne hver for sig påtager sig ansvar for at løse afgrænsede arbejdsopgaver. Parterne arbejder her inden for hver sin arbejdskontekst.

Det kollaborative samarbejde er derimod kendetegnet ved uforudsigelige arbejdsprocesser, hvor parterne ikke opdeler og uddelegerer ansvarsområder i forbindelse med opgaveløsningen. At processen er baseret på fællesskab betyder, at kollaboration i høj grad er kendetegnet ved gensidig afhængighed og ansvar partnerne imellem. Fælles opgaveløsninger betyder endvidere, at det bliver muligt at bevæge arbejdet i nye retninger gennem samarbejdsprocessen, hvilket i høj grad kan relateres til OPI, hvor løsningen ikke er kendt på forhånd forud for samarbejdsprocessen.

Nedenstående skema opsummerer de centrale dimensioner, der findes i interaktionsformerne kooperation og kollaboration.

Arketyperne kooperation og kollaboration udelukker imidlertid ikke hinanden. Det vil sige, at de i praksis ikke nødvendigvis forekommer udelukkende i deres rene former, men snarere kan kombinationer af de to samarbejdsformer ofte spores i empiriske undersøgelser. Kollaboration udelukker dermed ikke distribution af (del)opgaver, som i høj grad karakteriserer kooperation. Definitionen af kollaboration kan følgelig være flertydig. Om et samarbejde karakteriseres som kooperation eller kollaboration er derfor ikke en statisk ramme, men derimod noget som kan ændre sig over tid i en samarbejdsproces og være afhængig af opgavernes karakter. Det er dog forståelsesmæssigt givtigt at skelne mellem kooperation og kollaboration, idet en samarbejdsproces kan tendere til at bære mere præg af den ene frem for den anden samarbejdsform.