
Byer er en nøgle i klimakampen
Forskere fra SDU har sammen med kollegaer i FN skrevet en guide til, hvordan verdens lande kan tænke byerne med i deres nationale klimahandleplaner. Byerne udgør nemlig et uudnyttet potentiale i klimakampen, lyder det.
De forbruger 70% af verdens energi og står for 60% af de globale udledninger af drivhusgasser.
Byerne.
Alligevel har langt størstedelen af verdens lande ikke tænkt byer med i deres nationale klimahandleplaner, de såkaldte NDC’er, som landene skal udfærdige og indsende i henhold til Parisaftalen. Kun 27% har et ”stærkt fokus” på byer.
Men det ændrer sig måske nu. Forskere fra SDU.Resilience har sammen med UN-Habitat udgivet en guide til, hvordan nationerne konkret kan lægge planer for både klimahandling og klimatilpasning i byerne og indarbejde dem i de opdaterede NDC’er, som skal afleveres inden årets udgang.
Og det er vigtigt af flere grunde, siger Nicola Tollin, professor på SDU og leder af SDU.Resilience:
- Det handler ikke kun om, at byerne står for en meget stor del af verdens udledninger af drivhusgasser og derfor rummer et stort potentiale for reduktioner. Det handler også om, at mange byer er udsatte, når klimaforandringerne rammer, for eksempel i form af ekstreme vejrhændelser, siger han.
At det kun er få lande i verden, som har skrevet byerne direkte ind i deres NDC’er, betyder ikke, at der slet ikke finder klimahandling sted ude i byerne.
For eksempel har samtlige danske byer sat meget klare mål for klimahandling og -tilpasning, men alligevel har Danmarks NDC – som er indsendt i fællesskab med resten af EU – intet fokus på byer.
- Man kan måske indvende, at hvis bare klimahandlingen finder sted, så er det lige meget, om den står beskrevet i NDC’erne eller ej, men det er ikke rigtigt. Med NDC’erne følger også statslige finanser. Lige nu er der masser af byer, som rigtig gerne vil gøre meget mere, men som ikke har mulighed for det rent økonomisk, fordi de kun har deres eget kommunale eller lokale budget at gøre godt med, siger Nicola Tollin.
Den nye guide henvender sig primært til lovgivere og embedsfolk og bygger på resultaterne af en rapport, som SDU.Resilience og UN-Habitat udgav sidste år. Den er bygget op omkring tre konkrete trin, som landene kan tage for at styrke klimahandlingerne i byerne, og indeholder også eksempler fra lande, som har inkorporeret byerne i deres NDC’er.
Læs guiden her.
Mød forskeren
Nicola Tollin er professor og leder af SDU.Resilience, der er UNESCO Chair on Urban Resilience.