Skip to main content
DA / EN

Bliv klog på Steve Jobs’ præsentationsteknik

Steve Jobs er utvivlsomt et geni i forhold til succesfuld produktlancering og hans karismatiske stil har inspireret talere verden over.

 

Hvordan lykkedes det ham i sin tid at overbevise sit publikum om Apple produkternes fantastiske egenskaber, når konkurrenterne tilbød næsten identiske produkter og serviceydelser?

Som de allerførste har Oliver Niebuhr og Alexander Brem fra SDU Innovation and Design Engineering sammen med Jana Voße udarbejdet en akustisk profil af Steve Jobs og efterfølgende publiceret en såkaldt akustisk-prosodisk analyse af hans stemmeføring. Det er den stadig tættere forbindelse mellem computere og adfærdsegenskaber som menneskelig tale, der  danner grundlag for den unikke forskning. Artiklen giver konkrete  råd til, hvordan talere kan  drage nytte af deres karismatiske gennemslagskraft, og det har betydning for både forskning og praksis.

Ved at analysere omkring 4.000 stavelser og 12.000 individuelle talelyde fra to af Steve Jobs’ produktpræsentationer, har forfatterne undersøgt stemmeleje, lydstyrke, varighed samt betoning og rytme; og de konkluderer,  at variation er altafgørende  for karismatisk tale. Korte ord, korte pauser, varieret og publikumstilpasset stemmeleje og betoningsmønstre, samt et flydende sprog  giver anledning til øget  karismatisk stemmeføring. Selvom dette studie ikke inddrager kulturelle og sociale dimensioner eller andre sprogs melodiske systemer, udgør det en solid baggrund for fremtidig forskning, hvor udvikling og variation i den computerbaserede analyse af menneskelig tale vil bringe computerne endnu tættere på kernen  i taleforskning.

Afhandlingen er udarbejdet på baggrund af PERCY-projektet (Persuasiveness and Creativity) under Innovation Research Cluster Alsion (IRCA). 

Yderligere oplysninger kan findes på http://www.sdu.dk/en/om_sdu/institutter_centre/irca

Artiklen  ”Hvordan bliver man en karismatisk taler? En computerbaseret akustisk-prosodisk analyse af Steve Jobs’ stemmeføring” offentliggøres i Computers in Human Behavior, Vol. 64, side 366-382 i november 2016. Artiklen kan downloades gratis i sin fulde længde indtil den 6. september 2016 på http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0747563216304873


Redaktionen afsluttet: 24.08.2016