I dette undervisningsforløb arbejder eleverne med en selvkørende bil. Forløbet består af en teoretisk introduktion til emnet efterfulgt af praktiske opgaver, der udføres af eleverne, med hjælp fra ingeniørstuderende på SDU.
Forløbet er bygget op i fire forskellige faglige workshop-moduler, der giver undervisere mulighed for at tilrettelægge en fagpakke, der passer bedst til klassens behov.
Et eksempel kan være, at I ønsker en hel dag, hvor vores ingeniørstuderende kommer til jeres gymnasium. Her bruges første halvdel af dagen på Line Follower-modulet, og efter frokost kan eleverne arbejde videre med Accelerometer-modulet.
Med Autonome biler får eleverne arbejdet praktisk med fysikpensummet på en sjov og anvendelsesorienteret måde
Line Follower er basis-workshoppen for Autonome biler undervisningsforløbet. Denne workshop er en forudsætning for de øvrige tre workshops, så den laver vi altid først. I denne workshop sætter vi fokus på, hvad selvkørende biler er, herunder relaterede emner såsom etikken bag selvkørende biler, og hvilke beslutninger selvkørende biler skal tage, fx i forbindelse med trafikuheld. Hvem skal skånes – passagererne i bilen, eller øvrige trafikanter?
Herefter dykker vi ned i teorien om styring, sensorer og programmering. Eleverne får den nødvendige viden for at kunne programmere en af vores biler. Efter teorien bliver eleverne delt op i mindre grupper, og hver gruppe får udleveret en af vores biler, og så skal de i gang med de praktiske opgaver og eksperimenter, så de lærer at programmere bilerne til at følge en linje på gulvet. Vores studerende vil undervejs sikre, at alle er med og får succes med opgaverne.
Læringsmål
Sensorer og sensorsystemer
Forståelse omkring selvkørende biler
Basal softwareprogrammering
Den præcise dato fastlægges i samarbejde. Det afgørende er dog at finde et tidspunkt, hvor vores studerende er klar på at afholde workshoppen for jer. Vi gør altid vores bedste for at imødekomme jeres ønsker til dato.
Forudsætninger:
Eleverne skal gå på en naturfaglig eller teknisk linje samt have interesse for teknologi.
Det er ikke et krav at kunne programmere i forvejen.
Målgruppen er både 1., 2. og 3.G.
Pris
Selve aktiviteten er gratis. Dog opkræver vi transportgodtgørelse, hvis vi skal besøge jer udenfor Region Syddanmark. Kommer I til os, afholder I selv transportudgifterne.
Se vores video om modulet
Citat fra en lærer i Fysik og Idræt:
”I fysik på HTX arbejder vi med virkelighedsnære problematikker, så det har været fedt at få virkelige data fra sådan et autonomt køretøj, som bevæger sig. Det flugter godt med den daglige undervisning.
Teorien er en del af det pensum som vi har været igennem, men der er puttet et ekstra lag på i kraft af denne workshop, der gør det mere virkelighedsnært og samtidig tilføje nogle ekstra metoder som eleverne ikke tidligere er stødt på.”
Morten Hugener Nielsen - VTG - Vejle Tekniske Gymnasium