De fleste vil efterhånden via medierne have hørt om alle de gode ting, som cannabisplanten (eller Cannabis sativa L. som den rettelig hedder) kan bruges til. Den kan kurere kræft, hjælpe på Parkinsons sygdom og autisme, berolige din hund nytårsaften – kort sagt: Den er lidt af et mirakelmiddel!
Men hvad ved vi egentligt om planten? Hvad ved vi den virker på, og hvad tror vi den virker på? Hvordan danner planten alle sine indholdsstoffer? Og hvordan kan vi analysere på dem? Workshoppen indledes med et oplæg på ca. 1 time, der kommer omkring disse emner.
Derefter skal deltagerne selv udføre TLC- og GC-målinger af indholdsstofferene i forskellige CBD-produkter.
Hvis workshoppen afholdes på SDU, foretages målingerne i vores laboratorier. Hvis workshoppen afholdes på et gymnasium, kan vi om nødvendigt medbringe udstyret til at foretage TLC-målingerne.