Danske marsvins kliklyde er mange millioner år ældre end forventet

Marsvin og andre småhvaler sender særlige kliklyde til hinanden, så de kan kommunikere og finde bytte uden at blive opdaget af spækhuggeren. Nu viser ny forskning, at småhvalerne ’klikkede’ længe før spækhuggeren kom til.

Af Majken Brahe Ellegaard Christensen, , 18-01-2019

Småhvaler, som er uddød for længe siden, har samme høreevne som deres moderne slægtninge. Det mener en gruppe forskere fra blandt andet Syddansk Universitet, som netop har offentliggjort et stort studie om småhvalers hørelse og kliklyde. Over en periode på flere millioner år er der udviklet uafhængigt af hinanden særlige kliklyde hos fire forskellige familier af tandhvaler, blandt andet danske marsvin.

Småhvaler, der levede for ca. 16 millioner år siden og som for længst er uddøde, kommunikerede med hinanden ved at udsende kliklyde ved høj frekvens, som minder mest om morsekode. Det samme gør moderne småhvaler, som bruger de højfrekvente klik som ekkolod og til at kommunikere med hinanden uden at blive hørt af spækhuggeren. En spækhugger hører nemlig de lavfrekvente lyde bedst, og er derfor praktisk talt døv overfor småhvalernes kliklyde.

Forskere har længe troet, at småhvalernes højfrekvente kliklyde var udviklet for at undgå spækhuggerens dødelige angreb. Men ny forskning fra blandt andre professor emeritus Lee Miller fra Biologisk Institut sår nu tvivl om den forklaring.

Miller har, sammen med forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Museum Sønderjylland og i samarbejde med forskere fra USA og Storbritannien vist, at småhvaler, der levede flere millioner af år før spækhuggeren overhovedet kom til, havde samme høreevne og sikkert også kommunikerede med samme højfrekvente kliklyde som de moderne småhvaler. Og det på trods af, at der ikke fandtes faretruende spækhuggere.

Forskerne mener, at forklaringen på hvorfor de for længst uddøde småhvalers kliklyde er identiske med de moderne småhvalers kan findes i, at der dengang fandtes andre truende rovhvaler, som var døv overfor samme høje frekvenser, som spækhuggeren er. Disse forklaringer sammen med en modellering af klimaet viser at støjforholdene i oceanerne gennem mange millioner år har været uændret og fordelagtige for udviklingen af det snævre frekvensbånd, som bruges til småhvalernes kliklyde.

Studiet er udgivet i december 2018 i det videnskabelige tidsskrift Biological Journal of the Linnean Society.

Foto: Magnus Wahlberg og Fjord & Bælt.