Skip to main content
sommerskole

Hygge, H.C. Andersen og svær udtale

44 udvekslingsstuderende fra 17 forskellige lande fordyber sig i disse uger i dansk sprog og kultur på SDU og i Odense.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 28-08-2018

- Hvorfor studerer I dansk? Det let forundrede spørgsmål møder de internationale studerende på SDU’s dansk-sommerskole konstant i disse uger. For de fleste danskere er det både eksotisk og en smule svært at forstå, at unge fra andre lande har så stor interesse for vores lilleputnation, at de har valgt at studere vores sprog, kultur og litteratur.

Men at dømme efter interessen for SDU’s første sommerskole i dansk sprog, kultur og litteratur (100 ansøgte om at få én af de 44 pladser) har dansk hygge, kultur og danske værdier større gennemslagskraft ude i verden, end vi måske lige forestiller os.

 

Jobmuligheder med dansk

For Jovana Rankovic, Jovana Pelic og Goran Vojinovic fra Serbien var det helt naturligt at vælge at studere dansk på universitetet i Beograd og bygge oven på studierne med en sommerskole i Danmark.

- Jeg havde lyst til at studere et mindre fremmedsprog, og man har ret gode jobmuligheder i Serbien med studier på Det Skandinaviske Institut, fordi man både lærer dansk, svensk og norsk. Det giver gode muligheder i internationale virksomheder i området, for vi er jo kun fem hvert år i hele Balkan, der studerer dansk, forklarer Goran Vojinovic på glimrende dansk med kun lidt accent.

 

 

Og han suppleres af de to gange Jovana:

- Desuden er Det Skandinaviske Institut kendt for at være det bedste institut at studere på, fordi det er en lille bid velorganiseret Skandinavien i et ellers fuldstændig uorganiseret Serbien, siger Jovana Rankovic med et grin.

- Men det er altså meget mere interessant at være her i Danmark, vi kommer hertil så ofte vi kan. Det er første gang jeg er i Odense, og jeg er fuldstændig forelsket i byens smukke parker, og at man kan cykle rundt. Og universitetet ligner et kæmpe rumskib, lyder det begejstret fra Jovana Pelic før de to grupper af sommerskole-studerende begiver sig af sted til eftermiddagens kulturelle program – besøg på H.C. Andersen Museet og H.C. Andersens Hus.

 

Design og marmelademadder

På SDU-sommerskolen står lektor Dag Heede, lektor Mogens Davidsen og en række gæsteundervisere fra Humaniora for undervisningen, der kombinerer sprogtræning for begyndere og øvede og gennemgange af dansk kultur og litteratur – fra de nordiske guder over H.C. Andersen, Guldalderen og dansk design til 1968-generationens udfordring af kernefamiliens værdier.

 

 

For begynderne er det hårdt arbejde at komme i gang med det danske, der er kendt for at være et af de sværeste sprog at udtale. Og man forstår pludselig godt sværhedsgraden, når undervisningen af bl.a. spanske, japanske og franske begyndere byder på et så halsbrækkende og helt almindeligt dansk ord som marmelade-madder.

 

Men de fire japanske studerende, Chisato Nishikawi, Aika Ishiyama, Ayaka Suzuki og Yuka Takatsuki på sommerskolen tager udfordringerne med godt humør. De er alle meget betagede af Danmark, de danske værdier og den internationale trend, hygge, og er simpelthen positivt stemt overfor alt dansk, lige fra H.C. Andersen til marinerede sild.

  

I H.C. Andersen-land

Eftermiddage og weekender får de internationale studerende på SDU-sommerskolen mulighed for at opleve dansk kultur på egen krop både i Odense og resten af Danmark.

 

Og da Ny Viden besøger sommerskolen, går turen til H.C. Andersens Museum og H.C. Andersens Hus i Odense, hvor de studerende får en virkelig veloplagt og forskningsbaseret gennemgang af H.C. Andersens liv og værk ved lektor Mogens Davidsen fra Institut for Kulturvidenskaber. 

- Samtidig med at H.C. Andersen udgav sin første roman, Improvisatoren, den første danske dannelsesroman, udkom også hans første eventyr. H.C. Andersen havde de eventyr i hovedet, som han havde fået fortalt i sin barndom, og med dem skabte han en revolution i det danske skriftsprog. H.C. Andersens måde at bruge enkle hverdagsord på bragte liv og dynamik ind i et ellers stift skriftsprog. Og i dag må man sige, at Andersens ven H.C. Ørsted havde ret, når han sagde, at eventyrerne ville gøre H.C. Andersen udødelig, forklarer han blandt meget andet til gruppen af ivrigt lyttende studerende.

Og på museet får de serbiske studerendes begejstring for Odense et ekstra nøk i vejret, da de finder informationer om favoriteventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne” på serbisk.

De internationale studerende på sommerskolen i dansk er på SDU indtil 31. august, og skal til både mundtlig og skriftlig eksamen, inden de drager tilbage til deres hjemlande eller fortsætter med at læse på et dansk universitet. SDU’s sommerskole i dansk sprog, kultur og litteratur er udvalgt til at være del af Kulturaftalerne under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er første gang, SDU udbyder sommerskolen, og man håber at kunne fortsætte med at undervise internationale studerende i dansk de kommende år. 

Se mere om ministeriets kulturaftaler her

Redaktionen afsluttet: 28.08.2018