Skip to main content
tosproget

Brug for nyt fokus på tosprogede børn

Den anerkendte professor i to-sprogethed, Annick de Houwer, besøgte i oktober SDU med et opråb om en gang for alle at ændre på den fastfrosne tendens, at tosprogede halter bagefter i skolen. Der er brug for et nyt perspektiv, fastslog den belgiske professor.

På trods af mange års indsats, så klarer to-sprogede elever sig stadig dårligere i skolen, end børn der taler samme sprog hjemme og i skolen. Tendensen gælder både i Danmark og resten af Europa, og nu er det på tide, at vi får taget ordentligt fat på problemerne.

Sådan lød opråbet til sprogforskere og andre interesserede, da den anerkendte professor i to-sprogethed, Annick de Houwer, i oktober besøgte SDU med en forelæsning og et bud på, hvordan sprogprofessionelle kan tage udfordringerne op. For de er kommet for at blive:

-11, 6 procent af den danske befolkning er indvandrere eller efterkommere, de taler mange forskellige sprog, og de kommer ikke til at gå op i røg og forsvinde. Derfor er folk i både Danmark og andre lande nødt til at indrette sig på nye måder, så vi alle kan leve sammen, begyndte professor Annick de Houwer med at slår fast.

Faglige udfordringer

Ifølge den belgiske professor, som var inviteret til SDU af Center for Sprog og Læring, er den store hurdle i multisproglige samfund, at elever med to-sproget baggrund kommer ud af skolesystemet med markant dårligere resultater end børn med samme modersmål og skolesprog. Selvom der har været kæmpe fokus på at få børnene lært skolesproget, så bliver de faglige forskelle hængende, og udfordringen er faktisk særligt stor i Danmark.

Og hos professor Annick de Houwer er der ikke tvivl om, at et øget samfundsmæssigt fokus på to-sprogedes modersmål er nøglen til en bedre integration af to-sprogede børn.

Tavse to-sprogede

- Forskning viser, at børn som taler deres modersmål, hurtigere lærer andet-sproget, lige som trivslen er bedre for børn, som taler begge sprog. Og desværre ser man eksempler på to-sprogede børn, der tier stille i flere år, fordi de ikke forstår eller taler sproget i daginstitutionen eller skolen, og heller ikke oplever interesse for at blive forstået af lærere eller pædagoger. Følelsen af at være udeladt vendes til en distance i forhold til fællesskabet, forklarede Annick de Houwer og slutter af med en opfordring til at, de fremmødte sprogprofessionelle tager fat på opgaven 

 -I det multisproglige samfund er der brug for, at alle sprog anerkendes og accepteres, eksempelvis ved at personale i daginstitutioner og skoler anstrenger sig for at udtale tosprogede børns navne, lærer sig og de andre børn enkelte ord på de tosprogedes modersmål, så alle viser opmærksomhed og respekt. Og her er brug for hjælp fra jer fagpersoner til forskning på området og udvikling af oversættelses-app's mv., lød den afsluttende opfordring fra Annick de Houwer.   

Center for Sprog og Læring

Blev stiftet under Institut for Sprog og Kommunikation i januar 2017 og forsker bl.a. i sproglig udvikling og sproglige vanskeligheder hos to- og flersprogede børn. Centerleder er professor Teresa Cadierno og vicecenterleder er lektor Laila Kjærbæk.

Redaktionen afsluttet: 09.11.2017