Skip to main content
Bevilling

25 mio. kroner til at sikre at juridiske regler matcher bæredygtig udvikling

Projektet JURiB er det første initiativ i Danmark, der skal bidrage til en bæredygtig udvikling på tværs af alle juridiske forsknings- og uddannelsesmiljøer. VELUX FONDEN har netop tildelt en bevilling på 25 mio. kroner til projektet.

Bæredygtighed spiller en stadig større rolle i samfundet, men begrebets bredde og kompleksitet skaber udfordringer for både stater, offentlige institutioner og private virksomheder. Det kan være svært at omsætte bæredygtighed til klare love og regler:

- Initiativet sikrer, at vores uddannelser matcher fremtidens krav om grøn omstilling på alle niveauer fra bachelor til efteruddannelse. Det er vigtigt for SDU, men i lige så høj grad for verden omkring os, siger Hanne Søndergaard Birkmose, dekan fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

I et nyt projekt på tværs af alle danske juridiske forsknings- og uddannelsesmiljøer vil sikre at juridiske regler i fremtiden skal kunne håndtere både bredde, modsætninger og dynamik i et demokratisk og mere bæredygtigt samfund. 

- VELUX FONDEN støtter JURiB og kapacitetsopbygningen inden for jura, fordi stærke juridiske kompetencer også er afgørende for en bæredygtig udvikling af et demokratisk samfund. Projektet bidrager i to centrale spor til samfundets udfordringer gennem udvikling af ny viden og kapacitetsopbygning, og bidrager dermed til bæredygtighed i den grønne omstilling. siger Lykke Kann Ogstrup Lunde, forperson i VELUX FONDEN.

Modsatrettede hensyn

Juridiske kompetencer inden for bæredygtighed undersøges i tre forskningsprojekter, der har til formål at undersøge, hvordan man omsætter bæredygtighed til klare love og regler inden for et virksomhedsperspektiv, et offentligretligt perspektiv og et internationalt perspektiv.

Bæredygtighed rummer ofte modsatrettede hensyn, som kan være svære at afveje og forene i en retlig regel eller afgørelse. Klimahensyn vil ikke altid være forenelige med at tage hensyn til økologi og biodiversitet ligesom grøn bæredygtighed ikke altid går hånd i hånd med social bæredygtighed. En anden faktor er, at bæredygtighed ændrer sig i takt med, at vi bliver klogere på, hvordan mennesker og natur- og klimaforandringer påvirker hinanden. 

Tæt samarbejde

JURiB er baseret på et tæt samarbejde og udveksling af erfaringer imellem universiteterne og initiativet koordineres fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet (KU).
Øvrige deltagende institutioner i forskningsprojektet frem til 2031 er:
Juridisk Institut ved Aalborg Universitet (AAU)
Juridisk Institut ved Aarhus Universitet (AU)
Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet (RUC)
CBS Law, Institut for Business Humaniora og Jura, Copenhagen Business School (CBS)

Projektet går i gang

Initiativet skydes først i gang med projekter, der skal bidrage til BA-uddannelsen på landets juridiske fakulteter:

Sustainable supply chain contracts and liability
- Længerevarende Kontrakter (BA KU)
- Klima- , Energi- og Miljøret (BA AU)
- Laws of obligation in international trade (BA SDU Esbjerg)

Bæredygtighedshensyn i forvaltningsafgørelser i den offentlige sektor
- mindre ”pilotprojekter” på det generelle forvaltningsrets- område (ny jurauddannelse, SDU Esbjerg samt AAU)
- efterfølgende udbredelse til forvaltningsretlige grundfag på tværs af JURiB inklusiv fælles ramme for udvikling af undervisningscurricula

WTO law on environmental sustainability and green trade barriers
- International Commercial Law (BA CBS)

Redaktionen afsluttet: 24.04.2025