
Ny test under udvikling: Kan måle om du er smittet med coronavirus på mindre end ti minutter
Forskere fra Syddansk Universitet og virksomheden BioPorto samarbejder om at lave en test, der hurtigt kan identificere, om en person er smittet med coronavirus. Testen kan få stor betydning i forhold til at stoppe smitte fra person til person
Snart kan læger og sygeplejersker effektivt teste, om de er smittet med coronavirus, før de tager på arbejde. Rejsende kan finde ud af, om de er syge, inden de stiger på flyet. Og du kan teste dig selv, før du besøger familie og venner.
En ny hurtig og pålidelig test for coronavirus er på vej. Forskere fra Syddansk Universitet, Odense Universitetshospital og virksomheden Bioporto arbejder sammen for at få en test klar, som er nem at bruge.
- Vi ser, at mange bliver smittet af coronavirus af andre, som bærer virus uden at vise symptomer. Derfor er en hurtig og effektiv test et meget vigtigt værktøj i kampen mod virussen, siger Jan Kuhlmann, COO i Bioporto.
Antistoffer er løsningen
Forskerne på Institut for Molekylær Medicin huser i disse dage en ekstra vigtig lille mus. Nemlig den mus, som lige nu danner antistoffer mod coronavirus. SDU-forskerne skal levere antistofferne, der skal bruges i testen, og de er gået i gang med arbejdet.
En enkelt celle fra musen kan have en kæmpe betydning for verdens befolkning i forhold til at kunne blive testet for sygdommen og undgå smitte.
- I vores laboratorium har vi nogle af de bedste forskere på området, og virksomheden har mange års erfaring i netop det her. Sammen har vi de værktøjer, vi skal bruge til at udvikle testen, forklarer Jonas Heilskov Graversen, lektor på Institut for Molekylær Medicin på SDU.
”Forventningen er, at der kommer en anden bølge af coronavirus, og den vil vi være klar til.
- Vi har udviklet metoder, så vi kan håndtere virus. Det kombinerer vi med den store ekspertise indenfor udvikling af antistoffer, som er opbygget over mange år. På den måde kan vi lave antistoffer, der meget stærkt binder overfladen af viruspartikler. Det er ikke rocket science, men vi kan lave det, fordi vi har arbejdet sammen længe, siger lektor Jonas Heilskov Graversen.
Sammen med lektor Yaseelan Paralasah arbejder han tæt med Bioporto om at få testen klar snarest muligt.
Virksomheden har patent på et lille testredskab, som ved hjælp af antistofferne kan blive en pålidelig og hurtig måde at teste personer for coronavirus på.
Effektiv test giver tryghed
Testen minder til forveksling en graviditetstest, hvor små striber viser, om den testede er syg. Hvis striberne ikke kommer, er den testede rask. Antistofferne skal sidde på testen, så de reagerer og kan lave en farve, hvis de møder virus.
- I dag har vi kun tests, hvor potentielle syge kan blive podet i halsen, og så skal prøven undersøges i et laboratorium. Der er også tests, som er lidt hurtigere, men de fanger ikke sygdommen i dens tidlige fase. Vi vil lave en test, som er pålidelig og effektiv og kan give tryghed, siger Jan Kuhlmann, COO i Bioporto.
Virksomheden har mange års erfaring med at arbejde med antistoffer, som udmunder i testmetoder og diagnostiske markører.
Coronavirus, Covid-19 og testen under udvikling
- Der er mange typer af coronavirus, og en af dem er SARS-CoV-2.
- Det er spredningen af SARS-CoV-2, som forårsager den nuværende pandemi. Virussen kan udvikle sig til sygdommen Covid-19.
- Testen, der er under udvikling, vil måle for smitte med coronavirussen SARS-CoV-2.
- Testen kan minde om en graviditetstest, da små striber viser resultatet.
- En podning af spyt eller slim fra svælget skal bruges til testen. Striberne bliver synlige, hvis testen er positiv for virus.
Anden bølge af sygdom kommer i efteråret
Hvis alt går, som det skal, kan forskerne og virksomheden have den første test klar inden for et halvt år.
- Det virker som lang tid nu, men forventningen er, at der kommer en anden bølge af coronavirus, og den vil vi være klar til, siger lektor Jonas Heilskov Graversen.
Forretningsudviklere og jurister i SDU RIO har hjulpet med at få aftalen på plads mellem forskere og virksomhed.
Det har betydning for os alle
Søren E. Frandsen, chef for SDU RIO, understreger, hvorfor samarbejdet mellem Bioporto og forskerne fra Institut for Molekylær Medicin er så vigtigt:
- Når Danmark og mange andre lande inden længe åbner igen, får vi brug for en diagnosemetode, som kan bruges uden for laboratorierne - fx i de enkelte hjem, på arbejdspladser, og hvor der ellers er behov for et hurtigt og pålideligt svar på, om man er smittet, siger han.
- Dette bliver afgørende for, at vi kan bevare kontrol over virussens udbredelse. Det har betydning for os alle.
Find information om Institut for Molekylær Medicin, Syddansk Universitet.
Kontakt COO for Bioporto Jan Kuhlmann og læs mere om Bioporto.
Kontakt chef for SDU RIO Søren E. Frandsen og læs mere om SDU RIO.
Kontakt forskeren
Jonas Heilskov Graversen er lektor på Institut for Molekylær Medicin og leder af Inflammationsforskning, Syddansk Universitet. Sammen med lektor Yaseelan Paralasah står han i spidsen for leverancen af antistoffer til en ny test, som kan måle for coronavirus. En test, som forskerne er ved at udvikle i samarbejde med virksomheden Bioporto. Ring til Jonas på tlf: +45 21 73 33 11.