Skip to main content
Q&A om innovation i forskning

- Der ville ikke komme noget nyt ud af at sætte 10 Maja’er rundt om et bord

Maja Thiele forsker i leversygdomme. Hun arbejder på at lave en screeningsmetode for praktiserende læger, så leversyge patienter kan komme hurtigere i behandling. Ved siden af sin forskning er hun vært på P1-programmet Sygt nok.

Af Stine Charlotte Saltofte Hansen, , 19-10-2020

Hvad svarer du, når folk spørger, hvad du laver? 

Først at jeg er læge. Så at jeg er forsker. Og at jeg ud af det blå er blevet radiovært. Det er en tretrinsraket. Hvis jeg skal forklare min forskning nøjere, siger jeg, at jeg forsker i, hvordan man tidligere kan opspore leversygdomme og forbedre sundheden for folk med leversygdom. I dag bliver de opdaget alt for sent, hvor behandlingsmulighederne er begrænsede. Det er i virkeligheden en sygdom, som man kan gøre rigtig meget ved, hvis man finder den i tide. 

Leveren er efter min mening er det mest fantastiske organ i kroppen. Man skal virkelig kunne sin fysiologi og medicin for at forstå, hvad der sker, når leveren bliver syg – hvorfor er det så, at nyrerne svigter, og hvorfor påvirker det blodsukker og hormonbalance? 

Der er desværre en stor social slagside, især indenfor leversygdomme. Der er også et kæmpestort stigma, og hvis jeg sidder og fortæller en patient, at vedkommende har skrumpelever, tænker vedkommende straks på alkohol. Og det er jo rigtigt, at i Danmark spiller alkohol en rolle for, hvem der udvikler leversygdom, men det er jo ikke hele historien, og det er jo heller ikke ens identitet. Bare fordi man har skrumpelever, skal man ikke sættes i bås som en, der ikke kan styre sit liv eller indtag af alkohol.


Hvorfor prioriterer du innovationen i dit job? 

Hvis man er opfinder, går man ind i sit værksted, og så har man træ, skruer, møtrikker og andre blandede godter, og så prøver man at sætte det sammen til noget nyt. Sådan synes jeg, at innovation i forskning også kan være.

Man har nogle data, som man har samlet ind med et formål, og de data kan bestå af alt muligt. Blandt andet blodprøver, ting vi ved om deltagerne i et forskningsstudie, og målinger vi har lavet. Så kombinerer vi dén blanding med data fra andre forskere, som kan noget helt nyt og skørt, fx at måle tusindvis af fedtstoffer eller proteiner i blodet, som man aldrig har kunnet måle før.

Egentlig ser jeg min rolle i forskningsinnovation, som en der måske kan overskue, hvordan alle de forskellige elementer kan sættes sammen til noget nyt, som kan bruges i den praktiske virkelighed. Jeg har det allerbedst, når det er rigtig svært – når det føles som at knække en meget stor nød med en meget hård skal. 


Hvad er målet med din forskning? 

Jeg ville jo allerhelst ønske, at patienterne var væk; altså at folk med skrumpelever bliver opdaget, før de får skrumpelever. Og før de har fået symptomer, gener og forringet livskvalitet og hospitalsindlæggelser på grund af skrumpelever. Det kommer nok ikke til at ske, for leversygdomme bliver selvfølgelig ikke udryddet, men måske kunne patienter leve længere og bedre.

Jeg ville også ønske, at der var mere lighed i sundhed. Fx i forhold til, hvilke sygdomme vi bedømmer til at være okay, og hvad der er din egen skyld. Det med skyld og sygdom fylder vildt meget. Vi ser på kræftområdet, at patienter siger ”Hvis jeg nu ikke havde røget, eller hvis jeg bare havde spist mere grønt og fiberrigt”. Men kræft er stadig bare et forbandet tilfælde. Du kan være overvægtig, ryge og udelukkende leve af pommes frites og ikke få kræft, og du kan leve sundt og dyrke motion, og du får kræft. Det er en tilfældig mutation, der sker i din krop.

Det, vi ser med skrumpelever er, at folk har været rigtig meget ved lægen, inden de bliver diagnosticeret, men de har aldrig snakket med lægen om, hvorvidt det kunne være skrumpelever. Der har ikke været en snak, hvor de er blevet spurgt om livsstil og tilbudt rettidig undersøgelse. Jeg tror ikke, det er bevidst, men kunne vi arbejde med det stigma, kunne man måske få en ærlig snak om den bedste behandling og det bedste liv for den enkelte. 

 

Hvor, hvordan og hvornår får du nye ideer? 

Jeg er ikke sådan en, der sætter mig ned og tænker alene i et tomt rum. Jeg er af den absolutte overbevisning, at én hjerne får færre ideer end to eller tre eller fem hjerner. Der opstår nye muligheder, når min kollega tænker videre over noget, jeg har sagt, og så siger jeg en anden ting, som får en tredje til at gribe bolden. Det er i samarbejde med andre, jeg får mine ideer, og med nogen, som er forskellige fra mig selv. Der ville ikke komme noget nyt ud af at sætte 10 Maja’er rundt om et bord. Det må gerne være 10 forskellige mennesker. 

Jeg får også ideer, når jeg cykler på arbejde. Det må godt være en halv til halvanden times cykeltur, så man kommer ind i et flow, hvor der kommer tanker op, og pludselig kommer der en tanke – det er da det, vi skal gøre. Så sørger jeg for at skrive det ned, når jeg kommer tilbage fra cykelturen. 


Hvad ser du som den vigtigste egenskab, når man skal have en innovativ tilgang til sit arbejde?

Man skal bevæge sig ud på lidt usikker grund. Man bliver nødt til at udfordre sig selv og sine kolleger. Og så skal man vel at mærke gøre det i en tryg atmosfære. Det med at tænke nyt og innovere kræver også, at man med åbne arme imødekommer alle de gange, der bliver sagt noget bras, som ikke kan bruges.

Det er vigtigt, at der ikke sidder nogen og dømmer en for alt det, der ikke dur. Man skal turde snakke frit og skubbe til grænserne.

Q&A med fire innovative forskere

  • Dette er et ud af fire interviews med forskere, som er stærke innovatører eller sprudlende idemagere, når der skal udtænkes nye teknologier og lægemidler til gavn for samfundet.
  • Denne gang gik spørgsmålene til Maja Thiele, som er ansat på Center for Leverforskning på OUH og Institut for Biokemi og Molekylærbiologi på SDU.
  • Der er Q&A’s med Tore Bjerregaard Stage, Irina Iachina og Ditte Caroline Andersen.
  • Maja, Ditte, Tore og Irina er fire ud af de mange forskere, som gør en særlig stor forskel for dig og mig.