Hvordan udfordrer nye teknologier demokratiet?

Er der et aktuelt eksempel på, at nye teknologier udfordrer demokratiet?

For ganske nylig lukkede Facebook ned for en undersøgelse af politiske reklamer på platformen, og forskerholdet bag projektet fik også lukket deres profiler. Det vakte stor opsigt og er dybt problematisk for både forskningen og demokratiet, at Facebook er gået så vidt som til at lukke ned for forskningsinitiativer.

Udfordringen er, at alt imens meget af vores liv og kommunikation foregår på sociale medier, så ved vi forskere og som samfund alt for lidt om, hvordan de digitale spor og data bliver brugt af platformene, der er nærmest hermetisk lukkede og ikke deler data, selv når det er i offentlighedens interesse og sker på lovlig vis.

Det er ikke første og næppe sidste gang, det sker, og det er virkelig en udfordring fra et samfundsmæssigt synspunkt.

For os, der forsker i digitale medier og demokrati, er der to muligheder: enten at prøve at arbejde sammen med de store platforme eller at prøve at arbejde uden om dem, og begge dele har vist sig at være meget besværlige.

Samtidig virker det til, at f.eks. Facebook går stadig mere aggressivt til værks, og at vi kan forvente at løbe ind i flere af dens slags forhindringer, som kun vil gøre det sværere at vide, hvad der sker på platformene.

Mangler der spilleregler på området?

Ja, det gør der på to måder:

1) Vi har som samfund og fra politisk side ikke været gode nok til at regulere techgiganterne og lave regler, der bl.a. sikrer forskere bedre adgang til at indsamle data fra sociale medieplatforme, og som helt overordnet forholder sig til platformenes brug af vores data.

Det arbejdes der på i EU-regi i øjeblikket, men hvad det vil komme til at betyde, og hvornår reglerne er implementeret, er stadig meget åbent.

2) De faktiske spilleregler derimod er det alene techgiganterne, der vedtager. Det er derfor, at vi står i en situation, hvor platformene helt egenrådigt kan beslutte, hvornår de vælger at slå ned på noget, og hvornår de ikke gør.

Og det er uacceptabelt, at man som forsker inden for området til enhver tid kan komme i problemer med techgiganterne. Den magt kan vi som samfund og demokrati ikke tillade, at techgiganterne eller nogen som helst andre har.

Hvori består den største udfordring?

Den største udfordring er, hvor lidt systematisk viden vi har om sociale medier og dynamikken på platformene på grund af den manglende adgang til data.

Paradokset er, at mange af de diskussioner, vi har i samfundet – f.eks. om hvilken rolle techgiganterne spiller, og hvorvidt de er gode eller onde – de diskussioner bliver derfor ofte baseret på enkeltsager eller på myter og antagelser.

Og derfor er det faktisk ikke utænkeligt, hvis vi nogle gange overser nogle positive effekter ved platformene eller overvurderer de negative konsekvensers betydning.

Men pointen er, at vi ved det reelt ikke – hverken som forskere eller som samfund, når virksomhederne opererer bag så lukkede døre.

Hvad håber du, at jeres forskning kan bidrage med?

Det er her, hvor et center som Digital Democracy Centre forhåbentlig kan bidrage på flere måder. Først og fremmest ved at prøve at finde svarene på nogle af de mange spørgsmål og dermed skabe bedre forståelse for, hvordan borgere navigerer på sociale medier og interagerer med politisk information og nyheder. Der er kort sagt brug for mere systematisk viden om både de positive og negative sider.

Derudover håber jeg, at vi kan være med til at skabe en saglig debat og politisk bevågenhed om en på samme tid meget snæver teknologisk problemstilling, der bunder i store strukturelle udfordringer, som den seneste sag fra New York University har blotlagt.

Fordi den her problemstilling skal ikke kun løses fra forskningsverdenen, men også politisk for, at vi kan have en god demokratisk debat og sikre, at den store informationsøkologi fungerer fornuftigt og på en måde, som vi alle kan have tillid til.