Skip to main content
Tabt krig

Hvordan vil det gå Afghanistan?

Taliban har på kort tid overtaget magten i Afghanistan. Hvorfor gik det så galt, og hvordan ser fremtiden ud? Det har vi spurgt professor Sten Rynning om.

Af Marlene Jørgensen, , 20-08-2021


Hvorfor er det gået så galt i Afghanistan?

- Afghanistan har ikke haft tradition for en stærk stat til at styre landet og har historisk været kontrolleret af etniske grupper og klansamfund i de enkelte provinser. Det er et land, som traditionelt har haft et stærkt samfund og en svag stat.

Paradokset er derfor, at det internationale projekt, som USA og internationale styrker har arbejdet på igennem 20 år, netop gik ud på at opbygge en stærk stat, der kunne garantere demokrati og retsstatsforhold i landet. Men historien slog igen, så at sige: Talibans fremmarch er udtryk for, at en bestemt del af samfundet gør oprør mod det centrale projekt og fanger staten.

Afghanistan er et land, som traditionelt har haft et stærkt samfund og en svag stat.

Sten Rynning, professor

- Der er ganske vist eksempler i Afghanistans historie på, at en magthaver har gjort staten styrende i samfundet, men så har vedkommende haft stærk ekstern opbakning. Historisk har lande som Storbritannien, Pakistan, USA eller Sovjetunionen til tider været villige til at levere penge ind til det statslige moderniseringsprojekt. Men det har kun været et projekt for en del af samfundet – den del som var forbundet til statens elite – og projektet har ellers affødt stor modstand lokalt i andre dele af samfundet.

Da USA så greb ind i 2001, var der ingen, der havde tænkt igennem, hvad man skulle gøre politisk i Afghanistan efter den første krigsfase. Der er en anekdote om, at da beslutningen om at føre krig mod Taliban og Al Qeada var truffet, spurgte Bush sin sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice ”Hvad gør vi bagefter med Afghanistan?”, hvortil hun svarede ”Det ved vi faktisk ikke, men det skal vi lige se at få kigget på”. Det er helt symptomatisk for, hvad der er sket.

Det er ikke lykkedes at finde en tilstrækkelig kritisk kerne af afghanere, der vil skabe en levedygtig stat for dem selv

Sten Rynning, professor

- Der blev så igangsat en proces, hvor afghanere (dog uden Taliban, som man kæmpede imod) blev sat for bordenden. Det førte til vedtagelse af en konstitution i 2003-2004, som reproducerer en model med en stærk centraliseret stat, og det kan synes ironisk, når netop dét har det med ikke at fungere i Afghanistan.

Men motivet for afghanerne var, at man for alt i verden ville undgå det kaos og den borgerkrig fra de tidlige 1990’ere, som havde ført landet lige i armene på Taliban. Det var jo sådan set fair nok, men det internationale samfund fik aldrig sat spørgsmålstegn ved holdbarheden i konstruktionen. I stedet bakkede man op om staten, og pumpede med tiden flere og flere ressourcer ind i den.

Man anerkendte ikke, at en ”stærk stat” kun kunne overleve ved hjælp af eksterne midler. Og i det øjeblik, hvor stikket bliver trukket, så tog den mest utilfredse del af samfundet i Afghanistan hævn – og talibanerne generobrede magten og vil nu gøre staten til deres projekt.

Kort sagt er det ikke lykkedes for Vesten eller afghanerne selv at finde en tilstrækkelig kritisk kerne af afghanere, der vil skabe en levedygtig stat for dem selv.

Hvordan vil det gå Afghanistan på den længere bane?

- Nu har den mest rabiate bevægelse – talibanerne - taget staten, og vi må se, hvordan de andre etniske grupper – persere, turkmenere, usbekere, tajikere, der gennem tiden har været i krig med talibanerne – forholder sig. Lige nu har de overgivet sig, fordi de ikke kunne se andre alternativer, men hvis talibanerne går tilbage til deres gamle måde at føre regering på, så kommer der borgerkrig.

På den lange bane tror jeg, at vi vil se et pakistansk domineret Afghanistan, der vil have begrænset indflydelse i visse dele af Afghanistan, hvor lokale grupperinger vil være uenige i retningen, men ikke vil kunne mobilisere modstand nok til en stærk borgerkrig.

Pakistan vil arbejde på at stabilisere Afghanistan på en konservativ, talibansk måde.

Sten Rynning, Professor

- Vi vil ikke se et Afghanistan i synderlig udvikling. Den modernisering, der er sket i Afghanistan gennem de seneste 20 år, kan forhåbentlig – og måske – være med til at mildne Talibans styre, så de ikke vil være så brutale som tidligere. Men der er ikke nogen moderniseringsmotor længere, og meget vil gå i stå.

Det vil en række andre lande også gøre deres til. Nabolandet Pakistan har aldrig set Afghanistan som et selvstændigt land, men snarere som en forlængelse af den pakistanske interessesfære. Derfor har pakistanerne ingen interesse i, at der sker en masse udvikling mod en stærk, uafhængig og suveræn afghansk stat, som kunne risikere at ville indgå partnerskab med Indien og dermed de facto omringe Pakistan. Det ville være et skrækscenarie for Pakistan, og de vil derfor arbejde på at stabilisere Afghanistan på en konservativ, talibansk måde.

Hvor står Vesten nu?

- Vesten har andre prioriteter og vil ikke redde Afghanistan. USA har sat en meget solid kurs mod en langsigtet håndtering af konkurrencen mod Kina og foretager enorme investeringer i forskning, teknologi og innovation, som vi kun svært kan forestille os størrelsen af. At udkonkurrere Kina kommer til at køre derudaf for fulde skrald.

Europa kommer til at skulle håndtere tilstrømningen af flygtninge og vil kanalisere penge ind i NGO’er, som sørger for en ramme, der sikrer, at flygtningene bliver i nærområderne. Det vil ikke være en amerikansk prioritet om bare kort tid. USA vil rette blikket mod Indien, som de har brug for i konkurrencen mod Kina, og med Pakistan som det tætteste på en allieret for Kina, kan Kina også se en interesse i, at Afghanistan bliver stabiliseret med Taliban ved magten.

NATO er i forvejen svækket af, at det amerikanske lederskab i alliancen har været nedadgående, og er ikke blevet mindre svækket efter kollapset i Kabul. USA’s evne til at generere langvarig og stabil politisk troværdighed er det helt afgørende punkt, men det er ved at fragmentere. Det, der er sket i Kabul, er blot endnu et kapitel i historien om, at USA’s traditionelle partnere i Europa og Asien må tænke mere på deres egen sikkerhed, fordi USA’s opbakning svækkes. Det gør det omvendt frygteligt svært for Biden at tackle Kina. For jo større splid, der er mellem USA og dets partnere, jo mere plads får Kina at spille på.

Har indsatsen været forgæves, spørger mange i disse dage?

- Det, der sker nu i Afghanistan, er en fiasko. Når det er sagt, betyder det absolut ikke, at det hele har været forgæves. Der var en trussel og et terrorbillede mod vestlige interesser, og det har man fået fjernet. Samtidig er der sket en eller anden grad af modernisering, som har været god for Afghanistan, og som forhåbentlig kan være med til at tøjle talibanbevægelsen.

Så nej, det har ikke været forgæves, men det har været utroligt omkostningsfuldt både økonomisk og menneskeligt. Nu bør der være fokus på at sikre, at der ikke tilføres yderligere brænde til fiaskobålet - det gælder om at opnå en gensidig forståelse med Pakistan om, at vi i Vesten ikke kan og vil acceptere et radikaliseret Afghanistan.

Det kunne være en aftale om, at vi i en vis grad vil investere i en form for stabilisering i Afghanistan, hvis Pakistan til gengæld sørger for, at landet ikke bliver radikaliseret, og at Al Qaeda og andre terrorristgrupper ikke igen vil operere fra Afghanistan. Når parterne frem til en vis fælles forståelse, har vi fået noget mere varigt ud af indsatsen, selvom det var til en meget høj pris.

Hvad kan man lære af krigen i Afghanistan?

Det kan formuleres i tre punkter:

1) At man altid skal være villig til at gentænke det politiske mål med en krig. Låser man sig fast på et bestemt mål, har man kun ressourcerne at ændre på, og hvis målet ikke er realistisk, som det har vist sig i Afghanistans tilfælde, så er man på herrens mark: når ressourcestrømmen hører op, står man udmattet tilbage, og projektet kollapser.

2) At man skal bevare en stærk civil-militær dialog om, hvordan det går, hvor det er helt legitimt at sige, når en indsats ikke går ret godt. Det har vi manglet. Fra politisk side har man parkeret målsætningen og sagt, at der er styr på sagen, mens militæret har prøvet at sige, at det ikke gik så godt, men de har også holdt sig tilbage, fordi de vidste, at de ikke fik nogen ressourcer, hvis de sagde det. Vi har haft en utrolig dårlig civil-militær dialog, og vi har ikke bygget et forum, som f.eks. et sikkerhedsråd, hvor denne dialog kunne næres og dyrkes. Resultatet er civil-militær mistillid, som udkrystalliserer sig i et spændt forhold mellem forsvarsminister og forsvarschef, og hvor forsvarsministeren reagerer nærmest elektrisk på enhver kritik inde fra fabrikken.

3) At man skal have befolkningen til at forstå, at det er en krig, man tager del i. Afghanistan er ikke bare udviklingsbistand og bedre vilkår for børn og kvinder. Det er også en krig, og så er vi tilbage ved det med målsætningen. I enhver krig kan man kun styre krigen, hvis man holder hånden på det håndtag, som hedder krigens målsætning: man må skrue på håndtaget og vinde befolkningens opbakning til målsætningens realisme og værdi.

Så opsummerende kan man sige, at på de tre parametre – politisk vilje til at være fleksible på målsætningen, viljen til at have en langvarig og civil-militær dialog og viljen til at forklare befolkningen, at det er en krig med et vanskeligt, men værdifuldt rationale – der har vi fejlet. Og når vi fejler på alle parametrene, taber vi også krigen.

Mød forskeren

Sten Rynning er professor ved Center for War Studies, hvor han beskæftiger sig med international politik og har i en længere årrække interesseret sig for NATO og krigen i Afghanistan. Han er desuden prodekan for forskning på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og tilknyttet SDU’s Danish Institute for Advanced Study.

Kontakt

Ansvarlig for siden: SDU Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 20.08.2021