Millionbevilling til forskning i, hvordan man sikrer demente værdighed og integritet

27.11.2019

Statens Institut for Folkesundhed har sammen med partnere netop modtaget over seks mio. kr. fra VELUXFONDEN. Bevillingen skal bruges til forskning i, hvordan man hjælper demente og deres pårørende til at mestre etiske dilemmaer i sygdomsforløbet
 
Hvad bør man gøre som ægtefælle, hvis ens demente kone ikke vil være på plejecenteret og trygler om at komme hjem? Hvordan bør man som sundhedsprofessionel agere, når en dement beboer modsætter sig hjælp til at komme i bad? Og hvordan sikrer man, at demente behandles og plejes etisk forsvarligt og med værdigheden og integriteten i behold?   
 
Det ny forskningsprojektet Demens ID ved Statens Institut for Folkesundhed vil forsøge at finde svar til de mange spørgsmål og dilemmaer, der følger med sygdommen demens. 
 
Forskningsprojektet har netop modtaget over seks mio. kr. af VELUXFONDEN.
 
Der er omkring 89.000 mennesker, som har demens i Danmark, og eftersom demens ikke kan helbredes, er pleje og omsorg den vigtigste behandlingsindsats. Derfor vil projektgruppen bag DEMENS ID udvikle såkaldte etik- og dialogredskaber, der skal hjælpe demente, deres familier og sundhedsprofessionelle til at træffe velovervejede etiske valg om pleje, omsorg og behandling, der opleves som værdige for alle parter.
 
Projektgruppen vil også udvikle en dybdegående teoretisk forståelse af, hvad værdighed og integritet er for demente.
 
DEMENS ID gennemføres af et tværfagligt partnerskab, som omfatter Rudersdal Kommune, Alzheimerforeningen, Dansk Humanistisk Demensforskning og Statens Institut for Folkesundhed.
 
Forskningsprojektet starter i 2020 og sker i tæt samarbejde med demente, deres familier og sundhedsprofessionelle. 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies