Strategi og samfundsrelevans

På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er det vores ambition at producere forskning og uddannelse af så høj kvalitet, at vi kan gøre en markant positiv forskel for det omgivende samfund. Målet er samfundsmæssig relevans og værdiskabelse, mens midlet er original forskning med international gennemslagskraft såvel indenfor som på tværs af faglige discipliner.

Men hvad er egentlig samfundsmæssig relevans? På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har vi formuleret et konceptualiseringspapir, der rummer bud på, hvordan det er muligt at forstå koblingen mellem kvalitet og relevans. Hensigten er at give os et fælles sprog og nogle idéer om forskellige typer af relevansaktiviteter. Papiret, som du finder nedenfor under overskriften"Forskningskvalitet og samfundsrelevans", præsenterer en vifte af idealtypiske måder at arbejde med relevans som aktivitet på.

Strategien på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Visionen

Vi vil være dét samfundsvidenskabelige fakultet i Danmark, der mest intenst og effektfuldt aktiverer viden og skaber værdi for samfundet. Med afsæt i højkvalitetsforskning og efterspurgte uddannelser adresserer vi væsentlige samfundsudfordringer og bidrager med løsninger. I vores bestræbelser på at være relevante arbejder vi på tværs af fagligheder og i samspil med vores omgivelser.

Rationalet

At skabe værdi for omgivelserne er ultimativt vores raison d'être. Vi er sat i verden for at skabe viden og undfange ideer, der bidrager til fremskridt, velfærd, meningsdannelse og kvalificerede beslutninger, og vores forskning er til syvende og sidst et middel til fremme af højere mål. Vores omgivelser forventer med rette - og i stigende omfang - at vi adresserer centrale samfundsmæssige udfordringer og problemer. At vi bidrager med løsninger og ny viden. Vi stræber derfor efter at relevantgøre og aktivere højkvalitetsforskning til gavn for det samfund, vi er en uadskillelig del af.

Målsætninger

Som pejlemærker for visionen har vi to strategiske målsætninger, der skal sætte overordnet retning for fakultetets aktiviteter inden for forskning, uddannelse og videnudveksling. Udfoldelsen af de to målsætninger skal først og fremmest ske decentralt - i forskningsgrupperne og på uddannelserne - men understøttet af institutter og fakultet:

1) Vi har fokuserede forskningsgrupper, der leverer forskning af høj international kvalitet og med stor gennemslagskraft. Alle forskningsgrupper er bevidste og afklarede om, hvordan de arbejder med relevans som aktivitet og højkvalitetsforskning som middel.

2) Vores uddannelser er efterspurgte, og miljøerne bag uddannelserne arbejder kontinuerligt med at sikre et optimalt fit mellem de studerendes kompetencer og arbejdsmarkedets behov i et livslangt læringsperspektiv.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies