3 - 6 år: Børnehavebørns krisereaktioner

Forskning i børns krisereaktioner har hidtil været begrænset. Diagnosen posttraumatisk stress er ikke tilpasset børns udtryksform, da den kræver, at den kriseramte selv kan beskrive sine symptomer. De senere år har en række forskere dog sat fokus på udviklingen af vurderingsredskaber, som i højere grad beror på symptomer, der er observérbare for forældre og professionelle. 
Videnscenter for psykotraumatologi har ligeledes udviklet et redskab til børn ned til 6 år, som via tegneserieagtige billeder gør det muligt for børnene at give udtryk for deres symptomer.

 Nedenfor kan du læse om normale krisreaktioner hos børn i børnehavealderen.
Reaktionerne afhænger af barnets alder, udviklingstrin og den traumatiske hændelse - der kan derfor forekomme reaktioner, som ikke er nævnt i nedenstående oversigt, ligesom barnet ikke nødvendigvis har alle reaktionerne. Der er lagt vægt på reaktioner, som kan observeres af forældre og andre voksne, som er tæt på barnet. 

Almindelige reaktioner

Umiddelbart efter hændelsen, kan barnet reagere med rastløshed, forvirring, vrede eller gråd. Nogle børn forsvarer sig dog mod chokket ved at opleve en følelsesmæssig lammelse. Udefra set, ser de altså ud til slet ikke at reagere på hændelsen. Det betyder ikke, at barnet har det fint, men at det er chokeret.

Angst for adskillelse – i tiden efter hændelsen er det normalt, at barnet er angst for at blive adskilt fra sine forældre. Uden dem, føler det sig ikke tryg og formentlig værger det sig også mod at genopleve den forfærdelig følelse af fortabthed, som den traumatiske hændelse udløste. Barnet kan i en periode være meget omklamrende og pylret i sin søgen efter fysisk nærhed. Fornemmer barnet, at forældrene er ved at forlade det, kan det blive meget urolig og få vredesudbrud.

Søvnproblemer – Angsten for at være alene, dukker også op ved sengetid. Det kan være nødvendigt at sidde hos barnet indtil det sover, ligesom barnet kan vågne flere gange om natten og græde utrøsteligt. Mareridt er også almindelige. Barnets utryghed kan også komme til udtryk gennem angst for mørke, uhyrer og andre fantasivæsner.

Barnet opfører sig uselvstændigt – det er meget almindeligt, at børn som er utrygge, vender tilbage til adfærd, det ellers var vokset eller vænnet fra, f.eks. sutte på tommelfinger, tale babysprog, tisse i sengen eller bukserne osv. Slæk på kravene til barnets selvstændighed for en periode.

Humørsvingninger - Barnet kan tale upåvirket om, at far er død det ene øjeblik, og være dybt ulykkelig det næste. Irritabilitet og vredesudbrud er ligeledes almindelige reaktioner.

Angst og panik - barnet kan reagere med panik, når det genoplever synsindtryk, lyde, dufte eller kropslige fornemmelser, som det oplevede i situationen. Nogle gange er angsten knyttet til noget bestemt, andre gange generaliseres den.

Leg - barnets leg kan i en periode være præget af hændelsen; typisk vil barnet dramatisere nogle bestemte scener eller bliver optaget af leg med død og ulykke som tema. Det kan f.eks. være et barn til en kræftsyg mor, som leger at pistolen skyder med kræft eller et barn, som leger bilulykke med legetøjsbilerne. Det er helt normalt og barnets måde at bearbejde oplevelsen på. Bemærk, at små børn er gode til at ’holde fri’ fra smerten og kan i perioder lege og grine som de plejer.

Fysiske klager - mange børns angst og bekymringer udvikler sig til ondt i maven eller hovedpine. Det kan altså være et tegn på, at barnet har en masse svære følelser og tanker, som føles som ’en knude’ i maven. 

Spørgsmål og tanker om hændelsen - børn i denne alder tænker meget konkret og er langt bedre til at konfrontere traumet end os voksne. Det er derfor ikke ualmindeligt, at barnet taler om begivenheden uden omsvøb og har hæftet sig ved bestemte detaljer. Bemærk, at de yngste børn i denne aldersgruppe endnu ikke forstår, at nogle ting er uigenkaldelige og derfor vil undre sig over, hvorfor afdøde ikke kommer hjem igen eller hvorfor i ikke snart skal hjem til det hus, som er nedbrændt. Det lidt ældre barn har ofte en masse spørgsmål om hændelsen og hvad det var der skete. Måske tænker det på, om det var skyld i ulykken eller om det kan ske igen.

Hvordan kan man hjælpe sit barn?

For at hjælpe barnet med at føle sig tryg, må den person som drager omsorg for det, signalere at verden nu er sikker og tryg igen. 

Giv barnet masser af fysisk nærhed, knus og kærtegn– det er en naturlig reaktion at barnet ønsker forældrene tæt på sig hele tiden. Forsøg så vidt muligt at opfylde dette behov. Det kan være nødvendigt, at finde en løsning der gør det muligt for at barnet at sove tæt på sine forældre. Det kan også være nødvendigt at sidde hos barnet indtil det sover.