Leveren og fordøjelsen

Leveren virker som fordelingscentral for sukker og fedt. Kom med ind i maskinrummet og læs hvad leveren egentlig gør for fordøjelsen.

Af Maja Thiele. Artiklen er oprindeligt publiceret på Forskerzonen, videnskab.dk., , 24-10-2019

Kulhydrater: En del af de sukkerstoffer, vi optager fra tarmen, bliver i leveren omdannet til energidepoter i form af glykogen eller fedt. Glykogen er en perlerække af sukkermolekyler, som bliver liggende i leveren, klar til at blive lavet til blodsukker, hvis man skulle gå sukkerkold. På den måde er leveren afgørende for vores sukkerstofskifte; det er på grund af den, at vi ikke behøver konstant at spise for at holde vores blodsukker oppe.

Fedtstoffer: Kolesterol, frie fedtsyrer og triglycerid mødes i leveren. Her pakkes triglyceriderne i store ‘container-fedtproteiner’, såkaldt VLDL, for at blive sendt videre ud i kredsløbet. Efterhånden som VLDL-containerne tømmes for triglycerid, laver leveren dem om til LDL, hvis funktion er at virke som containere for kolesterol til resten kroppen.

Når LDL-containerne er tømt for kolesterol, bliver de til HDL. HDL kan transportere kolesterol tilbage til leveren, hvor leveren bruger kolesterolen som byggesten i galdesyrerne, sådan at overskydende kolesterol udskilles med galden.

Protein: Æggehvidestofferne fra kosten er allerede splittet i aminosyrer, når de ankommer til leveren. Hér kan leveren bruge dem til en lang række formål:

  • Binde dem sammen med sukkerstoffer for at danne fedtsyrer.
  • Bygge albumin, som er det vigtigste æggehvidestof i blodbanen.
  • Bygge størkningsfaktorer, så vi undgår indre blødninger.
  • Føre dem gennem urinsyrecyklussen, hvorved der dannes glukose og urinsyre. Glukosen kan bruges til energi, mens overskydende urinsyre smides ud gennem nyrerne eller bruges af musklerne.

Medicin: Det meste medicin omdannes og fjernes af leveren. Leveren kan enten føre medicinen igennem et stort enzymkomplex kaldet CYP-450. Her bliver medicinen iltet eller oxideret. Det betyder, at noget medicin bliver mere virksomt end før. For andet medicin betyder det, at det bliver mindre virksomt og kan udskilles via nyrerne.

Leveren kan også binde medicinen til et stort molekyle, som hedder glukuronid. Det kaldes konjugering. Så snart medicin er konjugeret med glukuronid, kan det udskilles sammen med galden og dermed neutraliseres. Hvis du spiser to panodiler, kan du derfor godt regne med, at den effekt du oplever faktisk kun skyldes virkningen fra den ene – mere end halvdelen af panodil-molekylerne bliver nemlig konjugeret og fjernet, allerede første gang blodet fra tarmen møder leveren.

Skrevet af...

Maja Thiele, lektor ved FLASH

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies