
'Bevæg dig for livet'-kommuner har mere internt samarbejde end andre
Syv af de ti kommuner, der har mest tværsektorielt samarbejde internt, er Bevæg dig for Livet-kommuner. De øvrige BDFL-kommuner har ikke mere samarbejde end andre.
Kommunale forvaltninger beskyldes ofte for at arbejde i siloer, men i flere kommuner mener man, at DIF og DGI’s store satsning ’Bevæg dig for livet’ har hjulpet dem med at samarbejde bedre på tværs af forvaltninger.
Nu har Danmark i Bevægelse,støttet af Nordea Fonden, undersøgt, om ’Bevæg dig for livet’-kommunerne faktisk har mere samarbejde på tværs mellem forvaltningerne end andre kommuner. Da satsningen var mest udbredt, indgik 25 af landets 98 kommuner i ’Bevæg dig for livet’ som visionskommune.
I 2024 gennemførte postdoc Birgitte Westerskov Dalgas fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet, en kortlægning af kommunernes politikker, strategier, planer og indsatser for at skabe mere fysisk aktivitet i befolkningen.
I kortlægningen blev det registreret, hvilke forvaltningsområder der optrådte som samarbejdspartnere i de mange politikker, handleplaner og indsatser. Dermed kan ’Bevæg dig for livet’-kommunernes tværsektorielle samarbejdsmønstre sammenlignes med de øvrige kommuners. Undersøgelsen er beskrevet i rapporten ’Er der mere tværsektorielt samarbejde i Bevæg dig forlivet-kommuner?’.
Syv kommuner løfter gennemsnittet
Undersøgelsen viser, at i gennemsnit har ’Bevæg dig for livet’-kommunerne en højere grad af tværsektorielt samarbejde end andre kommuner.
”Syv kommuner har mere samarbejde end andre og ligger blandt de ti kommuner i landet, der har den højeste grad af tværsektorielt samarbejde. De syv kommuner løfter gennemsnittet. De øvrige ’Bevæg dig for livet’-kommuner har ikke mere internt samarbejde end andre kommuner,” siger Birgitte Westerskov Dalgas.
Om den høje grad af tværsektorielt samarbejde skyldes ’Bevæg dig for livet’, kan ikke fastslås i undersøgelsen, da man ikke ved, hvor meget samarbejde der var, inden de deltog i satsningen.
Undersøgelsen består både af en omfattende dataindsamling med dokumentanalyse af mere end 7.000 dokumenter og interviews med nøglepersoner fra 95 af landets 98 kommuner.
Selvom analysen ikke viser en sikker forskel, fortæller nøglepersoner fra en række kommuner i interviews, at ’Bevæg dig for livet’ har haft en positiv effekt, forklarer Birgitte Westerskov Dalgas:
”Mange oplever, at initiativet gør det lettere at samarbejde på tværs af forvaltninger, blandt andet via styregrupper og et større fokus på en fælles indsats. Konsulenterne fra ’Bevæg dig for livet’ ser også ud til at have spillet en vigtig rolle i at sikre samarbejdet.”