Kommuner glemmer de mindst aktive

Når kommuner sætter tiltag i gang for at få borgerne til at være mere aktive, overser de nogle af de grupper, der har det største behov: Borgere med lav socioøkonomisk status, indvandrere og efterkommere, og dem, der bevæger sig mindst.

Det sker, selv om der er et stærkt politisk fokus på at dæmme op for uligheden i sundhed. Uligheden betyder, at de dårligst uddannede dør seks år tidligere og har flere år med sygdom end dem med lange uddannelser.

Postdoc Birgitte Westerskov Dalgas har gennemgået 8.194 kommunale dokumenter, som er indsamlet som en del af Danmark i Bevægelses kortlægning af kommunale indsatser for bevægelsesfremme. Blandt dokumenterne er samtlige kommuners politikker, strategier og indsatser for at fremme bevægelse. I undersøgelsen indgår desuden interviews med 104 nøglepersoner fra 95 kommuner.

”Kommunerne har en række indsatser for forskellige patientgrupper, personer med handicap, børn og unge m.fl. Men der bliver kun sjældent lavet tiltag, som eksplicit handler om at fremme bevægelse hos socialt udsatte og de mindst aktive,” siger hun og tilføjer, at mange kommuner laver indsatser for bredere målgrupper og håber at ramme nogle af de mindst aktive derigennem.

Undersøgelsen er netop udgivet i rapporten ’Borgerrettet bevægelsesfremme i kommunerne – mål, målgrupper og indsatser’, som er en del af serien 'Kommunernes mål og indsatser for bevægelsesfremme'.    

Tildeles ikke opmærksomhed

Kommunerne har forskellige mål med at fremme bevægelse hos forskellige grupper; fx er ’sundhed’ et meget brugt mål for personer med handicaps og patientgrupper, og ’fællesskab’ er et fremtrædende mål for indsatser, der er rettet mod børn, unge og borgerne generelt.

Men når det gælder borgere med lav socioøkonomisk status, indvandrere og efterkommere samt de mindst aktive, er der ikke nogen særlige mål, der træder frem, og heller ingen særlige virkemidler. Disse grupper tildeles ikke opmærksomhed.

Meget varierende indsatser

Kommunerne har dog gang i en række konkrete indsatser for de sårbare grupper i kommunerne, fortæller Birgitte Westerskov Dalgas: Fx fritidspas, fritidsvejledning og boligsociale indsatser.

Indsatserne varierer en del fra kommune til kommune, og kvaliteten er skiftende. For eksempel er der steder, hvor fritidspasset udløber i august, netop som en ny sæson begynder i mange idrætsgrene. Fritidsvejledning består i nogle kommuner af en opsøgende indsats, hvor fritidsvejlederen følger børn og unge ind i en forening og hjælper dem i gang – men andre steder består fritidsvejledningen i en kontaktformular på kommunens hjemmeside.

”Sårbare grupper og de mindst aktive har brug for en særlig indsats. De kan ikke nødvendigvis selv skubbe sig i gang,” forklarer Birgitte Westerskov Dalgas.

Hun er kun stødt på ganske få konkrete indsatser i kommunerne med målgruppen sårbare eller de mindst aktive. Et af dem er ’Mening og mestring’ i Kolding Kommune, hvor unge og voksne løftes ind i aktive fællesskaber på særlige hold i foreninger og kommercielle centre. Dette tiltag bliver nu sat under lup i en af de case-undersøgelser, der også indgår i Danmark i Bevægelse.  

Ny lov kan gøre ’kan’ til ’skal’

En af hovedårsagerne til, at kommunerne glemmer de udsatte grupper og de mindst aktive i deres arbejde med bevægelsesfremme, er formentlig, at det er en ’kan’-opgave, ikke en ’skal’-opgave, påpeger Birgitte Westerskov Dalgas.

”Kommunerne løser den opgave, de har fået udstukket fra Christiansborg. De følger sundhedsloven, folkeskoleloven, serviceloven, dagtilbudsloven og andre love på området – og bevægelsesfremme er ikke skrevet særlig godt ind i den lovgivning, der forpligtiger kommunerne til at understøtte socialt udsatte,” forklarer hun.

”Det er oplagt, at den nye folkesundhedslov tager fat i området og giver kommunerne opgaven med at arbejde med bevægelsesfremme for borgere med lav socioøkonomi, indvandrere og efterkommere og for dem, der bevæger sig mindst. Målet med folkesundhedsloven er at skabe mere lighed i sundhed, og her er et oplagt sted at sætte ind,” påpeger hun.