Aarhus: Nærhed gør brobygningen stærkere

I Aarhus Kommune gør man en massiv indsats for at hjælpe borgere, der er i genoptrænings- eller rehabiliteringsforløb, ind i fællesskaber i det område, hvor de bor. Alt efter hvad borgerne har lyst til, kan fællesskaberne findes i idrætsforeninger, fitnesscentre eller på aftenskolehold, eller måske i strikkeklubber, uformelle gåklubber, pensionistforeninger eller fx kor på det lokale Folkehus (lokalcenter).

Fem brobygger er ansat i kommunen, hvor man har arbejdet med brobygning i godt otte år. Indsatsen er udvalgt af Danmark i Bevægelse som et af fem gode eksempler på, hvordan kommuner arbejder med at fremme bevægelse. Postdoc Birgitte Westerskov Dalgas står bag casestudiet, der er støttet af Nordea-fonden:
Casestudie: Brobygning til foreninger og fællesskaber i Aarhus Kommune.

Brobygning tæt på kolleger

”Det særlige ved modellen i Aarhus Kommune er, at de fem brobyggere har et centralt kontor, men de mødes kun én dag om ugen. Resten af tiden arbejder de ude i forskellige kommunale sundhedsenheder og -afdelinger. Her kender de de øvrige sundhedsmedarbejdere, som de helt konsekvent kalder ’vores kolleger’,” fortæller hun.

”Den decentrale placering giver en kontinuerlig påmindelse om, at brobyggeren er en ressource, man kan tage fat i. Da jeg besøgte en sundhedsenhed, oplevede jeg, hvordan medarbejderne hele tiden kontaktede brobyggeren: Er der stadig oldboys fodbold på den dér græsbane? Eller: Jeg har lige en borger… måske kan du hjælpe?” fortæller hun.

Hvis brobyggeren kun kom forbi en sundhedsenhed en gang imellem, kunne kollegerne let glemme opgaven i hverdagens travlhed. Især de kolleger, der ikke har så stor erfaring med brobygning.

Effekten af den nære koordinering med de øvrige sundhedsmedarbejdere er til at få øje på. I en sundhedsafdeling steg antallet af henvisninger fra 7 til 120 årligt, da brobyggeren blev en fast del af hverdagen. Det handlede helt enkelt om at sidde med ved bordet.

En blandet skare af borgere

En stor del af dem, der hjælpes ud i nye fællesskaber, er seniorer. Men her er også en del yngre mennesker med behov for nye kontaktflader og nye aktiviteter i hverdagen. De har måske diabetes, følger efter en blodprop, eller de døjer med ensomhed, fortæller lederen af brobygningsindsatsen Tor Fabian, der også selv har været brobygger.

”Borgernes behov er vidt forskellige. Nogle skal blot have at vide, hvornår et kor eller en gåklub mødes, så finder de selv ud af resten. For andre er det sværere. Her skal man hjælpe dem med at afklare, om der er en aktivitet, de godt kunne tænke sig, og måske skal de følges til mødestedet første gang,” fortæller han.

Det kan være brobyggeren, der følger på vej – eller det kan være en anden medarbejder eller en frivillige fra den landsdækkende organisation Social Sundhed, der arbejder for at skabe mere social lighed i sundhed.  

”Nogle borgere vil gerne være fysisk aktive, men ikke alle, - og styrketræning hjælper altså kun, hvis man udfører det. Så vi sigter efter at få borgerne ind i fællesskaber, de kan lide, og som de vil fortsætte med at være en del af. På den måde arbejder vi ud fra et bredt sundhedsperspektiv,” siger han.

Hvis økonomien er en barriere, kan borgerne få tildelt et Aktivitetspas på 1.000 kroner til en folkeoplysende aktivitet. I 2025 udstedte brobyggerne 195 aktivitetspas, men ordningen er midlertidigt sat på pause af økonomiske årsager.

Tre måneder efter, at borgeren er startet på aktiviteten, kontakter brobyggeren eller en medarbejder borgeren. Omkring 80 pct. af dem, man får kontakt med, deltager stadig i det fællesskab, de blev hjulpet ud i.

Udvælger fyrtårnsforeninger

Brobygningen kan kun foregå, fordi en række foreninger og fællesskaber er åbne for at modtage nye deltagere. De foreninger, der er særligt gode til at tage imod og lave en god velkomst, bliver en form for fyrtårnsforeninger. De har en tæt og vedvarende kontakt med brobyggerne, forklarer Tor Fabian.

”Vi ringer altid til foreningen først for at være sikre på, at aktiviteten rent faktisk finder sted. Brobyggeren fortæller helt konkret, hvad de frivillige i foreningen kan forvente af borgeren. Skal der tages særlige hensyn? Eller fungerer borgeren fysisk, psykisk og kognitivt som de fleste andre? Med den rette forventningsafstemning kan meget lade sig gøre,” siger han.

Gode relationer tæller

Tor Fabians gode råd til andre kommuner er, at man skal sørge for, at brobyggerne arbejder fysisk ude i de enheder, hvor sundhedspersonalet har kontakten med borgerne.

”Den relationelle koordinering i de enkelte sundhedsenheder og -afdelinger er afgørende for, at man hjælper flest borgere videre. Men brobyggerne skal også have mulighed for at mødes og sparre med hinanden jævnligt, for de har et job med utrolig meget koordinering og mange kontakter,” siger han.

Håber at udvide til hjemmeplejen

Han håber, at brobygning på sigt også bliver en del af hjemmeplejen. Næste skridt er at lave en dataunderbygget prøvehandling, og derefter er man klogere på, hvordan brobygningen i så fald skal organiseres.

”Brobygning handler om at skabe en bedre livskvalitet hos borgere, der har behov for det. Men noget tyder på, at der også er god økonomi i det. Hvis vi kan undgå nogle genhenvisninger, har det økonomisk betydning. Men dét regnestykke er komplekst,” smiler han.

Han kunne også godt tænke sig at udvide ordningen til almen praksis, altså til lægehusene:

”Hvad ville der ske, hvis en brobygger sad med ved frokosten og kunne hjælpe læger og lægesekretærer med at få fx ensomme patienter ud i lokale fællesskaber? Jeg tror, det kunne have en stor effekt. Vi skal prøve at tilrette vores sundhedssystem, så det hjælper borgerne på flere måder, end vi måske er vant til. Den mentale og sociale sundhed er lige så vigtig som den fysiske.”