Skip to main content
Danmark i Bevægelse
Case-artikel

Tønder: Hallerne skal tilpasses, så flere kan bruge dem

Tønder Kommune bruger data fra Danmark i Bevægelse til at forme faciliteter, der matcher borgernes liv – fra sportshaller til stier i det grønne og ved vandet.

Af Af Jonna Toft, kommunikationsmedarbejder, 03-09-2025

I Tønder Kommune er der en hal eller en gymnastiksal for hver 800 indbyggere. Mange af hallerne bruges ikke så meget, og fra kommunens side vil man gerne åbne for, at der bliver mere aktivitet i faciliteterne, også af den ikke-traditionelle slags.

”Hallerne er jo bygget i en tid, hvor vi dyrkede håndbold og indendørs fodbold,” siger specialkonsulent Ronni Echstrøm Hvidbjerg Rix fra Sundhed, Kultur og Frivillighed i Tønder Kommune.

”Danmark i Bevægelse viste, at befolkningen dyrker en bredere vifte af aktiviteter nu. Vi har ikke særlig mange voksne fodboldspillere her i kommunen længere. Derimod er 71 pct. af de voksne aktive på egen hånd, og mange vil gerne være aktive udenfor. At det selvorganiserede er så stort - dét kom bag på flere, både embedsmænd og politikere,” siger han.

Det viste sig også, at hele 82 pct. af de unge på 15-24 år i Tønder Kommune dyrker fitness og styrketræning, og mange gør det alene.

”Vi troede, de fleste unge trænede i fitnesscentre. Efterfølgende har vi fået bekræftet i en interviewundersøgelse, som vi selv lavede, at en stor andel træner alene derhjemme,” fortæller han.

Bevægelsesvaner i skoledistrikter

Første nationale måling i Danmark i Bevægelse blev gennemført i oktober 2020 og giver et billede af befolkningens bevægelsesvaner bredt, ikke blot idræt og træning i fritiden, men også bevægelse i hjemmet, bevægelse på arbejde/uddannelse og bevægelse som transport.

Undersøgelsen blev lavet som 98 kommuneundersøgelser, og hver kommune fik en rapport om indbyggernes bevægelsesvaner lige netop hos dem.

I Tønder Kommune fik man der ud over mulighed for at købe nogle særkørsler af data, der viste borgernes bevægelsesvaner i mindre områder; nemlig i kommunens fire skoledistrikter.

”Kommunen er landets fjerdestørste målt på areal, og områderne har forskellig befolkningssammensætning og bevægelsesvaner. Derfor gav det ekstra værdi for os at få oplysninger helt ned på skoledistrikter. På den måde kan vi bedre arbejde med at tilpasse kommunens faciliteter, så flere kommer til at bruge dem,” forklarer Ronni Echstrøm Hvidbjerg Rix.

Med data fra bl.a. Danmark i Bevægelse er der nu udviklet en facilitetsstrategi, der indebærer, at faciliteterne i kommunen skal passe til befolkningens behov, og at der bliver skabt bedre muligheder for at være aktiv i blå og grønne områder.

Håndboldhal eller mødested

Hvis folk lokalt har brug for et mødested, hvor de kan være aktive på forskellige måder, så er en håndboldhal ikke nødvendigvis det bedste tilbud, påpeger Ronni Echstrøm Hvidbjerg Rix.

”Vores haller er selvejende institutioner og dermed ikke kommunale haller. Derfor skal hallerne være med til at sætte præg på udviklingen af deres faciliteter, og vi kan med data fra bl.a. Danmark i Bevægelse skabe en oversigt og fortælling om, hvad borgerne i nærområdet dyrker af bevægelse,” fortæller han.

I Bredebro Idrætscenter er en af hallerne fx bygget om til fire padelbaner – med stor succes. Også andre steder er der udviklingsprojekter om at gøre hallerne mere tidssvarende.

”Vi arbejder på at skabe og understøtte fællesskaber, både i foreninger og for dem, som er aktive på egen hånd,” siger han.

Cykler i fritiden, men ikke til arbejde

Danmark i Bevægelse viste også, at cykling i fritiden er meget udbredt i Tønder Kommune, hele 68 pct. cykler mod 58 pct. på landsplan.

Der er dog væsentligt færre, der cykler til arbejde/uddannelse end på landsplan, og det hænger måske sammen med store afstande og landeveje uden cykelstier. Selv om kommunen er stor, er det også kommunen med den næstlaveste befolkningstæthed, så der er langt mellem byerne.

”Vi har lavet en del cykelstier, og jeg er spændt på at se i næste undersøgelse, hvor mange der nu cykler,” siger Ronni Echstrøm Hvidbjerg Rix.

Han tilføjer, at den demografiske udvikling i området vil påvirke resultaterne af næste undersøgelse: Der er 3 pct. færre indbyggere i kommunen i forhold til 2019, og samtidig er befolkningen anderledes sammensat, da der er kommet ca. 5.000 nye indbyggere til fra især Tyskland, men også Ukraine, Polen og Rumænien.

Næste runde af Danmark i Bevægelse foregår i oktober 2025, hvor ca. 500.000 børn, unge og voksne bliver spurgt om deres bevægelsesvaner via e-Boks. Hvis tilstrækkeligt mange svarer på spørgeskemaet, vil resultaterne igen udkomme som 98 kommunerapporter og en landsdækkende rapport.

Redaktionen afsluttet: 03.09.2025