.jpg)
Høje-Taastrup: Alle skal kunne bruge hallerne og det grønne
I stedet for at bygge nye faciliteter vil Høje-Taastrup Kommune åbne idræts- og skolehaller og de grønne områder for flere. Danmark i Bevægelses data ligger bag.
I Høje-Taastrup Kommune har Danmark i Bevægelse inspireret politikere og embedsmænd til at få et bredere syn på bevægelse. Nu støtter man ikke kun foreningsidræt, man forsøger også at åbne idrætshaller, skolehaller og andre faciliteter mere for alle, der kunne have lyst til at bruge dem. Desuden arbejder man med at skabe lettere adgang til de grønne områder.
”Vi har ulighed i sundhed, og vi vil gerne have flere til at være mere aktive,” fortæller Stig Jørgensen, chef for folkeoplysning og idræt i Høje-Taastrup Kommune.
”Vi var i gang med de indledende øvelser til en ny facilitetsstrategi, da resultaterne fra Danmark i Bevægelse kom i 2021. Budskabet om, at nye faciliteter ikke automatisk fører til flere aktive i foreningslivet, var en afgørende vigtig byggesten til strategien,” siger han.
Facilitetsstrategien er et politisk styringsredskab, som påvirker forholdene for idræt og bevægelse i mange år fremover i en kommune.
”Anbefalingen fra Danmark i Bevægelse lød, at hvis vi ville have flere til at være aktive, skulle vi i højere grad åbne faciliteterne for flere og skabe god adgang til grønne områder,” fortæller han og tilføjer:
”Mange voksne kan godt lide at være udenfor, men det svære er jo at lette sig fra sofaen. Derfor har politikerne besluttet, at der maksimalt må være 1 km fra boligen til et naturområde.”
Talte med fagpersoner om barrierer
I forarbejdet til facilitetsstrategien undersøgte kommunen med kameraer, hvor meget hallerne egentlig bliver brugt. Ganske som i andre kommuner viste det sig, at der var en del ledig tid.
”Vi talte også med fagpersoner fra andre områder i kommunen om, hvilke behov for faciliteter de oplevede i deres kontakt med borgerne. Hvad skal der til, for at handicappede og ældre i højere grad kommer ud at bevæge sig? Hvilke barrierer er der? Nogle gange kan en bænk eller et toilet gøre en stor forskel,” siger Stig Jørgensen.
Det er samtalerne med andre fagpersoner i kommunen, kommunerapporten fra Danmark i Bevægelse og pointer fra analysen af kommunale forskelle på danskernes bevægelsesvaner, der udgør det primære vidensfundament under facilitetsstrategien.
”Strategien har et bredere fokus, end jeg har oplevet tidligere. Vi forsøger at skabe lette muligheder for bevægelse hos alle, også dem, der ikke er organiseret i foreninger,” siger han.
Fra fodboldgolf til folkepark
Facilitetsstrategien har ført til mange nye tiltag rundt om i kommunen:
Der er etableret frisbeegolf og fodboldgolf, som borgerne frit kan benytte. Der er bygget shelters og ansat en naturvejleder, der arrangerer ture ud i det grønne. Der er anlagt stisystemer, som giver lettere adgang til grønne områder, uden at man skal køre bil. Og så er cykelruten Vestegnsruten blevet genetableret i samarbejde med de øvrige vestegnskommuner.
Samtidig er ankomstområdet til kommunens største idrætsanlæg, Taastrup Idrætscenter, ved at blive omlagt:
”På sigt skal stedet være en folkepark med aktiviteter for alle borgere. Foreløbig er der etableret padelbaner og et legeområde, og der er minigolf, og så skal hallerne åbnes med vinduer, så man kan se aktiviteterne udefra. Det kan forhåbentlig give nogle lyst til at være med. Kommunens haller jo er alle borgernes haller, og alle skal kunne bruge dem,” påpeger Stig Jørgensen.
Der er også opstået en mængde kom-og-vær-med-hold, som foreningerne står bag. Egentlig udsprang holdene af et projekt for ledige, men nu er det især ældre, der benytter holdene.
Ledige tider i indendørs idrætsanlæg formidles på WannaSport, en digital opslagstavle, som kommunen har udbygget samarbejdet med.
Udfordring at åbne hallerne
Den næste store opgave er at skabe en model for, hvordan foreninger og skoler kan blive bedre til at aflyse deres tider i hallerne i så god tid, at andre borgere kan bruge faciliteterne.
”Skolehaller er jo kommunens haller, men skolerne føler ofte et stort ejerskab. Ledige, ældre og andre, der har fri i dagtimerne, kunne godt bruge de ubenyttede tider i løbet af en dag. Det samme gælder, når et foreningshold fx skal spille kamp på udebane – så kunne andre godt benytte deres haltid,” siger Stig Jørgensen og tilføjer, at der skal findes en løsning, der er let at bruge og fungerer i praksis.
Nogle af de mange tiltag har tilsyneladende allerede den rette effekt. I hvert fald oplever kommunens Vej & Park, at de har større udgifter til de grønne områder. Der er et større slid.
”Vi synes, det er en god udvikling,” smiler Stig Jørgensen.