Kommunalt samarbejde foregår i to klynger

Kommunerne har ry for at arbejde i siloer - men når det handler om at få borgerne til at bevæge sig mere, foregår der faktisk en del samarbejde mellem kommunernes forvaltninger, viser en ny kortlægning fra Danmark i Bevægelse.

Kortlægningen er baseret på kommunernes egne mål, strategier og konkrete indsatser for at fremme bevægelse, og den bygger på mere end 8.000 dokumenter og 104 interviews med nøglemedarbejdere i 95 kommuner.

Der er dog fortsat et stort potentiale for at samarbejde endnu mere systematisk på tværs, viser analysen. Samarbejdet er koncentreret om to klynger, én om rum og rammer og én om velfærdsområder. Der er også områder i kommunerne, der ikke indgår i samarbejdet i samme grad som andre.

Indsatser lykkes bedst i samarbejde

At tværsektorielt samarbejde gør en forskel, genkender nøglemedarbejdere i hele landet. De peger nemlig selv på, at kommunernes indsatser for bevægelsesfremme lykkes bedst, når flere forvaltninger arbejder sammen. Det billede genfindes også i den internationale forskning.

”Samarbejdet følger nogle faste mønstre. Potentialet er stort for at skabe nogle mere vellykkede indsatser for bevægelsesfremme, hvis man samarbejder mere på tværs,” siger projektleder Birgitte Westerskov Dalgas fra Danmark i Bevægelse.

”Kortlægningen af samarbejdet har især betydning for indsatser, der kræver koordinering mellem områder, som i dag ikke samarbejder så meget. Her kan det være vanskeligere at skabe sammenhæng, simpelthen fordi forbindelserne mellem forvaltningerne ikke er så veletablerede. Når man kender de mønstre, er det lettere at se, hvor der skal sættes ind, hvis samarbejdet skal styrkes,” forklarer hun.

Fritidsforvaltninger kan bygge broer

Undersøgelsen er den første af sin art herhjemme. Den sætter fokus på, hvilke forvaltninger der samarbejder, hvordan samarbejdet organiseres, og hvilke forhold der styrker eller hæmmer det. Find den her: Rapport: Tværsektorielt samarbejde i kommunerne. 

Kortlægningen viser, at når man i kommunerne arbejder på tværs om bevægelsesfremme, sker det oftest internt i to store klynger:

• En grøn klynge, der handler om det fysiske miljø i forhold til bevægelsesfremme: By og Land, Teknik og Miljø, Park og Vej og Klimaområdet.
• En rød klynge, der består af de blødere velfærdsområder: Børn og Unge, Ældre, Sundhed og Socialområdet.

Kultur og Fritid ligger midt imellem og har samarbejder både mod den grønne klynge og mod den røde. F.eks. samarbejder Kultur og Fritid med det tekniske område om facilitetsudvikling, planlægning af byer og parker, booking, energioptimering mv. Og man samarbejder med velfærdsområderne om at lave aktiviteter for ældre, fritidspas for børn og unge, eller med socialforvaltningen om idræt for særligt udsatte.

”Kultur- og Fritidsområdet har en position til i højere grad at være brobygger mellem den grønne og den røde klynge i kommunerne, end vi ser i dag. De har samarbejder i begge retninger, og de har kommunikationen med begge områder,” påpeger Birgitte Westerskov Dalgas.

Integration og Beskæftigelse står udenfor

Tre områder står ofte uden for det tværsektorielle samarbejde, i hvert fald når det handler om at fremme bevægelse: Integration, Beskæftigelse og det bredere Økonomi og Erhverv.

Især hvad angår Beskæftigelse og Integration er der oplagte potentialer, mener Birgitte Westerskov Dalgas:  

”Beskæftigelsesområdet er ofte stort i kommunerne, og de har kontakt til nogle grupper, der generelt ikke er så fysisk aktive. Det samme gælder Integrationsområdet, selv om det er organiseret lidt forskelligt i kommunerne. Så det ville give god mening, hvis disse forvaltninger samarbejdede mere med Kultur og Fritid og med andre områder om at fremme bevægelse hos borgerne,” foreslår hun.

Relationer er afgørende

Birgitte Westerskov Dalgas peger på, at især fire faktorer spiller ind, når det handler om at skabe godt samarbejde på tværs af forvaltninger:

• Gode relationer og tillid mellem forvaltningernes medarbejdere og på lederniveau.
• En infrastruktur i organisationen, der skaber formelle og uformelle møder mellem medarbejderne. Hvis man f.eks. nedsætter en tværsektoriel styregruppe, er der bedre muligheder for, at der sker en jævnlig udveksling af viden på tværs.
• Alle parter skal kunne se en mening med at deltage – indsatsen skal være relevant for alle, og man skal sikre, at der er en forståelse for hinandens forskellige logikker og perspektiver.
• Tydelig politisk, ledelsesmæssig og økonomisk prioritering af det tværsektorielle samarbejde.

Forskellig kultur kan være barriere

Økonomien kan være en barriere for samarbejde mellem forvaltninger – for hvem skal betale? Men det kan også være en barriere, at der i forvaltningerne er vidt forskellige kulturer, mål, sprog, og at medarbejderne har vidt forskellige uddannelsesmæssige fagligheder.

”Hvis man forestiller sig, at ingeniører og pædagoger skal arbejde sammen om at bygge en ny legeplads, vil det ofte vise sig, at de har vidt forskellige perspektiver på, hvad der er vigtigt. Det kan godt være svært at få de forskellige fagligheder til at mødes. Men hvis det lykkes, er der et stort potentiale for at få et godt resultat,” siger Birgitte Westerskov Dalgas og fortsætter:

”Samarbejde kræver tid – Der skal opbygges relationer og tillid, og man skal være tydelig omkring, hvilke mål hver forvaltning har, og hvorfor projektet er relevant for dem. Desuden skal der være en ledelsesmæssig klarhed om, at man prioriterer samarbejde, og om ressourcerne.”

Seks gode råd

I rapporten giver Birgitte Westerskov Dalgas seks gode råd til det tværsektorielle samarbejde om at fremme bevægelse:

1. Investér tid i at opbygge stærke relationer – både gennem formelle og uformelle netværk.
2. Skab tydelig mening for alle involverede forvaltningsområder.
3. Sikr ledelsesmæssig opbakning og klare ressourcer.
4. Styrk bindeleddene mellem Sundhed/Social og Infrastruktur/Miljø.
5. Giv Fritid en stærkere brobyggerrolle.
6. Aktivér perifere forvaltningsområder og skab nye synergier.