I Thy er brobygning en del af kerneopgaven
I Thisted Kommune følger sundhedspersonalet de borgere, der har behov, ud i foreninger og fællesskaber. Centrum for indsatsen er Thy Hallen, hvor kommunale tilbud og fritidsliv ligger dør om dør.
Der bliver arbejdet med brobygning i mange kommuner, men få steder går man så langt for at få borgerne til at fortsætte med et aktivt liv efter genoptrænings- og rehabiliteringsforløb, som man gør i Thisted Kommune.
Her er brobygning en del af kerneopgaven for fysio- og ergoterapeuter, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, og med små skub og konkret ledsagelse følger de borgerne ud i foreninger og aktive fællesskaber.
”Tidligere kunne vi opleve, at nogle borgere kom igen flere gange til genoptræningsforløb. Når de stoppede, faldt deres funktionsniveau, fordi de ikke holdt sig aktive. Derfor arbejder vi nu med at tænke kerneopgaven bredere: Vi laver ikke kun fysisk genoptræning, vi ’genoptræner’ også borgerne til at indgå i lokale fællesskaber,” siger Tina Bach Thomsen, leder af ’Træning og Rehabilitering’ i Thisted Kommune.
”Det kræver et vedvarende fokus at ændre på kerneopgaven, særligt i et ’håndværksfag’, hvor medarbejderne gerne vil have nær fysisk kontakt med borgerne. De er nødt til at give slip på nogle opgaver for at få tid til brobygning. Til gengæld kommer borgerne forhåbentlig i gang med aktiviteter i den tid, hvor vi ikke ser dem. Vi skulle gerne vinde noget ved at undgå mange genhenvisninger,” forklarer hun.
”Det handler grundlæggende om, at vi gerne vil hjælpe borgerne videre i livet – ikke blot ud af systemet.”
Tre ting gør indsatsen særlig
Danmark i Bevægelse har udvalgt brobygningen i Thisted Kommune som et af fem gode eksempler på kommunale indsatser for bevægelsesfremme.
”Indsatsen i Thy er særlig på tre måder,” siger postdoc Birgitte Westerskov Dalgas fra Danmark i Bevægelse, Syddansk Universitet, som står bag rapporten ’Brobygning i Thy Hallen’.
”For det første viser eksemplet, at man også i en landkommune med mange ældre, lange afstande og en udfordret mobilitet og økonomi kan lave en vellykket brobygning,” siger hun.
”For det andet er kommunens rehabilitering og genoptræning placeret sammen med fritidslivet i Thy Hallen i Thisted. Sundhedspersonalet arbejder blandt andet med at lave brobygning til fritidslivet parallelt med, at borgeren er i genoptræning, så overgangen ikke bliver så stor.”
”Og for det tredje er brobygning gjort til en del af sundhedspersonalets kerneopgave, og man arbejder strategisk med at gennemføre det på alle områder. Det rejser et spørgsmål om, hvad vi forstår ved ’genoptræning og rehabilitering’ i kommunerne: Tænker vi det bredt nok?” spørger hun.
Kommune og foreninger under samme tag
Brobygningen begyndte som et tiltag mod ensomhed, og der blev ansat en brobygger i 2021.
I 2024 fik man mulighed for at placere den kommunale genoptræning i Thy Hallen, hvor der var de klassiske idræts-, fitness- og svømmefaciliteter. Hallen huser nu også kommunens sundhedscenter sammen med rusmiddelbehandling, sundhedspleje og andre forebyggende tilbud.
Borgere, der kommer til et visiteret sundhedstilbud, kan her opleve, hvordan andre borgere træner og har det hyggeligt sammen – og måske få inspiration.
”Møbler og andet interiør i idrætscentret er nøje udvalgt, så Thy Hallen signalerer, at her må man gerne blive hængende. Vi kan se, at borgerne blander sig med hinanden, og ingen kan på forhånd se, hvad borgerne er her for,” siger Tina Bach Thomsen.
”Vi gør meget ud af, at vi ikke vil stigmatisere borgerne. Derfor finder man ikke skilte på dørene med ’KOL-hold’ eller ’Diabetestræning’,” forklarer hun.
Der er oplagte synergier ved at samle kommunens træning og foreningernes under samme tag:
”Det er lettere at lave brobygning, når man blot kan følges med borgeren over til de andre former for træning i centret og få en snak om, hvad borgeren kan fortsætte med efter forløbet. Når vi tager introduktionen undervejs i genoptræningsforløbet, bliver overgangen blødere,” siger Tina Bach Thomsen.
Et kærligt puf efter behov
Borgere, der ikke bor tæt på Thy Hallen i Thisted, bliver også vist videre til foreninger eller fællesskaber i deres lokalområde, hvis de har behovet.
Ældre og Træning-området har lavet en oversigt, der kortlægger foreninger, motionscentre (også de kommercielle) og mere uformelle aktive fællesskaber som gåklubber og pedalklubber i den ca. 75 km lange kommune. En gang om året bliver guiden opdateret og udvidet af brobyggeren.
Der ligger en individuel vurdering af borgerens behov og ønsker bag, når sundhedsmedarbejderne skal vurdere, hvor stort et puf, der er brug for, for at borgeren finder vej til fællesskaber i fritiden.
Nogle skal blot have at vide, hvornår den nærliggende seniorklub mødes, så sørger de selv for at tilmelde sig og møde op. Andre skal følges på vej og have opfølgende opringninger, for at de kommer godt i gang. I 2025 udførte afdelingen 215 brobygninger med ledsagelse – og mere end 4.000 genoptræningsforløb.
”Vi prøver at finde en aktivitet, som borgeren har lyst til – det kan være en form for fysisk træning, men det kan også være et socialt fællesskab,” siger Tina Bach Thomsen.
”Langt fra alle motiveres fx af at træne i et motionscenter. Så prøver vi at finde floorball, hockey eller et andet tilbud med social aktivitet, fx en strikkeklub.”
De foreninger, der modtager borgerne, er som regel pensionistforeninger, patientforeninger, seniorgrupper, bevægelseshold i lokalcentre mv.
Sommeraktiviteter er i gang
Et nyt tiltag er kataloget ’Sol, Sommer og Seniorer’ – en beskrivelse af foreninger, der åbner dørene hen over sommeren, hvor der oftest er pause med træningen i fx seniormotion. Så kan seniorerne melde sig til forskellige aktiviteter rundt om i kommunen fra maj til august 2026. Kataloget er lavet af sundhedstilbuddene i Thy Hallen og fritidsafdelingen, og der er mere end 30 aktiviteter med.
”Det fungerer ligesom når børnene i folkeskolen kan tilmelde sig sommerferieaktiviteter, - og det har gjort, at brobygning her i sommerperioden er meget lettere. Der er jo ikke meget ved at være færdig med genoptræning i maj … og så begynder gymnastiktræningen først til august,” forklarer Tina Bach Thomsen.
Bevægelsesuge med små smagsprøver
Fire gange om året holder Træning og Rehabilitering Bevægelsesuge, hvor borgerne kan afprøve forskellige aktiviteter i et uformelt miljø uden at melde sig ind eller forpligte sig.
Foreningerne er til stede i Thy Hallen og præsenterer deres tilbud, og sundhedsmedarbejdere og brobygger deltager som støtte for borgerne.
”Vores erfaring er, at mange melder sig ind i en forening, efter at de har fået en smagsprøve til Bevægelsesugen,” fortæller Tina Bach Thomsen.
Ansæt en brobygger i afdelingen
Tina Bach Thomsens bedste råd til andre kommuner er at ansætte en brobygger – ikke centralt i kommunen, men tæt på praksis.
”Brobyggeren skubber hele tiden lidt til terapeuter og sygeplejersker og viser dem, at borgerne gerne vil have hjælp til at finde aktive fællesskaber. Hun baner vejen for, at brobygningen overhovedet kan finde sted,” fortæller hun.
”Hvis brobyggeren var placeret centralt på Rådhuset, ville hun højst sandsynligt blive set som ’en fra kommunen’, og dét ikke helt godt her – selv om vi alle sammen er fra kommunen,” griner hun. ”Brobyggeren skal være i afdelingen.”