Skip to main content
Danmark i Bevægelse
Aktuelt

Ny undersøgelse om grønlandske bevægelsesvaner

Også i Grønland er der en vision om, at flere skal være fysisk aktive. Undersøgelsen 'Grønland i Bevægelse' indeholder bl.a. hverdagsfortællinger om bevægelsesvaner og motiver og barrierer for bevægelse.

Af Birgitte Westerskov Dalgas og Apollonie Kreutzmann, 02-06-2022

Parallelt med forskningsprojektet Danmark i Bevægelse gennemfører CISC også en lignende undersøgelse i Grønland.

Undersøgelsen omfatter dels en kvalitativ undersøgelse af 18 grønlænderes bevægelsesvaner samt motiver og oplevede barrierer for fysisk aktivitet, der blev gennemført i sommeren 2021, og dels en spørgeskemaundersøgelse af grønlændernes bevægelsesvaner, der gennemføres i maj og juni 2022. 

Analyse om voksnes bevægelsesvaner

Der er nu udgivet en rapport med resultater fra den kvalitative del af undersøgelsen. Den indeholder en analyse af en række interviews med voksne grønlændere om deres fysiske bevægelse og aktivitet i hverdagslivet samt deres motiver og barrierer for forskellige former for fysisk bevægelse.

Læs mere her: Rapport: Grønland i Bevægelse.

Undersøgelsen omfatter bevægelse i bred forstand: I hjemmet; under arbejde eller uddannelse, under transport, i fritiden og i naturen. Interviews og observationer er gennemført i Nuuk, Ilulissat og Qeqertarsuaq. En væsentlig side af bevægelseskulturen i Grønland er aktiviteter i naturen, hvor man dyrker fangst, fiskeri, jagt, samling af bær,  kvan og urter, gå- og vandreture, sejlture og hundeslædeløb.

Fire dominerende motiver 

De interviewede angiver forskellige motiver for at bevæge sig være fysisk aktiv. Analysen identificerer fire af de mest dominerende motiver:

  • Præstationsorienterede motiver hvor drivkraften er at vinde, slå en rekord eller overkomme en krævende udfordring.
  • Forbedringsorienterede motiver hvor drivkraften er at forbedre sin fysiske kapacitet, en færdighed, ens sundhed eller ens udseende.
  • Oplevelsesorienterede motiver hvor drivkraften er nysgerrighed, spænding, væren-i-nuet og sansestimulering.
  • Samhørighedsorienterede motiver hvor drivkraften er at opleve forbundethed med andre.

- og fire dominerende barrierer

De interviewede angav også en række barrierer, hvoraf de vigtigste er:

  • Personlige barrierer og forhold hos det enkelte menneske, som hindrer eller besværliggør, at vedkommende bevæger sig fysisk.
  • Miljømæssige barrierer i byen/bygden, som hindrer eller besværliggør, at den enkelte borger bevæger sig fysisk på bestemte måder.
  • Sociale barrierer i form af interpersonelle og kulturelle forhold hos (lokal)befolkningen, som hindrer eller besværliggør, at den enkelte borger bevæger sig fysisk på bestemte måder.
  • Fysiske barrierer ved de byggede faciliteter og naturlige rammer for fysisk bevægelse, som hindrer eller besværliggør, at den enkelte borger bevæger sig fysisk på bestemte måder.

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med Grønlands Idrætsforbund (GIF), som ønsker at bruge rapporten til at fremme forbundets vision om, at flere skal være fysisk aktive i Grønland, at flere deltager i aktive fællesskaber, og at flere aktivt samarbejder på tværs i civilsamfund, erhverv og det offentlige.

Rapporten findes på både  dansk og grønlandsk.

Redaktionen afsluttet: 02.06.2022