Skip to main content
Danmark i Bevægelse
Pressemeddelelse

Cyklen vælges fra af de unge

Færre cykler til job og uddannelse end i 2020 – især unge, kvinder, studerende og dem, der bor i oplands- og landkommuner. Bekymrende for folkesundheden, mener forsker. (28. april 2026.)

Af Jonna Toft, , 28-04-2026

Cykelturen til arbejde eller uddannelse udgør en væsentlig del af godt hver fjerde voksnes fysiske aktivitet i hverdagen. Men der er færre, der tager cyklen tre gange eller mere hver uge for at komme på arbejde eller til uddannelse: Fra 28 pct. i 2020 til 26 pct. i 2025 – og nedgangen dækker over store udsving, både mellem aldersgrupper og mellem kommuner.

Særligt blandt unge er der væsentligt færre, der tager cyklen, når de skal afsted til uddannelsen eller jobbet, end i 2020, viser svar fra godt 143.000 voksne fra +15 år. Blandt de 15-19-årige er der et fald på 16 pct., og hos de 20-29-årige er der 11 pct. færre, der cykler.

Det viser helt nye resultater fra befolkningsundersøgelsen Danmark i Bevægelse, der er støttet af Nordea-fonden og udføres af Syddansk Universitets Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund. Undersøgelsen er med i alt godt 198.000 besvarelser fra børn, unge og voksne den største herhjemme – og en sværvægter internationalt.

Læs rapporten 'Cykling som transport i Danmark 2025'.

Bekymrende for folkesundheden

Projektleder Jens Høyer-Kruse peger på, at særligt de unges fravalg af cyklen som transportform bør vække bekymring:

”I de unge år grundlægges vores transportvaner, som følger os gennem livet. De studerende som samlet gruppe falder fra 41 til 36 pct., der cykler til uddannelse, og det rejser alvorlige spørgsmål om fremtidens folkesundhed og byplanlægning. Cyklen har tidligere været rygraden i de unges mobilitet, og det nuværende fravalg kan få vidtrækkende konsekvenser for deres bevægelsesvaner senere i livet. Det er bekymrende for folkesundheden,” siger han og tilføjer, at vi bør have et særligt fokus på, hvorfor unge lader cyklen stå.

Nedgangen sker på trods af, at elcykler vinder frem og gør livet lettere for dem, der cykler længere distancer eller i bakket terræn. På distancer mellem 5 og 9 km vælger 23 pct. af de voksne nu elcyklen, mens kun 16 pct. tager den almindelige cykel.

 

Figur: Cykling som transport til og fra arbejde eller uddannelse opdelt på alder (pct.)(* markerer aldersgrupper med statistisk signifikant ændring (p < 0,05).)

I Faxe Kommune er cykling halveret

Især i oplands- og landkommuner er der færre, der cykler til job eller uddannelse; henholdsvis 16 pct. og 15 pct. færre end i 2020. Oplandskommuner har typisk mange pendlere, og det tyder på, at her udfordrer logistikken cykelvalget.

Faxe Kommune har det største fald; næsten en halvering fra 13 til 7 pct., der cykler til job eller uddannelse mindst tre gange ugentligt. I forvejen er Faxe en af de kommuner, hvor ret få cykler til job i forhold til landsgennemsnittet på 26 pct. Også i Jammerbugt, Høje-Taastrup og Næstved Kommuner er der sket markante fald. 

Andre kommuner oplever en stigning i andelen af borgere, der cykler som transportform: Læsø, Langeland, Assens og Horsens. Her er stigningen dog ikke statistisk signifikant.

”Hvis man ønsker at fremme cykling, kan det være en god ide at gøre det lettere for pendlere at cykle til toget, bussen eller til pendlerparkeringspladser ved større veje,” foreslår Jens Høyer-Kruse.

I storbykommunerne København, Aarhus, Odense og Aalborg er der er mere moderat fald på 5 pct. – og det er ellers de kommuner, hvor flest cykler. Her er andelen af flittige cyklister skrumpet fra 47 pct. af de voksne i 2020 til 44 pct. i 2025.

Se liste over udviklingen i cykelvanerne i alle 98 kommuner i bunden af siden. 

Figur: Cykling som transport til arbejde eller uddannelse, voksne på +15 år. Udvikling fra 2020 til 2025.

Data bruges bl.a. i Cykelfremmekortet

Det enorme datagrundlag fra Danmark i Bevægelse bruges bl.a. til udviklingen af Cykelfremmekortet, som Syddansk Universitets forskningsenhed Active Living står bag sammen med Vejdirektoratet og Videnscenter for Cykelfremme.

Her kan kommuner og andre gå på opdagelse i cykelvanerne på lokalt niveau og se potentialet for at få flere til at cykle på udvalgte strækninger.

Generelt er alle former for cykling gået tilbage: Cykelture til indkøb og sociale kontakter, cykelture i fritiden og motionsformer som landevejscykling og mountainbike oplever også nedgang, viser Danmark i Bevægelse.

-

FAKTA om unges cykelvaner:

  • 15-19-årige: 38 pct. cyklede til uddannelse eller arbejde mindst en gang om ugen i 2020. I 2025 gjaldt det kun 32 pct. Det svarer til en nedgang på 16 pct.
  • 20-29 årige: 38 pct. cyklede til uddannelse eller arbejde mindst en gang om ugen i 2020. I 2025 gjaldt det kun 34 pct. Det svarer til en nedgang på 11 pct.

 

FAKTA:

Danmark i Bevægelse 

  • Danmark i Bevægelse er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner og er foretaget i efteråret 2020 og 2025. Undersøgelsen afdækker bevægelse bredt; I fritiden, som transport, i hjemmet og på arbejde/uddannelse.
  • Projektet inkluderer desuden en undersøgelse af kommunernes indsatser for at fremme bevægelse.
  • Godt 198.000 danskere har svaret på spørgeskemaundersøgelsen i 2025, heraf ca. 143.000 voksne på +15 år og 55.000 børn på 3-14 år via deres forældre.
  • Undersøgelsen udkommer bl.a. som 98 kommuneundersøgelser, der kan downloades på danmarkibevægelse.dk.
  • Projektets database på hjemmesiden opdateres løbende med 2025-resultater. Her kan man finde data om bevægelse i alle kommuner.
  • Bag undersøgelsen står Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik.
  • Nordea-fonden støtter projektet med 17,8 mio. kr.
  • Læs mere: danmarkibevægelse.dk

KONTAKT:

Jens Høyer-Kruse, projektleder, akademisk medarbejder på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet. Tlf. 2135 6136. Mail: jhkruse@health.sdu.dk (om cykling som transport).

 

Figur: Cykling som transport til arbejde eller uddannelse - voksne på +15 år - udvikling fra 2020 til 2025:

 

 

Læs mere om resultaterne fra Danmark i Bevægelse 2025:

98 kommunerapporter: Se, hvordan I er aktive i netop din kommune

Flere bevæger sig for sundhed og velvære – og padel boomer

Flere voksne er aktive i organiserede rammer 

Færre tager cyklen til job og uddannelse

 

55.000 børn fortæller om leg, idræt og bevægelse

 

Redaktionen afsluttet: 28.04.2026