Skip to main content
Danmark i Bevægelse
Aktuelt

Fodbold, gymnastik eller svømning? Se de lokale forskelle

Børns foreningsaktiviteter varierer på tværs af landet. Se, hvilke aktiviteter der står stærkest i forskellige dele af Danmark.

Af Jonna Toft, 19-08-2026

Nogle steder spiller rigtig mange børn fodbold i den lokale fodboldklub. Andre steder er det håndbold, der er sagen – eller gymnastik eller svømning. 73 pct. af alle børn på 3-14 år er aktive i en forening mindst én gang om måneden, men det er forskelligt, hvilke aktiviteter de vælger.

Det viser Danmark i Bevægelses 98 kommunerapporter om børns bevægelsesvaner, som netop er udgivet. Rapporterne bygger på svar fra ca. 55.000 børn på mellem 3 og 14 år, de mindste med hjælp fra deres forælder. Undersøgelsen er støttet af Nordea-fonden.

De fem absolut største foreningsaktiviteter for børn på landsplan er fodbold (28,5 pct.), gymnastik (22,7 pct.), svømning (18,1 pct.), håndbold (10,1 pct.) og spejder/FDF (7,3 pct.).

Deres indbyrdes styrkeforhold ændrer sig fuldstændigt med alderen, fortæller projektleder Jens Høyer-Kruse:

”Gymnastik er den ubestridte topscorer for de 3-5-årige. Svømning er meget populært blandt 6-8-årige. Og fodbold dyrkes af mange helt små børn og peaker hos de 9-11-årige, hvor det er den største foreningsidræt overhovedet. Så bevægelsesaktiviteterne varierer efter aldersgrupper, men de varierer også efter hvor i landet man bor,” forklarer han.

Læs også: Store kommunale forskelle i børns foreningsliv.

Nye aktiviteter opstår med alderen

Når de klassiske foreningsaktiviteter som gymnastik og svømning ikke længere er så interessante for de store børn, opstår der nye bevægelsesmønstre hos de ældste børn på 12-14 år, som ikke var til stede i de yngre rækker:

”Fitness og konditionstræning eksploderer nærmest hos de 12-14-årige. Det er kun de ældste børn på 12-14 år, der er blevet spurgt om fitness og konditionstræning, men bevægelsesformerne har stor tilslutning,” fortæller Jens Høyer-Kruse.

Konditionstræning på fx løbebånd eller motionscykel er en af de største fritidsaktiviteter for de yngste teenagere på 12-14 år og bliver fx dyrket af 26 pct. i Greve Kommune og 25 pct. i Dragør Kommune.

Fitness og fysisk træning dyrkes på landsniveau af 40 pct. af de 12-14-årige mindst én gang om måneden.

Deltagelsen svinger betydeligt, alt efter hvor i landet de unge bor: Der er flest i rige hovedstadskommuner og stærke oplandskommuner. I Gentofte Kommune dyrker hele 53 pct. af de 12-14-årige fitness mindst én gang om måneden. Derefter følger Frederikshavn Kommune (52 pct.) og Favrskov Kommune (50 pct.).

Der er lavest deltagelse i fitness i ø-kommuner og mindre landkommuner. I Thisted Kommune er det fx kun 27 pct., der dyrker fitness.

Løbetræning stiger også markant hos de større børn. Mens ugentlige løbeture er sjældne for de 6-8-årige, topper de som motionsform hos de 12-14-årige, fx i Slagelse Kommune, hvor 49 pct. løber, og i Aarhus Kommune, hvor det gælder 46 pct.

Se udbredelsen af de største foreningsaktiviteter:

Fodbold: Den mest stabile og holdbare holdsport

På landsplan dyrker 27,5 pct. af de 3-14-årige fodbold mindst en gang om måneden i en forening, og i nogle områder står fodbold meget stærkt: I Ringkøbing-Skjern, Rebild, Lemvig og Jammerbugt kommuner spiller mellem 36 og 39 pct. af alle børn på 3-14 år fodbold i en klub! I top ligger Ringkøbing-Skjern Kommune med 39 pct.

  • Aldersprofil: Fodbold starter stærkt allerede blandt 3-5-årige, hvor det f.eks. dyrkes af 33 pct. i Aalborg Kommune og 29 pct. i Billund Kommune. Sporten peaker blandt 9–11-årige, hvor det er den største foreningsidræt overhovedet. I toppen ligger Vesthimmerlands Kommune med hele 48 pct. af de 9-11-årige, og i Silkeborg Kommune 47 pct.

  • Udbredelse blandt større børn: Selvom fodbold oplever et mindre fald blandt de 12–14-årige, forbliver det den mest udbredte holdsport blandt de yngre teenagere med fx 29 pct. i Aalborg Kommune og 26 pct. i Egedal Kommune.

Fodbold: andel af børn på 3-14 år, som er aktive i fodbold i en forening mindst en gang om måneden, pr. kommune:

Børns fodbold-aktiviteter fordelt i landets kommuner. 

 

Gymnastik: Småbørnenes favorit

På landsniveau går 22,7 pct. af alle børn på 3-14 år til gymnastik i en forening, herunder tumlastik og motorikleg. Gymnastik står bomstærkt i det jyske: Varde, Ringkøbing-Skjern og Lemvig kommuner topper listen med over 39 pct. af børnene, der er gymnastikaktive, i Varde Kommune endda 41 pct.

  • Aldersprofil: Gymnastik er den ubestridte topscorer for de 3–5-årige med fx 47 pct. i Billund Kommune, 43 pct. i Aalborg Kommune og 36 pct. i Assens Kommune.

  • Udbredelse blandt større børn: Fra 6 år falder gymnastikken dramatisk for hver aldersgruppe. Blandt de 12–14-årige er det kun en lille hård kerne, der holder ved. I Billund Kommune falder deltagelsen fx til 14 pct., i Albertslund Kommune til 12 pct. og i Assens Kommune til 8 pct.

Gymnastik: Andel af børn på 3-14 år, som er aktive i gymnastik i en forening mindst en gang om måneden, pr. kommune:

Gymnastik  

 

Svømning: Peaker tidligt og forsvinder i teenageårene

18,1 pct. af alle børn på 3-14 år svømmer i en forening mindst en gang om måneden. Men tallet dækker over en stor variation både på aldersgrupper og geografi, og en af årsagerne er formentlig, at svømning kræver et bassin eller en svømmehal.

I top ligger Furesø Kommune, hvor 36 pct. af børnene går til svømning i en forening mindst en gang om måneden og Rudersdal Kommune med 31 pct. I bunden finder vi Helsingør Kommune med 10 pct.

  • Aldersprofil: Svømning er ekstremt populært blandt 6–8-årige og 9–11-årige, hvor forældre prioriterer svømmeundervisning højt. Her ligger svømning ofte helt i top, fx i Dragør Kommune som foreningsaktivitet for 54 pct. af de 6-8-årige og i Ballerup Kommune for 29 pct.

  • Udbredelse blandt større børn: Blandt børn på 12–14 år er svømning ikke længere relevant som foreningsaktivitet. Mange stopper formentlig, når de har lært at svømme. Rapporterne dokumenterer et markant fald i foreningssvømning for de 12-14-årige. I Dragør falder foreningssvømningen fra 54 pct. blandt de 6–8-årige til blot 8 pct. blandt de 12–14-årige. I Egedal Kommune ses et tilsvarende fald fra 39 pct. blandt de 6–8-årige til 9 pct. blandt de 12–14-årige.

Svømning: andel af børn på 3-14 år, som er aktive i svømning i en forening mindst en gang om måneden, pr. kommune:

Svømning 

 

Håndbold: Flest blandt de 9-11-årige

Håndbold er en udpræget børneidræt herhjemme og bliver dyrket af 10,1 pct. af de 3-14-årige, mens kun en mindre gruppe unge og voksne går til håndbold. Særligt i de store håndboldkommuner, hvor der er stærke klubber og formentlig et stærkt lokalt fokus på håndbold, går mange børn til håndbold mindst en gang om måneden.

På Mors spiller 25 pct. af børnene håndbold mindst en gang om måneden og i Vesthimmerlands og Brønderslev kommuner gælder det mere end 21 pct.

  • Aldersprofil: Håndbold dyrkes ikke af så mange 3–5-årige, men vinder terræn i skolealderen og peaker typisk blandt de 9–11-årige. Fx spiller 18 pct. af de 9-11-årige i Lemvig Kommune håndbold mindst en gang om måneden i en forening, og det samme gælder 18 pct. i Billund Kommune.  
  • Udbredelse blandt større børn: Ligesom flere andre former for holdsport oplever håndbold, at der er færre blandt de 12-14-årige, der spiller. I visse jyske og fynske egne er håndbolden dog så dybt forankret, at deltagelsen forbliver tårnhøj blandt de ældste børn.

    I Vesthimmerlands Kommune peaker håndbold fx blandt de 9-11-årige med hele 31 pct., men selvom andelen dykker blandt de 12-14-årige, spiller over hver fjerde yngre teenager, 26 pct., fortsat håndbold i fritiden.

    Og i Morsø Kommune, hvor udbredelsen topper usædvanligt tidligt med hele 39 pct. blandt de 6-8-årige, falder deltagelsen gradvist til 30 pct. blandt de 9-11-årige. Blandt de ældste er der 23 pct., der spiller håndbold mindst en gang om måneden.

Håndbold: andel af børn på 3-14 år, som er aktive i håndbold i en forening mindst en gang om måneden, pr. kommune:

Håndbold 

 

Spejder og FDF: Trækker yngre børn ud i naturen

På landsniveau er 7,3 pct. af de 3-14-årige aktive i spejder/FDF mindst en gang om måneden. Det gør spejder/FDF til den femtestørste bevægelsesaktivitet for børn i foreninger herhjemme. Der er især mange spejdere/FDF’er i Lemvig, Thisted og Struer kommuner, hvor 12-13 pct. af børnene er aktive.

For spejder/FDF tegner der sig et markant og unikt mønster på tværs af alder, køn, geografi og sociale relationer. Hvor holdsport eller svømning har meget kønsspecifikke eller facilitetsafhængige mønstre, skiller spejderbevægelsen sig ud ved at være en af de mest kønsneutrale aktiviteter i Danmark. Spejder/FDF er en stærkt foreningsforankret aktivitet, men den oplever et tidligt og stejlt aldersbetinget frafald.

  • Aldersprofil: Spejder og FDF peaker blandt 6-8-årige og 9-11-årige, fx i Syddjurs Kommune, hvor 18 pct. af de 9-11-årige er aktive med spejder/FDF.

  • Udbredelse blandt større børn: Når børnene rammer teenageårene, styrtdykker deltagelsen endnu voldsommere procentuelt end i fodbold og håndbold. Et eksempel er Middelfart Kommune, hvor 13 pct. af de 9-11-årige er spejder/FDF-aktive, men kun 2 pct. af de 12-14-årige.

Spejder og FDF: andel af børn på 3-14 år, som er aktive i spejder og FDF i en forening mindst en gang om måneden, pr. kommune:

spejder/FDF

 

Redaktionen afsluttet: 19.08.2026