Kommunernes bevægelsespolitikker ender tit i skuffen

Det har høj prioritet i kommunerne at få indbyggerne til at være mere fysisk aktive. I gennemsnit er bevægelsesfremme skrevet ind i 16 politikker og strategier i hver af de 98 kommuner.

Men mange af bevægelsespolitikkerne ender enten som skuffepolitikker, der aldrig bruges, eller som såkaldte skrivebordspolitikker, der kun tages frem og aktiveres som gode argumenter, når de passer godt ind. Det viser en ny undersøgelse fra Danmark i Bevægelse, støttet af Nordea-fonden.

”Kun i 6 af de forvaltninger, vi har talt med, ser det ud til, at politikkerne bliver brugt som et kompas, der er styrende for arbejdet,” fortæller postdoc Birgitte Vesterskov Dalgas, der står bag undersøgelsen.

”Det kan være et demokratisk problem, at de politikere, som vi har valgt til at sidde i byråd og politiske udvalg, udarbejder politikker og strategier, der sjældent benyttes i det daglige arbejde,” påpeger hun.

Enormt mange dokumenter om bevægelse

Datasættet bag analyserne består af mere end 8.000 dokumenter om bevægelsesfremme fra de 98 kommuners hjemmesider. Det er alt fra politikker, strategier og handleplaner til konkrete initiativer, der fremmer bevægelse.

Desuden har forskergruppen med Birgitte Westerskov Dalgas i spidsen gennemført interviews med 104 nøglepersoner fra 95 kommuners fritids- eller sundhedsforvaltninger. Personer og kommuner er blevet lovet anonymitet.

Dokumenterne bliver brugt vidt forskelligt

Kommunerne har tre forskellige måder at omsætte politik på, viser analysen:

• Skuffepolitik: Politikken bliver lavet, men ender i en skuffe og bliver ikke brugt. Forvaltningen orienterer sig ikke i den, men arbejder fra sag til sag.
• Skrivebordspolitik: Politikken bliver brugt som et argumentationspapir, når det giver mening lokalt, snarere end som decideret styring.
• Kompaspolitik: Politikken fungerer som et pejlemærke, man hele tiden orienterer sig mod i arbejdet, og hvor konkrete indsatser løbende bliver koblet på.

I 27 kommunale forvaltninger angives det, at politikkerne ikke bliver brugt i det daglige og dermed kan karakteriseres som ’skuffepolitikker’.

I 62 kommunale forvaltninger, altså størstedelen af de 95 interviewede kommuner, anvender man politikker og strategier, når de passer ind lokalt, altså som skrivebordspolitik.

Og i 6 forvaltninger bliver politikkerne brugt som et kompas, der er styrende for arbejdet.

”Forvaltninger og kommunalpolitikere kan med fordel tage en samtale om, hvordan kommunens politikker og strategier for bevægelsesfremme kan bruges bedre. Det er helt legitimt, hvis man politisk vælger at sætte forvaltningerne fri,” siger Birgitte Westerskov Dalgas.

”Problemet opstår, når det ser ud til, at de vedtagne politikker og strategier kun får en begrænset betydning for det, man gør i praksis. Så kan det se ud som om, at der ikke er en fælles forståelse for, hvilken rolle politikkerne skal spille i forvaltningernes arbejde med bevægelsesfremme.”

Der kan godt foregå en række gode tiltag i praksis i de forvaltninger, der har skuffe- og skrivebordspolitikker. Men indsatsen er sårbar, fordi forvaltningen er helt afhængige af erfarne, engagerede medarbejdere, der lægger sig i selen for at skabe mere fysisk aktivitet. At man ikke bruger en politik som et kompas, betyder ikke, at man ikke arbejder med området, tilføjer Birgitte Westerskov Dalgas.

Derfor sker det

Undersøgelsen giver også bud på, hvorfor politikker og strategier ikke omsættes i højere grad i forvaltningerne:

• For bredt formulerede eller ukonkrete politikker: Når politikker er brede og vage, efterlades medarbejderne uden klare pejlemærker at navigere efter.
• Manglende ressourcer: Når der ikke følger midler eller puljer med en politisk ambition, bliver politikker svære at føre ud i livet.
• Fravær af ledelsesfokus: Uden en klar prioritering fra højere oppe i hierarkiet risikerer arbejdet med bevægelsesfremme at miste retning og virkning.
• Mangel på faste procedurer: Uden faste rammer om arbejdet afhænger fremdriften for meget af ildsjæle og tilfældigheder.

Et kompas at navigere efter

Der er mange eksempler i materialet på, at omsætningen af politikker med et bevægelsesfremmende sigte lykkes.

“Især forvaltninger, der arbejder med kompaspolitikker, formår at koble de politiske mål til konkrete prioriteringer af indsatser og en målrettet fordeling af ressourcer. Det giver medarbejdere og ledere et fælles udgangspunkt at navigere efter, og det gør det lettere at arbejde målrettet og sammenhængende i hverdagen,” siger Birgitte Westerskov Dalgas.

Ifølge hende handler det ikke om at styre alt fra politisk hold.

”Forvaltninger, der lykkes, formår at finde en god balance mellem politisk retning og medarbejdernes handlefrihed. Der skal være noget at styre efter, som benyttes af medarbejderne, men der skal også være plads til, at medarbejderne kan bruge deres faglighed og lokalkendskab til at tilpasse indsatserne til lokale behov og muligheder. Det handler om at finde den rette balance mellem styring og faglig frihed” siger hun.

-

Fakta: Kort om undersøgelsen

Kommunerne omsætter politiske mål om at skabe mere bevægelse til praksis gennem en række styringsinstrumenter: Politikker, strategier og handleplaner. Men der er stor forskel på, hvordan kommunerne anvender dokumenterne i praksis.

Som en del af undersøgelsen Danmark i Bevægelse har postdoc Birgitte Westerskov Dalgas og lektor Evald Bundgaard Iversen kortlagt kommunernes anvendelse af styringsdokumenter og analyseret, hvordan forskellige kommunale forvaltningsområder arbejder med at omsætte ambitionerne til praksis. Desuden undersøges det, hvilke forhold der afgør, om politikker får en konkret betydning i praksis.

Målet er at opnå en dybere forståelse for, hvordan kommunerne kan styrke deres evne til at realigere politiske ambitioner for bevægelsesfremme effektivt og bæredygtigt i praksis, så politikker kan blive omsat til konkrete og varige indsatser.