
Spørgeskema: Derfor er dine svar vigtige
For at skabe bedre muligheder for idræt og bevægelse har vi brug for at vide, hvordan Danmark faktisk bevæger sig. Hvert svar tæller! Svar i e-Boks – du kan vinde 10.000 kr.
Cykler du lange ture? Går du til gymnastik? Spiller du fodbold? Eller er du aktiv ved at gå ture i skoven og måske samle svampe?
Lige nu ligger der et spørgeskema i mere end 550.000 danskeres e-Bokse, og en hel del har allerede besvaret det - tak for det. Men vi har brug for alle svar – hvert eneste svar er guld værd, ikke blot for undersøgelsen, men også for din kommune.
Derfor siger vi tak for hjælpen ved at udlodde 14 præmier på hver 10.000 skattefrie kroner til alle jer, der besvarer spørgeskemaet. Vinderne bliver fundet midt i december 2025.
Men hvorfor er det egentlig så vigtigt, at man svarer på spørgeskemaet – hvis man overhovedet blev udtrukket til at være modtager?
Hjælp din kommune med dine svar
Dine svar er vigtige, fordi de er med til at tegne et billede af, hvordan og hvor meget I bevæger jer i lige netop din kommune.
Hvis der fx er mange i dit lokalområde, der cykler på arbejde, kan det udgøre en vigtig viden for de lokalpolitikere, der gerne vil arbejde for at anlægge en cykelsti på strækningen. Eller hvis der er mange, som ønsker bedre faciliteter til frisbeegolf eller vinterbadning – så kan undersøgelsens resultater måske være med til at skubbe udviklingen af faciliteter på vej.
”Uden solid viden om, hvordan befolkningen i kommunen bevæger sig, kan det være svært for de lokale politikere og kommunens medarbejdere at skabe bedre lokale muligheder for idræt og bevægelse. Så derfor: Du hjælper din kommune, og i sidste ende måske også dig selv og din familie, ved at besvare spørgeskemaet,” forklarer Jens Høyer-Kruse, projektleder for Danmark i Bevægelse.
I 2021 blev resultaterne fra den første undersøgelse i Danmark i Bevægelse udgivet i 98 kommunerapporter. Her kan du finde resultaterne fra din kommune, også som et hurtigt faktaark.
Baner, bænke og toiletter
Uanset om vi går ture i skoven, spiller fodbold på klubbens baner, dyrker step i den lokale skoles hal eller cykler hen til nogle venner, så er det som regel kommunen, der står for rammerne: Fortovet, cykelstien, skolehallen, fodboldbanerne og toiletterne ved en p-plads er som regel kommunens ansvar, eller kommunen giver tilskud og sikrer på den måde, at borgerne kan benytte fx idrætsbaner og haller.
Kommuner kan fremme bevægelse og idræt på et utal af måder, blandt andet ved at sørge for, at de rette faciliteter er til stede. Men det fungerer bedst, hvis de kan få viden om, hvad der er behov for – i alle aldersgrupper.
Her kan du læse om, hvordan Høje-Taastrup Kommune har brugt Danmark i Bevægelses kommuneopgørelse til at skabe bedre muligheder for idræt og bevægelse for alle.
Alle aldersgrupper er med (næsten)
Spørgeskemaet fra Danmark i Bevægelse er sendt til ca. hver 10. indbygger i landet fra 3 år og op. Børn under 15 år har fået skemaet via en forælders e-Boks.
”Vi håber, at forældre vil svare på de små børns vegne og vil snakke med lidt større børn om deres bevægelse i hverdagen og udfylde skemaet sammen med dem,” siger Jens Høyer-Kruse.
Der er stor forskel på, hvor meget og hvordan et barn, en ung, en voksen og en ældre person bevæger sig – og hvilke behov for faciliteter, der er. Mens en kunstgræsbane kan betyde mere aktive børn i et lokalområde, har de ældre måske behov for, at der er toiletter ved flere af skovens p-pladser.
Derfor er der brug for mange besvarelser på spørgeskemaet i alle aldersgrupper og i alle lokalområder.
”Det er ambitiøst at bede om så mange besvarelser, og vi er taknemmelige for hver eneste. I første runde af Danmark i Bevægelse var der mere end 163.000, der svarede, og vi vil meget gerne op i samme niveau igen – eller højere,” siger Jens Høyer-Kruse.