Baggrund
Ud fra danske undersøgelser udført af det tidligere SFI (nu VIVE) og Videnscenter for Psykotraumatologi, estimeres det, at omkring 5.800 børn hvert år udsættes for psykisk vold, omkring 1.200 børn udsættes for seksuelle overgreb, og 1.260 børn udsættes for fysisk vold og samtidig andre former for vold såsom psykisk vold eller omsorgssvigt (Armour, Elklit & Christoffersen, 2014; Løkkegaard, 2019). Fra en tidligere dansk skoleundersøgelse af traumer blandt unge (Elklit, 2002; Shevlin & Elklit, 2008) estimeres det, at mindst 6 % af børn og unge i Danmark er i høj risiko for at opleve mange, alvorlige traumer i løbet af deres opvækst og heraf udvikle posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), der kræver terapeutisk behandling (Løkkegaard, 2019).I 2024 afsluttede De Danske Børnehuse 3.119 sager, hvor der var mistanke om vold eller overgreb mod børn; 72 % af sagerne omhandlede fysisk vold og 28 % seksuelle overgreb (Social og Boligstyrelsen, 2024). Siden januar 2024 har Børnehusene udvidet deres kerneopgaver, så de i tillæg til traumefokusrede psykologiske screeninger nu også tilbyder traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi (TF-CBT) til overgrebs- og voldsramte børn. Kommunerne kan tilkøbe behandlingen i børnehusene.
Udviklingen, modningen og evalueringen af TF-CBT i Børnehusene blev igangsat i regi af Socialstyrelsens strategi (2019–2022) og projektet Behandling til børn og unge udsat for seksuelle overgreb. VIVE understøttede udviklingen, modningen og piloteringen (2020–2022) af en bæredygtig behandlingsmodel i Børnehus Syd. Videnscenter for Psykotraumatologi indgik som faglig sparringspartner. Evalueringen viste signifikante forbedringer i PTSD- og depressionssymptomer blandt unge ≥13 år (Iversen et al., 2023). Efter piloteringen blev implementeringen udvidet til et landsdækkende tilbud i alle landets børnehuse til børn udsat for overgreb og vold. VIVE er aktuelt i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen ved at afslutte evalueringen af den nationale implementering.
Formål
Fra 2026 viderefører Videnscenter for Psykotraumatologi, Institut for Psykologi indsamling af behandlingsdata fra De Danske Børnehuse til oprettelse af en forskningsdatabase. Formålet med en dansk forskningsdatabase over behandling af børn i De Danske Børnehuse er:
- At undersøge, hvordan følgevirkninger efter seksuelle overgreb og/eller vold hos børn og unge kommer til udtryk med henblik på at kunne anbefale den bedst mulige behandling.
- At undersøge om og hvordan behandlingen hjælper forskellige grupper af børn og unge, der modtager behandling i De Danske Børnehuse.
- At kunne bidrage til forskning og vidensgenerering om børn og unge, der modtager behandling i de danske børnehuse.
- I tillæg hertil kan databasen bidrage til forsat kvalitetssikring af behandling i De Danske Børnehuse.
Projektet ledes af lektor Sille Schandorph Løkkegaard i samarbejde med lektor Maria L. Vang og Mette Alkærsig.