Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

Behandling af overgreb i barndommen

Anden uge i februar får vi besøg af Dr. Marylene Cloitre fra New York. Marylene er stifter og leder af Institute for Trauma and Stress ved New York University Child Study Center.

Som ekspert i følger af seksuelle overgreb i barndommen har Marylene været med til at udvikle nationale retningslinjer for behandling af PTSD i USA, og hun har modtaget flere priser for udvikling af evidensbaserede interventions- og forebyggelsesprogrammer. 

Under sit besøg hos os vil Marylene deltage i centrets fremtids workshop på området behandling af seksuelle overgreb. Her vil hun komme med inspiration og udfordre os ift. at etablere systemer, procedurer og aktiviteter, der kan gavne overlevere af seksuelle overgreb. Udfaldet heraf vil blive en række anbefalinger, som sendes til Socialministeriet.

Videnscenter for Psykotraumatologi har i en årrække samarbejdet med landets frivillige incestcentre, og i øjeblikket evaluerer vi den rådgivning og behandling, som de tre regionale centre for behandling af seksuelle overgreb (CSM  Øst, CSM Syd og CSM Midt Nord) tilbyder voksne, der har været udsat for overgreb i barndommen (læs mere). I relation hertil vil Marylene undervise i succesfulde behandlingsmetoder og supervisere psykologerne fra de tre regionale centre.

 

Redaktionen afsluttet: 21.01.2015