
LabSTEM-konferencen i Odense den 9. april 2025
Onsdag den 9. april mødtes 65 pædagoger, lærere og vejledere i grundskolen og på ungdomsuddannelser, ansatte og studerende fra professionshøjskoler og universiteter og konsulenter fra hele landet til LabSTEM-konference i Odense.
Maiken Westen Holm Svendsen, ph.d.-stipendiat på FNUG, bød velkommen til nye og gamle ansigter og overlod derefter ordet til Dorte Moeskær Larsen, som talte om, hvordan LabSTEM-projektet inviterer til praktisk læring i fællesskab. Alle deltagere i laboratorierne blev præsenteret og fik stor tak og klapsalver med på vejen, inden Connie Svabo præsenterede to nye store projekter, som FNUG er involveret i.
Fra før-skole til efter-børnehave
Dagens først oplæg "Scienceformer i dagtilbud" stod Morten Rask Petersen for. Morten Rask Petersen er docent i anvendt matematik og naturfagsdidaktik på UCL.
Morten Rask Petersen tog udgangspunkt i projektet 'Science og Leg' (2020-2023), hvor han var med til at undersøge, hvordan forskellige scienceformer ser ud, og hvad de hver især er gode til. I projektet er scienceformer kategoriseret som slow science, show science og spontan science.
- Show science handler om, at der er noget, vi gerne vil vise, lære og involvere børnene i. Noget, de ikke selv ville støde på eller kunne nå frem til.
- Slow science er en aktivitet, der udvikler sig over tid, fx haletudsers udvikling.
- Spontan science er noget, som opstår tilfældigt, og som børn selv sætter i gang. De eksperimenter og leger, og pædagogen griber det og spørger ind til det. Hvorfor mon det sker, dét der sker? Børnene kommer med forslag. Kan det undersøges nærmere?
Hver af disse former kan byde ind med noget unikt, men der er også et samspil mellem formerne, som giver et bredere perspektiv på science i dagtilbud.
Morten Rask Petersen taler om perspektiverne på science i dagtilbud og fører dem videre til skoleverdenen. Han argumenterer for det konstruktive i at holde op med at tale om før-skole og i stedet tale om efter-børnehave, og i at få flere legende tilgange til både N/T og til naturfagene i udskolingen og på ungdomsuddannelserne. Du finder Morten Rask Petersen oplæg her.
At skabe kunst som en del af problemløsningsprocesser
Eftermiddagens oplæg ”Nye tilgange til STEM-læring gennem kunst og leg ”blev præsenteret af Emanuela Marchetti, lektor på FNUG.
Emanuela Marchetti kom med bud på, hvordan vi skaber mening for undervisere og elever i STEM, og hvordan vi formulerer relevante problemstillinger.
Emanuela Marchetti argumenterer for, at når vi skaber kunst, bygger det bro mellem kunst og naturfag og gør det muligt at forstå, konkretisere og anvende formel viden og styrke problemløsningsprocesser.
”Vi kan bruge kunst, design og leg til at skabe mening og give en fælles forståelse af abstrakte begreber”, siger Emanuela Marchetti, "og ved at lade undervisere og forskere være samarbejdspartnere bygger vi bro mellem forskning og undervisning".
Hun arbejder sammen med Biotechlab, FabLab i Spinderihallerne i Vejle og Rosborg Gymnasium i et projekt, hvor de bruger botanisk kunst som videnskabelig metode. Helt konkret skaber de, med udgangspunkt i fagene kemi og biologi ,farver af planter. Bagefter tegner og maler de planter med den maling, de har skabt. Derved bliver botanisk kunst brugt som videnskabelig metode.
- Dataindsamlingen består i at plukke og udvælge planter
- Observation og analyse af planterne sker, mens eleverne tegner dem
- Formidling sker gennem den visuelle dokumentation af naturen.
Videndeling i workshops
Dagen bød også på videndeling i stor stil. Både formiddag og eftermiddag var der workshops, hvor lærere fra laboratorierne præsenterede de forløb, de har udviklet i STEM-laboratorierne i henholdsvis Næstved, Svendborg, Nyborg og Faaborg. Her finder du oplægget ”Robotter i Matematik og Teknologi” fra Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier.
Laboratoriet på Faaborg Gymnasium har udviklet forløb, hvor undervisningen foregår ude i naturen, så deres workshop på konferencen rykkede udenfor for at finde et blad, en blomst, en græsart, for derefter et knuse det udvalgte element i en lille beholder og tilsætte et kemikalie for at ekstrahere klorofyl. Workshoppen gav deltagerne en oplevelse af være elever med behov for lærernes hjælp og svar på spørgsmål og desuden nysgerrig snak mellem deltagerne. ”Hvad kan det her?”, Ej, prøv at se, vores er anderledes end de andres, dét er sjovt!”.
Der var også en workshop ledet af ph.d. stipendiat på FNUG Karen Bollingberg, som inviterede til debat om, hvad STEM-kompetence er i dagtilbud. Udgangspunktet var vand, der blev hældt ud på bordene sammen med spørgsmålet: ”Hvordan vil børn og voksne reagere på vandet på bordet?” og ”Hvilken naturvidenskab ser I i dette science-læringsmiljø?”
Thorleif Frøkjær, projektkonsulent, LIFE Fonden, stod for en workshop om, hvordan børns nysgerrighed danner afsæt for en pædagogisk praksis, og Mikkel Theiss Kristensen, postdoc, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, præsenterede et mobilt planetarie og inviterede til debat om, hvilke muligheder et planetarie giver undervisere i regionen. Der var også konkrete informationer om, hvordan man kan få besøg af et planetarie, og hvordan man kan være med til at udvikle det.
Maiken Westen Holm Svendsen, Dorte Moeskær Larsen og Connie Svabo rundede dagen af, inden ph.d.-stipendiat Morten Sielnik Andersen viste, hvordan et hyperspektralt kamera fungerer, og hvad man kan bruge det til. Blandt andet kan man, med lidt god vilje, se, om en drink er med eller uden alkohol, og det fik deltagerne lejlighed til at se en demonstration af, LabSTEM-projektets allersidste konference blev sluttet festligt af med alkoholfri gin & tonic og forskellige snacks.
En inspirerende konference med indhold, som lever videre, blandt andet i form af de mange undervisningsforløb og øvrige STEM-aktiviteter, som er udviklet i LabSTEM. Projektet slutter ved årets udgang; men nye STEM-projekter er sat i søen. Vil du holde dig orienteret om kommende projekter, eller er du generelt interesseret i STEM, så kan du tilmelde til et nyhedsbrev, som vi planlægger at sende 1-3 gange om året om STEM-relaterede emner. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hent oplæg her
- Sidste nyt om LabSTEM, Maiken Westen Holm Svendsen, Dorte Moeskær Larsen og Connie Svabo, FNUG
- Scienceformer i dagtilbud, Morten Rask Petersen, UCL
- Taksonomier og radikale skift, Emanuela Marchetti, FNUG
- Robotter i matematik og teknologi, Mette Helstrup og Peter Runge Mahler, Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier
Mød projektchefen
Connie Svabo, projektchef for LabSTEM, er professor i STEM-uddannelse og videnskabskommunikation. Hun er desuden leder af STEM Center for Uddannelsesforskning – FNUG
De fem STEM-principper
Princip 1
STEM-aktiviteter skal være en væsentlig bidragsyder til udvikling af almendannelse
Princip 2
STEM-aktiviteter skal sætte deltageren i centrum
Princip 3
STEM-aktiviteter skal handle om omverdenen
Princip 4
STEM-aktiviteter skal understøtte den læring, der arbejdes med på det pågældende trin
Princip 5
STEM-aktiviteter skal integrere to eller flere af disciplinerne i STEM på en meningsfuld måde