Rapport fra et Grønland ved en korsvej, som også spiller en rolle for uddannelser
Det var en stor ære for mig, da jeg i efteråret 2020 blev spurgt, om jeg ville have en ansættelse som leder af Center for pædagogisk Udvikling på Institut for læring (Ilinniarfissuaq) ved Grønlands Universitet (Ilisimatusarfik). Jeg sagde ja tak til en 30 procent stilling, ikke mindst fordi jeg tidligere havde været en del gange i Grønland og i forvejen havde mange gode og inspirerende kontakter inden for universitets- og gymnasieverdenen. Læs hele rapporten fra Steen Beck.
Det var en stor ære for mig, da jeg i efteråret 2020 blev spurgt, om jeg ville have en ansættelse som leder af Center for pædagogisk Udvikling på Institut for læring (Ilinniarfissuaq) ved Grønlands Universitet (Ilisimatusarfik). Jeg sagde ja tak til en 30 procent stilling, ikke mindst fordi jeg tidligere havde været en del gange i Grønland og i forvejen havde mange gode og inspirerende kontakter inden for universitets- og gymnasieverdenen.
Mine arbejdsopgaver knytter sig først og fremmest til ungdomsuddannelserne, som er det primære arbejdsområde for centret. Vi administrerer og udvikler teoretisk pædagogikum i Grønland; derudover går en stor del af min tid med at udvikle en masteruddannelse for lærere i gymnasiet, på erhvervsskolerne og i folkeskolens ældste klasser. Denne er just blevet godkendt og løber af stablen fra september 2022. Derudover underviser jeg på universitetspædagogik og deltager i andre projekter omkring uddannelsesudvikling.
At jeg er blevet ansat til at udvikle nye forskningsbaserede uddannelser, vidner om den store politiske vilje, der i Grønland er til at udvikle videre- og efteruddannelsestilbud til lærere. Uddannelse er et centralt tema i de aktuelle og til tider voldsomme diskussioner om Grønlands fremtid i eller udenfor rigsfællesskabet med Danmark. Meningerne herom er delte i Grønland, men alle er enige om, at hvis Grønland skal tage yderligere et skridt mod selvstændighed, så kræves der et økonomisk fundament, som giver et realistisk alternativ til den nuværende situation – og her er uddannelse alfa og omega. Det er uddannelse også på den værdipolitiske front i en Nation Building-epoke, hvor grønlandsk sprog og grønlandsk kultur i stigende grad er på dagsordenen i såvel folkeskole som gymnasium.
Det store spørgsmål er så, hvordan man i praksis skaber et uddannelsessystem, der matcher de udfordringer, Grønland står overfor. Udover at befinde sig i en post-kolonial situation, hvor der er et udbredt ønske om mere selvstændighed, har Grønland en befolkning på blot 55.000 indbyggere, som til og med er spredt ud over et område i bygder og byer, som kun er fremkommelige via skib og fly. Det skaber nogle særlige præmisser for den yderligere accelerering af selvstændighedsprocessen, landet er i fuld gang med, og som også slår igennem i uddannelsessektoren. Fx er gymnasiet domineret af danske lærere, der ikke taler grønlandsk, og det betyder, at dansk sprog fortsat er indgangsbilletten for de unge til ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.
Der er visioner om mere grønlandsk sprog i uddannelsessystemet, men det er ikke helt let at se, hvordan det kan ske, når man er så afhængig af ’import’ af danske lærere, som tilfældet er. Nogle grønlandske politikere og meningsdannere diskuterer, om man måske skal gøre engelsk til ’første andetsprog’, når Grønland, som jo er beliggende på det nordamerikanske kontinent, måske en gang i fremtiden vil orientere sig mere mod USA og den øvrige angelsaksiske verden (i Grønland sagde man ikke som Mette Frederiksen, at Donald Trumps arrogante forslag om at købe Grønland var absurd, men at Grønland selvfølgelig ikke er til salg, og at man – når det er sagt - er åben for ’business’). Omvendt er der dem, der mener, at man ved at nedprioritere dansk vil save den gren over, der fx gør det muligt for grønlændere at tage gratis videregående uddannelser i Danmark.
Set fra min synsvinkel er der lige nu brug for, at de lærere, der nu engang underviser i den grønlandske gymnasieverden, videreudvikler deres kompetencer til at arbejde med to-sprogs-problematikken og kulturmøder, og at der kommer fokus på overgange mellem folkeskole og ungdomsuddannelser og mellem gymnasium og videregående uddannelser. Mange grønlandske unge kommer til et gymnasium (og et universitet), hvor mange lærere, ja de fleste, taler dansk, men deres danskkundskaber er ikke altid gode. Investeringerne i uddannelse er store i Grønland, men frafaldet på ungdomsuddannelserne er faretruende stort, bl.a. på grund af de indimellem problematiske udfald sprogskiftet mellem folkeskole og ungdomsuddannelse. Jeg tænker, at sådanne spørgsmål må være i centrum for både pædagogikumuddannelsen og den masteruddannelse i didaktik, kulturmøder og forandringsprocesser, jeg står i spidsen for.
Grønland er et fantastisk samfund, og arbejder man som jeg i Nuuk, bliver man konstant mindet om al den virkelyst og optimisme, som også præger det grønlandske samfund. Det giver også anledning til stor optimisme at se, hvordan ledere og lærere i gymnasieverdenen knokler for at skabe så gode vilkår som overhovedet muligt for unge mennesker. Det er tydeligt, at rigtig mange af disse unge mennesker har mod på livet og er stolte af at leve i en tid, hvor der er fokus på grønlandsk identitet og nye muligheder i en globaliseret verden.
Personligt håber jeg, at båndene mellem Grønland og Danmark forbliver stærke, uanset hvilken vej Grønland vælger i fremtiden. Jeg håber også, at vi i Danmark lærer at sætte mere pris på vores fantastiske forbindelse til Grønland og udvikler et positivt syn på landets post-koloniale bestræbelser. Jeg er i hvert fald kommet til Grønland med den overbevisning, at jeg ydmygt og med øre for grønlandske ønsker til udvikling af uddannelse kan være med til at videreudvikle uddannelsessystemet på grønlandske præmisser, alt imens jeg med stor interesse følger diskussionerne om landets fremtid.
-Lektor Steen Beck