Projektets overordnede formål er at udvikle, afprøve og evaluere professionsrettede, praksis- og oplevelsesorienterede forløb i udvalgte fagpakkefag, SSO, dansk og matematik i det toårige HF. For at understøtte forløbene udvikles undervisningsmaterialer, der visualiserer og konkretiserer fagligheden i de professioner forløbene er rettet mod.
Forløbsudviklingen sker med henblik på at:
1. få viden om og erfaringer med hvordan almene fag i en ungdomsuddannelse meningsfuldt kan rettes mod centrale professioner samtidig med at uddannelsens faglige mål opfyldes.
2. få viden om og erfaringer med hvordan denne professionsrettede og praksisorienterede didaktik både kan styrke elevernes motivation og trivsel i hf-uddannelsen og klæde dem på til at træffe valg af uddannelse efter hf-uddannelsen.
3. denne viden og disse erfaringer til sidst udmøntes i et kompetenceudviklingskursus for hf-lærerne i Region Midtjylland.
Projektet ledes af Uddannelseschef Lene Madsen, Aarhus HF og VUC, og involverer i alt 8 hf-uddannelser. Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning bidrager i kompetenceudviklingskurserne og leder følgeforskning, som er en løbende central aktivitet, hvis hensigt er at generere ny teoretisk og praktisk viden om, hvad professions- og praksisretning af en almen, gymnasial uddannelse indebærer, hvordan en professionsrettet didaktik kan udvikles og afprøves, og hvad der er afgørende for at motivere elever til en professions- og praksisrettet uddannelsesvej.