Pigen og den sorte sø

Af Ursula Lundgreen Svane og Karen Bollingberg, fnug@sdu.dk, 08-12-2024

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?

I mit ph.d.-projekt undersøger jeg, hvilke kompetencer pædagogerne bruger, når de udvikler sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer i dagtilbud. Jeg undersøger, hvordan de bruger deres faglighed, sciencekapital og personlighed, og om de bruger særlige sciencekompetencer. Jeg ser også på de institutionelle og organisatoriske rammers betydning for, at pædagogerne kan udvikle netop sådanne miljøer. Så det er både en undersøgelse af, hvad pædagogerne konkret gør og oplever, og af hvordan ledelse og fx kommuner kan støtte op om udviklingen af sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer.

Mit ph.d.-projekt er en del af NAVADA-projektet, som er et stort nationalt forsknings- og udviklingsprojekt på Københavns Professionshøjskole om naturvidenskabelig almendannelse i dagtilbud, finansieret af Novo Nordisk Fonden. (læs mere om Navada-projektet her: https://navada.dk)

Hvorfor vil du gerne skrive en ph.d?

Jeg har altid haft en interesse for forskning, og gennem mere end ti år har jeg deltaget i nationale og nordiske forsknings- og udviklingsprojekter inden for natur, udeliv, science og bæredygtighed. Det har givet mig stor viden om og interesse for feltet. Da jeg i 2021 fik Novo Nordisk Fondens naturfagsunderviserpris, forstod jeg, at mit blik på dagtilbudspædagogik måske burde udfoldes mere. Der foregår meget spændende inden for science i dagtilbud i disse år, men der mangler stadig viden om og forståelse for, hvordan pædagoger arbejder med science, og hvad de helt konkret oplever, de har brug for i deres arbejde. Jeg vil også gerne bidrage til, at vi får gjort opmærksom på, at lige netop sciencepædagogik kan noget helt særligt, ikke kun i forbindelse med børns naturvidenskabelige viden og forståelse, men også som en almenpædagogisk tilgang til det kompetente barn, hvor nysgerrige voksne faciliterer barnets naturlige nysgerrighed og lyst til at undersøge verden.

Efter at jeg i over 25 år har undervist pædagogstuderende i natur, udeliv, science og bæredygtighed har jeg set, hvor udfordrende det i begyndelsen kan være for dem at arbejde med naturvidenskab. Jeg har derfor en dyb interesse for feltet og lyst til at belyse, hvad science-kompetence er for pædagogerne, og hvordan vi kan understøtte deres muligheder for at skabe science-miljøer for børnene. Desuden har vi stadig meget lidt dansk forskning på området, og det håber jeg at kunne lave om på.

Hvad lavede du tidligere?

Jeg er faktisk uddannet geolog fra Københavns Universitet og har skrevet speciale om jern-titanoxider i Skærgaard-intrusionen i Østgrønland, som jo må siges at være langt fra det, jeg beskæftiger mig med nu. Lige efter min kandidatgrad blev jeg research fellow ved Nordisk Vulkanologisk Institut i Reykjavik, hvor jeg forskede i vulkanske gasser fra Hengill-vulkanen. Jeg har en hardcore naturvidenskabelig uddannelse, hvor følelsesmæssige aspekter er uden betydning, og jeg er skolet i, at naturvidenskaben er objektiv. Jeg indsamlede bjergartsprøver in situ i felten og analyserede dem i forskellige laboratorier med forskellige

analyseteknikker, og mine konklusioner blev genereret på baggrund af feltobservationer og de kemiske data. Det er en helt anden videnskabsteoretisk tradition, jeg kommer fra, end den jeg bevæger mig inden for i mit ph.d.-projekt, hvor jeg fx indsamler min empiri via etnografisk feltarbejde.

Da jeg, efter min tid i Island, ledte efter arbejde, opfordrede en af mine venner mig til at søge en stilling på et pædagogseminarium, hvor de manglede en naturfagslærer. Da geologi er en bred naturvidenskabelig disciplin, som jeg kunne anvende i undervisningen, tænkte jeg, at det måske var noget for mig, fordi jeg nok savnede at få det menneskelige aspekt mere i spil. Jeg blev da også hurtigt grebet af undervisningen, og det var superinspirerende og udfordrende at skulle undervise voksne, der selv havde valgt en uddannelse, de brændte for.

Hvad drømte du om at blive, da du var barn?

Det sjove er, at jeg som barn og ung faktisk gerne ville være pædagog og arbejde med børn, der havde det svært. Og jeg ville allerhelst arbejde i en børneby, hvor et lokalsamfunds børneinstitutioner er rykket sammen under ét tag. Jeg var så sikker i min sag, at jeg også var i erhvervspraktik i en uge i den Montessori-børnehave, hvor jeg selv var som barn.

Og hvorfor gik jeg så ikke bare i den retning allerede dengang? Ja, det er jo et godt spørgsmål. Men jeg tror, jeg endte med at vælge geologi, fordi jeg kendte til det gennem min mor, som var norsk geolog og leder af sporelementlaboratoriet på Geologisk Institut på Københavns Universitet og min far, som var kemiker på De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmarks og Grønland og stod for kemilaboratoriet der. Så jeg har nok været ret påvirket af miljøet – og som barn var jeg ofte med min mor på feltarbejde i Norge og samlede sten, hvilket jeg syntes var rigtig sjovt. Der var nok også en forventning i familien om, at jeg skulle tage en akademisk uddannelse, så det var det naturlige for mig at følge den vej.

Når vi taler om det, kommer jeg også i tanke om en situation i den børnehave, hvor jeg var i erhvervspraktik, som gjorde et enormt indtryk på mig, og som måske har haft indflydelse på, hvordan jeg senere mødte mine studerende.

En lille pige kom hen til mig med tårer i øjnene og viste mig et stykke papir, hvor hun med fin skråskrift havde skrevet ordet 'sø' mange gange. Hun havde så farvelagt en sø med blyant, men ifølge den pædagog, som havde givet hende opgaven, havde hun gjort det helt forkert. Hun havde nemlig farvet søen kulsort og ikke blå, og så skulle hun skrive det hele igen.

Det gjorde et stort indtryk på mig, både fordi en skovsø faktisk sagtens kan fremstå som sort, men også fordi det jo slet ikke var at se barnet, og det måske ødelagde hendes glæde ved at skrive bogstaver. Jeg husker, at jeg tænkte, at det var helt forkert, og sådan her skal jeg ikke være pædagog. Jeg fik virkeligt ondt i hjertet.

Når jeg kigger tilbage på det, så er det jo ret interessant, at jeg ender med at tage en naturvidenskabelig uddannelse, som jeg efterfølgende bruger på pædagoguddannelsen til at uddanne pædagoger inden for science-pædagogik. Og nu er jeg i et forskningsprojekt, hvor jeg er så heldig at få lov til at undersøge, hvordan pædagoger og børn arbejder med science. Så hænger det hele sammen i sidste ende, alligevel.

Hvordan tror du, at dit ph.d.-projekt kan påvirke vores samfund?

Mit projekt kan ændre pædagogikken i dagtilbud gennem den science-pædagogiske metode og ved at fremme en science-attitude hos pædagogerne. Pædagoger, som arbejder science-pædagogisk, inddrager børneperspektivet i deres hverdag og deres pædagogik på en helt særlig måde. Det betyder, at pædagogerne udvikler en pædagogisk professionel nysgerrig tilgang til børns nysgerrighed. Ved at følge børnenes opmærksomhed og inddrage deres ideer og undersøgelser i hverdagen skaber vi inklusion, ligeværdighed og læringsmiljøer, som børnene er med til at skabe og har lyst til at være i. Hvis børns nysgerrighed bliver taget alvorligt, og de bliver set og hørt, så får de en stærkere selvfølelse, hvilket kan have en særdeles positiv indvirkning på deres fremtidige læring og udvikling. Det giver os demokratiske, kritisk reflekterende, selvstændige og måske modige samfundsborgere, som vil være bedre rustet til at løse nogle af de problemer, verden står over for nu og i fremtiden.

Hvilken plads har din forskning i en international sammenhæng?

Min forskning har en rolle at spille i en international sammenhæng, fordi der mangler viden om, hvad science-kompetence er for pædagoger i dagtilbud. Meget af den internationale forskning, der findes på området, beskriver, hvad pædagogerne gør eller ikke gør, men undersøger ikke, hvad science-kompetence er for pædagogerne. For mig er det vigtigt, at pædagogerne får selvtillid og handlemod og erfarer, at de faktisk kan bruge deres sciencekapital og deres uddannelse, og ikke behøver en stor viden inden for naturvidenskab som udgangspunkt. Jeg tror, at min hypotese om, at science-pædagogik ikke er svært – at man skal være nysgerrig på børns nysgerrighed og kunne gribe ”det naturvidenskabelige nu” – godt kan vinde international genklang.

Jeg bruger Illeris' kompetencebegreb, som er meget holistisk, til at nuancere og udvikle forståelsen af, hvad science-kompetence i dagtilbud er. Jeg har valgt Illeris, fordi hans definition af kompetencer korrelerer med de foreløbige analyser, jeg har lavet på mit empiriske materiale. Illeris definerer et kompetencebegreb, som består af mange forskellige kompetenceelementer, fx empati, fleksibilitet og fantasi ud over de mere traditionelle som viden og færdigheder.

Et andet vigtigt aspekt er at ændre opfattelsen af fejl. I science-pædagogik begår man ikke fejl; man gør sig erfaringer, der gør os klogere. Det handler om at give børn selvtillid og handlekompetence og mod til at finde svar på egne spørgsmål. Naturvidenskaben udvikler sig konstant, og vores forståelse af, hvad der er sandt og falsk ændrer sig over tid.

Hvis ikke vi tager de små børns spørgsmål alvorligt, underminerer vi deres kreative tilgang til at undersøge verden omkring sig, og vi aflærer deres livsnødvendige nysgerrighed og videbegær allerede i dagtilbud. Det er vigtigt at se børns måder at gøre ting på som rigtige og spændende uanset form, og det er vores opgave som voksne at lære af dem. Med mere viden inden for området kan vi bedre konstruere rammer for og facilitere børns læreprocesser gennem åbne, produktive spørgsmål, der kan besvares med børnenes egne undersøgelser og udfordre og forstyrre dem yderligere. Jeg plejer at sige, at science-pædagogikken er det eneste felt, hvor der er en ligeværdig relation mellem børn og voksne. Børn stiller spørgsmål, som de voksne ikke mere har mod og fantasi til at stille eller har glemt at stille. De voksne kan lære meget af børnenes tilgang til verden.

Jeg håber, at min forskning kan inspirere til en mere holistisk og nysgerrighedsbaseret tilgang til naturvidenskab i børnehøjde, både i Norden og internationalt. Og måske det allervigtigste: at værne om barnets iboende nysgerrighed – så den måske udvikler sig til at blive en drivkraft for kreative, fantasifulde, innovative og handlekompetente voksne.