Søg
Studerende
Ansatte
Find
Center for gymnasie- og erhvervsuddannelsesforskning
Samarbejde
I Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning sætter vi stor pris på det gode samarbejde. Syddansk Universitet har som ambition at bidrage med forskningsbaseret viden, løsninger, rådgivning, innovation samt uddannelse og læring, der gør en positiv forskel for og med samfundet. I Centeret går vi meget op i at være i dialog med omverdenen, så vi i fællesskab kan finde de rette metoder og indsatser for gymnasierne.
Derfor sætter vi også stor pris på vores samarbejde med vores Efteruddannelse, som udbyder efteruddannelse på et forsknings- og erfaringsbaseret grundlag ved forskere samt primært masteruddannede undervisere og Teoretisk Pædagogikum, der er en del af pædagogikumuddannelsen, som er en vekseluddannelse mellem praktisk pædagogikum og teoretisk pædagogikum.
Som et nyt tiltag i 2024 har centret indgået et samarbejde med Magasinet Gymnasieforskning. Som en del af det nye samarbejde lancerer magasinet og forskningsdatabasen Gymnasieforskning og centret nu i fællesskab en skriftserie, hvor gymnasielærere- og ledere kan dele praksiserfaringer og hovedkonklusioner fra deres masterprojekt med resten af sektoren.
Det gode samarbejde
Udforsket nye horisonter og skabt innovative projekter
I flere år har Erhvervsgymnasierne (HHX og HTX) i Svendborg haft fornøjelsen af et meget berigende samarbejde med Center for Gymnasieforskning. Sammen med dedikerede eksperter som Ane Qvortrup og Torben Spanget Christensen har vi udforsket nye horisonter og skabt innovative projekter. Et eksempel er vores fælles indsats med at integrere Verdensmålene som fagmål, hvor forskning og praksis smeltede sammen til en meningsfuld læringsoplevelse for vores elever. Dette samarbejde, præget af gensidig respekt og nysgerrighed, har ikke kun forbedret vores undervisning, men har også styrket båndet mellem teori og praksis. Med flere spændende projekter i støbeskeen ser vi frem til at fortsætte denne rejse med Center for Gymnasieforskning og sammen forme en endnu bedre læringsoplevelse for vores elever.
- Søren Jan Rasmussen, Rektor, Erhvervsgymnasierne i Svendborg
Det gode samarbejde
Det er guld værd med ekspertviden udefra
Vi har samarbejdet med SDU ved flere forskellige lejligheder, og det har altid været konstruktivt og udbytterigt. Vi har gennemført et 3-årigt skriftlighedsprojekt, som SDU og Center for Gymnasieforskning stod i spidsen for. Vi var tilknyttet en forsker, som ledte processen og samtidig indgik i et givtigt samarbejde med os. Vores behov blev imødekommet og forskeren leverede høj faglighed. Vi fik både ny viden, konkrete øvelser og supervision i praksis. Det er muligt selv at sætte fokus på et område, men det er guld værd, at der kommer en udefra med ekspertviden som kan sikre at den nyeste forskning også kommer i spil. Samarbejdet med universitetet er enormt vigtigt for, at vi får opdateret faglig viden, som vi kan omsætte og anvende i praksis.
- Anne Hemmingsen, vicerektor, Frederiksværk Gymnasium og HF
Det gode samarbejde
Uddannelsesforskning kan bidrage til løsninger
Vi har arbejdet sammen med Ane Qvortrup og Anke Piekut om fastholdelse af henviste elever på stx, altså nye 1.g-elever, som ikke selv har ønsket at gå på skolen. Vi har haft en virkelig udbytterig sparring, og resultaterne af deres arbejde er enormt brugbart. Vi håber at kunne fortsætte samarbejdet gennem regionsfinansiering, så den nye viden kan kvalificeres og udbredes til fordel for en lang række gymnasier landet over. Det er fantastisk at få så skarpe blikke på vores arbejde, og det er et godt eksempel på, hvordan uddannelsesforskning kan bidrage direkte til konkrete løsninger ude på selve skolerne.
- Tania Sheikh Larsen, Rektor på Hvidovre Gymnasium & HF
Det gode samarbejde
Inspirerende besøg på SDU
Svendborg Gymnasium har i flere år samarbejdet med SDU bl.a. om projektet ”Vores Historie”, ledet af Professor Klaus Petersen, hvis formål er at undersøge oplevelsen af samfundets funktion og forandring hos dem, der har levet i forandringerne. Vores elever har deltaget i indsamling af materiale i form af et hav af interviews og vi har været så heldige at blive inviteret med ind i arbejdet også omkring at tegne både samarbejdet og projektet. Eleverne har dels fundet projektets indhold utrolig spændende, de har været inspireret af besøgene på SDU, men ikke mindst kan vi se, at de kompetencer og metoder, som de har anvendt i projektet, har været utrolig givtige både i elevernes daglige arbejde med fagene og også i eksamensøjemed. På skoleniveau er vi særdeles glade for samarbejdet, fordi vi også ser det som faglig udvikling hos vores dygtige undervisere, der i samarbejdet med forskere fra SDU forbliver skarpe på både metode og faglighed.
- Kirsten Falkesgaard Slot
Det gode samarbejde
Dybere indsigt og fælles viden
Vi har et rigtig godt samarbejde med Center for Gymnasieforskning på SDU i et 3-årigt forskningsprojekt. Forskningen giver de indsigter, vi behøver, for at vælge de rette indsatser for vores elever, og det har stor værdi at få nogen udefra med anerkendte metoder og stor erfaring til at indsamle data og analysere. Med samarbejdet får vi en dybere indsigt og opnår en fælles viden. Vel at mærke viden, der virker, fordi vi kan omsætte den viden til de rette indsatser, der kan løfte vores elever.
- Jimmy Mangelsen, rektor, Tietgenskolen
Det gode samarbejde
Brobygning af høj kvalitet
Igennem flere år har Vestfyns Gymnasium samarbejdet med SDU og Center for Gymnasieforskning omkring forskellige brobygningsprojekter. Der er blandt andet været et mangeårigt samarbejde om SRP og herunder overgangen fra 3g til universitetet. Det er altid en oplevelse for vores elever at blive budt velkommen på SDU, og der er stor fagligt udbytte for dem i projektet. De får et indblik i den akademiske verden, og SDU gør sig umage med at møde eleverne i øjenhøjde og få involveret studerende i processen ligeledes. Brobygningsprojekter er vigtige i forhold til elevernes afklaring og studievalg og Center for Gymnasieforskning er meget lydhøre overfor både elever og lærere.
-
Christina Vinter-Thomsen, Pædagogisk leder, Vestfyns Gymnasium