Skip to main content
CISC - Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund

OnTrail – Udvikling, brug og formidling af MTB-spor i Danmark

Rundt om i hele landet anlægges stadig flere MTB-spor, og arbejdet med sporene er i høj grad baseret på frivillige borgeres indsats. Dermed spiller det frivillige engagement omkring MTB-sporbygning en afgørende rolle for udvikling af gode rammer for MTB-kørsel i Danmark.

Igennem de sidste tre år har OnTrail-projektet, som er finansieret med midler fra Nordea-fonden, hjulpet frivillige sporbyggere i hele landet med at afmærke og graduere MTB-spor. Formålet har været at øge tilgængeligheden, brugervenligheden og sikkerheden på sporene. Samtidig har projektet haft til hensigt at understøtte den frivillige indsats omkring MTB-sporbygning i Danmark.

CISC har indgået en aftale med OnTrail om at gennemføre et forskningsprojekt, der har til hensigt at styrke vidensgrundlaget for udviklingen af gode rammer for frivillig MTB-sporbygning og MTB-kørsel i Danmark. Projektets formål søges indfriet ved 1) at belyse frivillige sporbyggeres oplevelse af sporafmærkningens betydning i forhold til udvikling, brug og formidling af MTB-spor, og 2) at kortlægge hvordan civilsamfundet og den offentlige sektor samarbejder omkring sporbygningen.

I den forbindelse skal projektet besvare følgende spørgsmål:

  1. Hvad er omfanget og karakteren af frivillig MTB-sporbygning i forbindelse med OnTrail-projektet?
  2. Hvordan samarbejder civilsamfundet (borgere og foreninger), offentlige myndigheder og andre lodsejere om planlægning, anlæg og drift af MTB-spor i Danmark?
  3. Hvilken betydning har OnTrails mærkning af MTB-spor for 1) sporenes tilgængelighed, 2) brugen af sporene, 3) sporenes brugervenlighed, 4) sikkerheden på sporene?
  4. Hvilken betydning har støtte til mærkning og formidling af sporene for det frivillige engagement?

Projektet gennemføres i et samarbejde mellem forskere fra CISC og forskningsenheden Active Living.

CISC har stor erfaring med at analysere samspillet mellem den offentlige sektor og civilsamfundet. Eksempelvis ved forskningsprojekterne "Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor i Danmark" og "Frivilligt engagement i naturen".

Forskningsenheden Active Living har stor erfaring med forskning vedr. udviklingen af gode rammer for aktivt udeliv, og har herunder beskæftiget sig med udvikling, vedligehold og brugeroplevelser i forbindelse med spor i naturen. Se eksempelvis projektet ”Naturemoves”.

Projektets varighed: 2020-2021
Finansiering: OnTrail/Nordeafonden
Forskere på projektet: Mathilde Skov Kristensen (CISC), Jan Arvidsen (Active Living) og Evald Bundgård Iversen (CISC)

Publikationer: 
Kristensen MS, Arvidsen J, Iversen EB. Afmærkning af mountainbikespor. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, 2020. 
Kort Fortalt (pdf): Afmærkning af mountainbikespor

Kristensen MS, Arvidsen J, Iversen EB. Frivillig mountainbikesporbygning i Danmark. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, 2021. 
Kort Fortalt (pdf): Frivillig mountainbikesporbygning i Danmark

 


Sidst opdateret: 19.10.2023