Skip to main content

§ RØG

Med udgangspunkt i indsatserne i Regeringens handleplan mod tobak følger Statens Institut for Folkesundhed de unges tobaks- og nikotinvaner i perioden 2020 til 2025. Det er en enestående mulighed for at monitorere og evaluere en omfattende ny lovgivning, og undervejs pege på nye muligheder for indsatser.

Formål

Formålet med undersøgelsen er at evaluere, hvordan den nye lovgivning om tobaks- og nikotinholdige produkter påvirker de unge i Danmark.

Evalueringen skal bruges til at vurdere effekten af lovgivningen, til at få viden om tobaksforbrug og til sammenligne med erfaringer fra andre lande. Resultaterne vil hjælpe med at pege på, hvor der i fremtiden er behov for yderligere tiltag og undersøgelser inden for tobaksforebyggelse og -kontrol. 

Metode

Undersøgelsen udføres blandt et tilfældigt udsnit af befolkningen i aldersgruppen 15 til 29 år. Til hver måling inviteres et nyt befolkningsudsnit. Den første måling blev gennemført, inden den nye lovgivning trådte i kraft 1. april 2020. Resultaterne fra denne måling fungerer som sammenligningsgrundlag, når vi de kommende år følger udviklingen på tobaksområdet.

Der er i alt planlagt syv opfølgende målinger indtil 2025. Ved hver måling inviteres 37.500 personer via digital post.

Første opfølgende måling blev gennemført i januar–marts 2021. Anden opfølgende måling var i perioden 20. september-1. november 2021. Tredje opfølgende måling er udført i september-november 2022.

Hvordan afrapporteres undersøgelsen?

Der er indtil videre udarbejdet fire rapporter på data i §RØG-undersøgelsen.

  1. §RØG – en undersøgelse af tobak, adfærd og regler. Basisrapport 2020. 
  2. §RØG – en undersøgelse af tobak, adfærd og regler. Udvalgte tendenser 2021. 
  3. Brug af røgfri nikotinprodukter blandt unge. §RØG – en undersøgelse af forbrug af snus, tyggetobak og nikotinposer. 
  4. §RØG – en undersøgelse af tobak, adfærd og regler. Udvalgte tendenser 2021. Rapport 3. 

Relevante resultater fra undersøgelsen offentliggøres endvidere gennem de involverede partneres individuelle kanaler, herunder nyhedsbreve, hjemmesider og sociale medier. Ligesom der publiceres videnskabelige artikler om resultaterne.

Samarbejdspartnere

Undersøgelsen udføres i samarbejde mellem Statens Institut for Folkesundhed, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen, med Sundhedsstyrelsen som observatører.

TrygFonden finansierer §RØG-undersøgelsen.

Yderligere oplysninger

Du kan få flere oplysninger om undersøgelsen ved at skrive til projektleder og seniorforsker i tobaksforebyggelse Lotus Sofie Bast på loni@sdu.dk.

 

Link til spørgeskema

Klik her

Sidst opdateret: 19.10.2023