Hvert femte barn i Danmark oplever mentale helbredsproblemer inden de fylder 10 år, og 15% af alle danske børn har en diagnosticeret psykisk sygdom inden 18-årsalderen. Mentale helbredsproblemer tidligt i livet øger risikoen for psykisk og somatisk sygdom senere i livet og kan have alvorlige konsekvenser for senere uddannelse og beskæftigelse. Der har aldrig været så stort behov for mentalt sundhedsfremmende interventioner, som der er lige nu.
Skolen er en central arena for børn og har fundamental betydning for deres sociale og psykologiske udvikling og trivsel. Et mentalt sundhedsfremmende skolemiljø indebærer blandt andet, at eleverne deltager aktivt, oplever succes og udvikler sig socialt. Forskning peger på, at musikundervisning af høj kvalitet i skolen kan fremme social inklusion, støtte elevers faglige udvikling og mentale sundhed. Gennem sang, bevægelse og leg sammen træner børnene deres kognitive, emotionelle og sociale kompetencer.
Formål
Alle kan synge (AKS) er en klassebaseret mentalt sundhedsfremmende indsats, hvor alle elever i 0.-3.klasse får AKS klassekor på skemaet for at sikre, at alle børn indgår i et trygt klassefællesskab, så skoleglæde, elevernes sociale relationer og mentale sundhed styrkes tidligt. Klassekortimerne gennemføres af en uddannet AKS-korleder i et tæt samarbejde med klassens lærere/pædagoger og timerne er opbygget efter en særlig trivselspædagogik, som er udviklet af Signe Sørensen. AKS blev udviklet i 2018 af organist og korleder Anne-Kari Ferenczi i et samarbejde mellem den lokale folkeskole (Herstedøster skole, HØS), Herstedøster kirke og Albertslund musikskole. I 2018-2022 blev indsatsen testet på HØS, hvor den nu er fuldt implementeret. Feasibility studiet gennemføres på tre skoler i 2024.
Formålet med AKS feasibility studiet er at undersøge implementeringen af AKS på tre folkeskoler i Danmark samt feasibility af evalueringsdesignet. Resultaterne vil danne grundlag for at vurdere, hvorvidt og på hvilken måde der er grundlag for at fortsætte til et RCT-studie.
Metode
Studiet er opbygget i to arbejdspakker mhp. at afdække feasibility af implementeringen (AP1) og evalueringsdesignet (AP2).
I AP1 gennemføres interview med lærere, skoleledere og korledere mhp. at identificere barrierer og facilitatorer for implementeringen af AKS, undersøge accepten samt det oplevede udbytte af deltagen. Desuden observeres AKS aktiviteter.Spørgeksemadata om accepten af AKS blandt lærere, forældre og elever indsamles i et followup-spørgeskema 12 måneder efter opstart.
I AP2 bruges både kvantitative og kvalitative metoder til at vurdere evalueringsdesignet. Der udvikles og valideres et elevspørgeskema, heriblandt gennemføres elevinterview for at undersøge validiteten af spørgeskemaet. Spørgeskemadataata anvendes desuden til at belyse usikkerheder ved dataindsamlingen og outcome-mål, samt til at belyse eventuelle ændringer mellem baseline og followup.
Projektperiode
August 2023 til januar 2027.
Samarbejdspartnere
Forskningsprojektet ledes og gennemføres af en gruppe af forskere på Statens Institut for Folkesundhed bestående af ph.d.-studerende Anne Tetens, seniorforsker Susan Andersen, praktikant Emilie Frederikke Møller-Andersen og seniorforsker Katrine Rich Madsen (projektleder) i tæt samarbejde med professor emeritus Lars Ole Bonde og professor Pia Jeppesen.
Samarbejdspartner: Foreningen Alle Kan Synge
Bevillingsgiver
TrygFonden