Skip to main content
IVL - Forskning

Domen Bajde og Judy Hermansen: Coronadukse og Coronabøller

 

COVID-19 har udløst et ’ansvarlighedsdogme’ hos rigtig mange af os. Fra både dronningen og statsministeren er budskabet, at vi skal opføre fornuftigt og ordentligt af hensyn til vores medmennesker – og kulturindustriens selvudråbte ’ansvarlighedsaktivist’ Billie Eilish formaner unge mennesker til at “Don’t panic, but also don’t be stupid”. Politikere, forskere, berømtheder, naboer, familie, venner – alle fortæller de os, hvor vigtigt og rigtigt det er at være ansvarlig og vise samfundssind. For kun ved at stå sammen og følge de dekreter, som regeringen udsteder, kan vi minimere pandemiens frygtelige konsekvenser. Vi har ikke set magen til ’stå-sammen’ ideologi siden 2. verdenskrig.

De måske ansvarsløse

Men uanset hvor alvorligt Mette Frederiksen folder ansigtet, så er der altså stadigvæk en hel del, der trodser karantænetilværelsen og kaster sig ud i det kollektive liv – uden tilbørlig afstandtagen til hinanden. Hvor kommer de fra de uansvarlige mennesker, der ignorerer regeringens henstillinger og sorgløst vandrer rundt i byen, slikker sol i parker og på broer, stimler sammen på stierne rundt om søerne og nyder det gode vejr som om verden overhovedet ikke var af lave? Er de bare hensynsløse, tankeløse og ansvarsløse?

Selvom det er langt de færreste, der opfører sig så ubetænksomt, som folk (både unge og ’voksne’) gjorde på Floridas strande, da der gik ’spring break’ i den – eller på Londons pubber, hvor man bare sidder og bliver lidt småsnalret og kærlig, så vækker den slags harme vidt og bredt hos kan være, at nogen mennesker kan finde på at løbe fra deres ansvar i disse svære tider? Og mange ser det som anskuelsesundervisning i, at vi ikke kan forlade os på, at folk træffer ansvarlige valg, hvis de ikke får tommelskruerne på.

Som forbrugsforskere med speciale i ’den ansvarlige forbruger’ synes vi, at det er enormt interessant, at der er nogle forbrugere, som accepterer at tage et personligt ansvar for konsekvenserne af deres handlinger – og så er der andre, som nærmest gør det modsatte. Hvad er de underliggende mekanismer, som former folks beslutninger? Fx undersøger vi, hvordan ansvarlighed af den type, vi har med at gøre her, både påvirkes af de dominerende holdninger og synspunkter i en kultur og af følelsesmæssige reaktioner på sociale problemer – samt hvad det er for nogle motivationsfaktorer, der kan få forbrugere til at påtage sig et personligt ansvar. Det er i lyset af denne forskning, at vi også er blevet inspireret til at se lidt nærmere på adfærd i relation til COVID-19.

K-forum, 14.4. 2020

Læs hele kronikken her. 

Sidst opdateret: 19.07.2022