Skip to main content
Ugens tal, uge 2

Teenagere med hobbyer drikker mindre og har færre psykiske problemer

Nyt studie viser, at 15-16-årige, der dyrker flere forskellige hobbyer om ugen, ikke alene har bedre mental sundhed. De ryger og drikker også mindre og kommer ikke så let ud i et stofmisbrug.

Det kan være svært at få teenagere til at spille klaver, læse bøger eller dyrke motion. Men nu viser et nyt studie, at det kan godt betale sig at give sine 15-16-årige børn et kærligt skub i dén retning, hvis de ikke selv tager initiativet.

Fritidsinteresser og hobbyer og gerne mellem to og fire forskellige slags er nemlig ifølge studiet forbundet med lavere risiko for dårlig mental sundhed og mindre forbrug af tobak, alkohol og stoffer. 

Studiet er udarbejdet af forskere ved Statens Institut for Folkesundhed og publiceret i tidsskriftet Frontiers in Behavioral Neuroscience.

Det bygger på data fra godt 2.500 danske 9. klasseselever i alderen 15-16 år.

I 2019 deltog de i en landsdækkende undersøgelse og svarede på en række spørgsmål om, hvor ofte de spillede computerspil, dyrkede sport og motion, læste bøger for fornøjelsens skyld eller dyrkede andre hobbyer som for eksempel at spille musikinstrumenter, synge eller tegne.

De svarede også på spørgsmål om deres mentale sundhed, symptomer på psykiske problemer samt om deres forbrug af alkohol, tobak og stoffer, såsom cannabis, ecstasy, kokain og lattergas.

”Teenagere, der dyrkede flest forskellige aktiviteter om ugen, havde den højeste sandsynlighed for god mental sundhed. De havde 62 procent højere sandsynlighed for at være optimistiske, tænke klart og klare problemer godt i forhold til de unge, som kun dyrkede én hobby om ugen. De havde også 27 procent lavere sandsynlighed for psykiske problemer, såsom nedtrykthed, ængstelse og søvnbesvær,” fortæller studiets hovedforfatter, forsker Ziggi Santini fra Statens Institut for Folkesundhed. 

Lavere risiko for tobak, alkohol og stoffer

Teenagere, der dyrkede flere forskellige hobbyer om ugen, havde også lavere risiko for at ryge, drikke alkohol eller tage stoffer i det hele taget.

Flere hobbyer er ifølge studiet også forbundet med en lavere risiko for, at de unge drak alkohol for at håndtere følelsesmæssige problemer, for eksempel til at trøste sig selv eller glemme problemer.

Endelig viser studiet, at hvis teenagere røg, drak alkohol eller tog stoffer, så havde de, der dyrkede flere forskellige hobbyer, lavere risiko for at være i den gruppe, der havde et højt forbrug af henholdsvis tobak, alkohol eller stoffer.   

Modvirker stress

Ifølge Ziggi Santini kan der være flere forklaringer på studiets fund, blandt andet giver det mening, at jo mere tid, unge bruger på forskellige hobbyer, jo mindre tid er der til for eksempel at ryge og drikke.

”Derudover ved vi fra studier, at hobbyer kan modvirke stress og være med til at fremme mental sundhed og trivsel, hvilket vores resultater også indikerer. Hobbyer kan altså frembringe en masse positive følelser og være med til at styrke de unges modstandsdygtighed over for problemer, hvilket sandsynligvis resulterer i, at de ikke er nær så interesseret i tobak, alkohol og euforiserende stoffer eller har brug for dem til at håndtere følelsesmæssige udfordringer,” siger Ziggi Santini. 

Han mener, at studiet kan bruges til at informere om, hvad en god håndfuld hobbyer betyder for unges mentale sundhed, trivsel og sundhedsadfærd.

”Danske unge er førende i Europa i forhold til at have et skadeligt alkoholforbrug. Der er også flere og flere danske unge, der har problemer med dårlig mental sundhed, så der er brug for mere viden om, hvilke adfærdsmæssige faktorer der kan være med til at beskytte de unge. Derfor håber vi, at studiet for eksempel vil blive brugt til at informere sundhedsmyndighederne, kommuner og skoler i arbejdet med sundhedsfremmende indsatser og tiltag,” siger Ziggi Santini.

Studiets data kommer fra den danske del af det europæiske studie ESPAD, European School Survey Project on Alcohol and Other Drugs.  

Kontakt: Forsker Ziggi Santini, e-mail: zisa@sdu.dk, tlf.:6550 7723, og postdoc Katrine Rich Madsen, e-mail: krma@sdu.dk, tlf.: 6550 7719, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.   

Vil du læse mere?

Artikel

Redaktionen afsluttet: 12.01.2021