Ugens tal, uge 20

Tusindvis af danskere søges til internationalt coronastudie

Studiet undersøger, hvordan vi danskere og mere end 60 andre befolkninger rundt om i verden er påvirket psykisk af coronapandemien

Danske forskere er med i et omfattende internationalt studie, der kortlægger, hvordan befolkningen i mere end 60 lande har det psykisk under COVID19-pandemien. Den danske del af studiet er nu klar, og forskerne håber, at tusinder af danskere vil besvare et online spørgeskema.


Professor Lau Caspar Thygesen fra Statens Institut for Folkesundhed leder den danske del af undersøgelsen i samarbejde med Psykiatrisk Center København og Psykiatrifonden.


”Vi ved alt for lidt om, hvordan vores mentale sundhed påvirkes af COVID19-pandemien, og om de indgreb, der følger med til at bekæmpe den. Formålet med studiet er derfor at blive klogere på, hvilke grupper som er særligt sårbare, og hvordan disse grupper, samt befolkningen generelt, påvirkes af krisen. Det vil give os mulighed for bedre at afhjælpe effekterne af krisen, målrette forebyggende indsatser og forhåbentligt også bidrage med relevant viden i tilfælde af fremtidige pandemier,” siger Lau Caspar Thygesen.


Han opfordrer så mange som muligt – både børn og voksne – til at deltage i undersøgelsen og besvare spørgeskemaet.


Det tager cirka 30 minutter at besvare spørgsmålene, der primært handler om éns mentale sundhed, såsom hvordan man har det i øjeblikket, og hvordan man havde det før krisen. For eksempel bliver der spurgt om, hvordan éns humør har været de seneste to uger, og hvordan det var to uger før coronakrisen.


Sammenligner lande


Undersøgelsen er et af de første internationale studier, der undersøger konsekvenserne af COVID19. Et halvt år efter krisen og igen et år efter krisen skal alle lande, inklusive Danmark, igen indsamle data fra tusinder af danskere, således at forskerne kan følge udviklingen over tid.


Ifølge Lau Caspar Thygesen er studiet en unik mulighed for at sammenligne de forskellige lande og se på forskelle og tendenser, ligesom studiet vil afdække, hvilke konsekvenser forskellige tilgange til pandemien har for de respektive landes befolkninger.


”Studiet vil for eksempel give os viden om, hvorvidt omfanget af et lands nedlukning hænger sammen med befolkningens følelse af isolation og ensomhed. Vi kan også få viden om, hvorvidt befolkningen i de lande, som er hårdest ramt af pandemien, er mere bekymret for smitten eller har vanskeligere ved at få adgang til behandling end befolkningen i de lande, hvor pandemien har haft en mere kontrolleret spredning,” siger Lau Caspar Thygesen.


Sådan deltager man


Man deltager i studiet ved at besvare spørgeskemaet via linket her https://www.coh-fit.com/?lang=da eller ved at klikke på boksen øverst på denne side.


Man er også meget velkommen til at dele linket til spørgeskemaet, for eksempel på sociale medier.


Der er ét spørgeskema (COH-FIT-Voksen) til voksne og et andet spørgeskema (COH-FIT-Ung) til unge i alderen 14-17 år. Derudover er der et forkortet spørgeskema, der er tilpasset børn (COH-FIT-Barn), som kan besvares af børn i alderen 6-13 år. Deltagelse af børn og unge til og med 17 år forudsætter samtykke fra forælder eller værge.


Kontakt

Professor Lau Caspar Thygesen, tlf.: 6550 7771, e-mail: lct@si-folkesundhed.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Vil du deltage?

Spørgeskema

COH-FIT

Se video

Vil du vide mere?

Læs om projektet