Skip to main content
Uge 5, 2015

Danskerne vælger ofte en alternativ behandling

Over en million danskere har modtaget alternativ behandling inden for det seneste år

Danskerne søger ofte hjælp hos behandlere uden for det offentlige sundhedsvæsen.

Inden for det seneste år har 27 procent af den voksne befolkning modtaget én eller flere former for alternativ behandling, såsom akupunktur, zoneterapi, homøopati og healing.

Det svarer til omkring 1,2 mio. danskere.

Det fremgår af en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Her har 13.797 danskere i 2013 svaret på spørgsmål om alternativ behandling.

En stigning i forhold til 1987

Af undersøgelsen fremgår det, at der er sket en markant stigning i forhold til 1987, hvor omkring hver tiende dansker havde modtaget alternativ behandling inden for det seneste år.

I 2010 var andelen på godt 26 procent og altså på nogenlunde samme niveau som i 2013.

Især kvinder

Det er især kvinder, der bruger alternativ behandling.

I alt har 34 procent af kvinderne modtaget én eller flere former for alternativ behandling mod 20 procent af mændene. Det er især kvinder i alderen 25-54 år, hvor cirka fire ud af ti har brugt alternativ behandling inden for det seneste år.

Supplement til offentlige tilbud

Tidligere studier viser, at når danskerne søger alternativ behandling, er det primært for at behandle milde symptomer eller lidelser, forebygge sygdom eller for at opnå øget velvære.

Desuden bruges alternativ behandling ofte som ét af flere behandlingstilbud i tilfælde af sygdomme og dermed som et supplement til de behandlingstilbud, der gives fra det offentlige sundhedssystem.

Tallene stammer fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2013. I undersøgelsen defineres alternativ behandling som brug af behandlere uden for det offentlige sundhedsvæsen.

Vil du læse mere?

Find rapporten her

Redaktionen afsluttet: 28.01.2015