Ugens tal, uge 3

Røgfri skoletid og røgfri arbejdsplads i fire ud af ti kommuner

En stor del af landets kommuner har forbudt rygning i skoletiden på alle kommunens skoler samt på alle kommunale arbejdspladser

En ny kortlægning fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at knap 40 procent af landets kommuner har indført røgfri skoletid på alle kommunens grundskoler og røgfri arbejdstid på alle kommunale arbejdspladser.

Røgfri skoletid og røgfri arbejdstid betyder, at der hverken må ryges, snuses eller dampes i al den tid, hvor der henholdsvis undervises og arbejdes. Forbuddet gælder både indendørs, udendørs og uden for skolernes og arbejdspladsernes matrikler.

Ifølge kortlægningen er der en del kommuner, der har indført røgfri skoletid og røgfri arbejdstid i et vist omfang: I 24 procent af kommunerne er der røgfri skoletid på nogle grundskoler, og i 27 procent af kommunerne er der røgfri arbejdstid på nogle kommunale arbejdspladser.

Overvejer røgfri tid

Der er også en del kommuner, der overvejer at indføre røgfri skoletid, nemlig 27 procent, mens 20 procent overvejer at indføre røgfri arbejdstid.

I alt to procent af kommunerne ønsker ikke røgfri skoletid, og fem procent ønsker ikke at gøre de kommunale arbejdspladser røgfri i arbejdstiden. 

Kortlægningen er foretaget i 2019.

Ny handleplan forpligter alle kommuner

Ifølge regeringens nye handleplan mod børn og unges rygning bliver det nu lovpligtigt at indføre røgfri skoletid på alle grundskoler og ungdomsuddannelser.

”Børn og unge skal hverken ryge eller eksponeres for tobak og slet ikke i skoletiden. Derfor er det glædeligt, at der er kommet en national handleplan, som forpligter kommunerne til at gøre alle skoler og ungdomsuddannelser røgfri i skoletiden,” siger Lotus Sofie Bast, der forsker i rygeforebyggelse på Statens Institut for Folkesundhed.

I alt har 95 ud af landets 98 kommuner hjulpet til med kortlægningen ved at besvare et spørgeskema om deres forebyggelsesindsatser vedrørende rygning og andre af indsatsområderne i Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker.

Kortlægningen er gennemført af Center for Interventionsforskning ved Statens Institut for Folkesundhed og kan læses i rapporten ”Monitorering af kommunernes forebyggelsesindsats 2019,” som er blevet til i samarbejde med Center for Forebyggelse i praksis under Kommunernes Landsforening. 

Kontakt

Projektleder på rapporten, Teresa Holmberg, tlf.: 6550 2814, e-mail: tho@si-folkesundhed.dk, og forsker i rygeforebyggelse, Lotus Sofie Bast, tlf.: 6550 7809, e-mail: loni@si-folkesundhed.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU. 

Vil du læse mere?

Se rapporten

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies