Skip to main content

Professor Anna Paldam Folker modtager Fyens Stiftstidende forskerpris 2023

16.11.2023

Anna Paldam Folker modtager æresprisen, der tildeles forskere ved Syddansk Universitet, der sat universitetets forskning på landkortet.

Fyens Stiftstidendes Forskerpris er blevet uddelt siden 1972 af Den Fynske Bladfond – i humoristisk ånd kaldes prisen også for ”Den Fynske Nobelpris”.

I år går prisen til tre forskere fra Syddansk Universitet – heriblandt professor og forskningschef Anna Paldam Folker fra Statens Institut for Folkesundhed.

Anna har siden 2017 været forskningschef på Statens Institut for Folkesundhed og stået i spidsen for forskningsafdelingen Sundhed og Social Kontekst.

I 2022 blev hun udnævnt til professor med ansvar for at integrere viden og metoder fra humanvidenskab i instituttets forskning. 

Anna leder endvidere den tværfaglige satsning Human Health på SDU, der samarbejder med forskere fra sundhedsvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora om at forstå mennesket i sundhedssystemet og skabe kontakt til mennesket bag sygdom. 

Human Health involverer omkring 40 forskere fra SDU, der indgår i en lang række projekter og samarbejder med Odense Universitets Hospital, det primære sundhedsvæsen, patientforeninger og NGO’er. 

En del af dette arbejde handler om at undersøge litteraturen og etikkens evne til at skabe forbindelser mellem mennesker, så sundhedspersonale får bedre kanaler til at lytte efter, hvad patienter og pårørende bekymrer sig om, og borgerne omvendt får et sprog og et refleksionsrum til at italesætte deres erfaringer, og hvordan det er at leve med sygdom og funktionsnedsættelser.

Gør en forskel

Det er ledelsen ved Statens Institut for Folkesundhed og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der har indstillet Anna til Den Fynske Bladfond.

I indstillingen fremhæves kendetegnet ved Annas forskning, nemlig at ville gøre en forskel i praksis:

I kraft af Annas uddannelsesbaggrund som filosof og hendes tidligere erhvervsfaring fra Sundhedsstyrelsen, konsulent- og NGO-verdenen bidrager hun med et helt unikt perspektiv på folkesundhedsarbejdet i Danmark. Anna er et sjældent eksempel på en akademiker, der forener forskning af højeste karat med en forståelse for det levede liv og den praktiske hverdag på for eksempel hospitaler og i kommunerne. Samtidig er hun en skattet kollega og leder, der lyser op med sin levende, empatiske og eftertænksomme karakter,” hedder det i indstillingen. 

Prisen tildeles også professor Kurt Klaudi Klausen fra Institut for Statskundskab ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og professor N. Asger Mortensen fra Mads Clausen Instituttet ved Det Tekniske Fakultet.

Udover æren følger 25.000 kroner.

Prisen går på skift blandt universitets fem fakulteter.

I ulige år, som i år, går den til tre forskere ved Det Samfundsfaglige Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Det Tekniske Fakultet.

I lige år uddeles prisen til to forskere fra Det Humanistiske Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet.