Skip to main content
PUF-programmet omfatter en standardiseret og valideret metode til at identificere mental sårbarhed hos små børn. Den anvendes af sundhedsplejersken ved barnets 9.-10. levemåned, hvor forskningen viser, at der er særlige muligheder for at opdage sårbarheder af betydning for barnets videre udvikling. PUF står for Psykisk Udvikling og Funktion.

Baggrund for PUF-programmet

PUF-programmet er et relativt nyt værktøj i sundhedsplejerskernes forebyggende arbejde. Det blev udviklet i 2016-2018 af danske småbørnsforskere og sundhedsplejersker. Formålet var at dække behovet for forskningsbaserede metoder til tidlig forebyggelse, der integrerer nye videnskabelige landvindinger og de praktiske muligheder for forebyggelse i Danmark (Vidensråd for Forebyggelse, 2021). Læs mere om hvem der har været med til at udvikle PUF-programmet her.

Kort om PUF-Programmet

  • Omfatter en standardiseret undersøgelse af barnets psykiske udvikling og funktion, guidelines for tilbagemelding til forældre og forebyggende indsatser samt uddannelse af sundhedsplejerskerne.
  • Baseret på videnskabelig evidens og dækker hele spektret af udviklingsmæssig sårbarhed ved barnets 9-10 levemåned.
  • Udviklet af småbørnsforskere og sundhedsplejersker med henblik på at kunne anvendes direkte i den kommunale sundhedspleje. 
  • Valideringsundersøgelser har dokumenteret face-validitet (troværdighed) og gennemførlighed i den danske sundhedspleje.
  • Giver sundhedsplejerskerne overblik og forudsætninger for at tilrettelægge forebyggende indsatser i kommunen. 

Overordnet er det programmets mål at styrke sundhedsplejerskernes arbejde med at opspore og intervenere ved mental sårbarhed hos alle børn mellem 9-10 måneder, og tage højde for hele spekteret af barnets udvikling. Specifikt er det formålet, at sundhedsplejerskerne oprustes til at kunne give konkrete anvisninger på relevante forebyggende indsatser for børn med udviklingsmæssig sårbarhed, og at dette er baseret på dialog med forældrene.

Hvad er særligt ved metoden

PUF-programmet adskiller sig fra andre metoder i sundhedsplejen ved at dække de forskellige former for udviklingsmæssig sårbarhed hos små børn, som er dokumenteret ved nyere forskning. Det er især problemer med at regulere søvn, spisning, følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt udtryk samt forstyrrelser i udviklingen af opmærksomhed, koncentration, motoriske funktioner, sprog og socialt samspil. Sårbarheder af denne karakter kan udvikle sig til blivende problemer, hvis barnet ikke støttes målrettet. PUF-programmet inddrager forældrene systematisk, i afklaringen af barnets styrker og eventuelle sårbarheder samt i støtten til barnet ved behov.

PUF-programmet er en basal indsats i sundhedsplejen, der tilbydes alle 9-10 måneder gamle børn og deres forældre. Programmet har indbygget strukturer og guidelines for mere specificerede indsatser, hvor forældrenes rolle er central.

Uddannelsen af sundhedsplejerskerne til at anvende PUF-programmet omfatter; en generel indføring i nyeste viden om små børns udvikling og udviklingsmæssige sårbarheder og potentialer samt træning i PUF-undersøgelsen og i hvordan forældrene inddrages i tiltag rettet specifikt mod den eller de sårbarheder, der ses hos barnet.

PUF-programmet er baseret på videnskabelig evidens opnået ved forskning med udgangspunkt i den danske sundhedspleje. Anvendelighed af programmet inden for de eksisterende rammer i kommunerne har været udgangspunktet og sundhedsplejersker har været aktivt involveret i den forskning, der ligger til grund for PUF-programmet.

Læs om barnets psykiske udvikling og funktion ved 9-10 måneder her.

Læs mere om den videnskabelige baggrund og PUF-programmet er her.

Kerneelementerne i PUF-programmet

PUF-undersøgelsen

Sundhedsplejersken følger en manual, der sikrer at alle væsentlige områder i barnets udvikling bliver gennemgået i dialog med forældrene, herunder områderne: motorik, opmærksomhed og koncentration, nysgerrighed og interesse, regulering af søvn, spisning og følelsesmæssig tilstand, samt kontakt, kommunikation og sprogudvikling. Sundhedsplejersken gennemgår undersøgelsens resultater i dialog med forældrene som grundlag for at give råd og vejledning i, hvordan barnets udvikling kan støttes.

PUF-guidelines

Guidelines omfatter korte beskrivelser af de respektive udviklingsområder, som kan anvendes i kombination med sundhedsplejerskens grundlæggende erfaringer og viden indenfor området. Guidelines er baseret på den nyeste videnskabelige evidens og opdateres løbende. De er udarbejdet af eksperter indenfor børnepsykologi og småbørnspsykiatri og erfarne sundhedsplejersker. De inkluderer forslag til indsatser, som er mulige at gennemføre indenfor de eksisterende rammer i kommunen.

Uddannelsen i PUF-programmet

For at kunne anvende PUF-programmet skal sundhedsplejersken gennemføre et uddannelsesforløb over 3-4 måneder. Uddannelsen omfatter den teoretiske og empiriske baggrund for at kunne vurdere psykisk udvikling og funktion ved barnets 9. - 10. måned og træning i at anvende PUF-programmet i praksis.

Læs mere om PUF-metodens uddannelse her.

Erfaringer fra praksis i kommunerne

PUF-programmet er aktuelt implementeret i 38 kommuner på tværs af regionerne i Danmark. Erfaringerne er overordnet, at forældrene er meget tilfredse med den systematiske tilgang, og for sundhedsplejerskerne er der et tydeligt mønster: jo mere de lærer at bruge metoden og guidelines, jo mere nødvendig og uundværlig opfatter de PUF-programmet.

Læs om sundhedsplejerskers erfaringer med PUF-programmet her.

 

Sidst opdateret: 09.04.2024