Skip to main content

Oftest stillede spørgsmål (FAQ)

1. Hvorfor er jeg blevet udvalgt?

Statens Institut for Folkesundhed, SDU, har bedt Sundhedsdatastyrelsen lave en tilfældig udtrækning fra CPR blandt borgere på 15 år eller derover. SDU behandler de personoplysninger, der indhentes, fortroligt og i overensstemmelse med gældende ret efter Databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra e og Databeskyttelseslovens § 10. Bestemmelsen giver mulighed for at indsamle og behandle oplysningerne uden samtykke, så længe de kun bliver brugt til forskning. Syddansk Universitet er ansvarlig for beskyttelsen af personoplysningerne, som opbevares sikkert, og sådan at det kun er forskere, der har adgang til dem.

2. Hvorfor skal jeg svare på så mange spørgsmål?

Spørgeskemaet indeholder mange spørgsmål, fordi det er vigtigt at få en bred viden alle unges holdning til tobak og rygning.

3. Hvad skal mine svar bruges til?

Dine svar er vigtige, fordi de giver politikere og forskere i Danmark en solid viden om, hvordan unge ser på rygning og på den nye tobakslovgivning.

4. Nytter det noget, at jeg svarer?

Ja, det nytter noget! Jo flere besvarelser, der kommer i undersøgelsen, jo bedre indblik får vi.

5. Jeg ryger ikke. Hvorfor skal jeg svare?

Også dine svar er vigtige, da undersøgelsen handler om alle unges holdning til rygning og tobakslovgivning.

6. Undersøgelsen følger udviklingen over flere år. Skal jeg kun deltage i år?

Ja. Du er tilfældigt udvalgt til at deltage i år. Næste år udvælges 37.500 andre unge.

7. Jeg har allerede sendt min besvarelse retur. Hvorfor får jeg et nyt spørgeskema?

For at få så mange besvarelser som muligt sender vi en påmindelse med et nyt spørgeskema til dem, der ikke har svaret efter et stykke tid. Hvis du allerede har sendt et udfyldt spørgeskema retur, beklager vi meget. Det skyldes formodentligt, at vi ikke har modtaget dit spørgeskema, før vi fik sendt en påmindelse ud. Du skal naturligvis ikke udfylde skemaet igen, og vi vil bede dig om at se bort fra henvendelsen.

8. Jeg kan ikke svare på et af spørgsmålene, hvad gør jeg?

Hvis der er enkelte spørgsmål, som du ikke kan eller vil svare på, kan du blot springe dem over og udfylde resten af spørgeskemaet.

9. Min ven/kæreste/mand/kone har modtaget et spørgeskema, men ønsker ikke at deltage. Må jeg udfylde skemaet i stedet for?

Nej, desværre. Spørgeskemaet er personligt. Hvis en anden person end den, som er tilfældigt udvalgt, svarer, er det ikke længere en tilfældig udvælgelse, og dette vil føre til misvisende resultater.

10. Jeg har modtaget et spørgeskema men kan pga. handicap/sygdom ikke udfylde skemaet. Må jeg få én til at hjælpe med udfyldelsen?

Ja, det må du gerne, men det er vigtigt, at det er dine egne svar, som I krydser af.

11. Hvordan kan jeg være sikker på, at mine oplysninger bliver behandlet fortroligt?

Dine oplysninger bliver behandlet fortroligt af medarbejdere, der har tavshedspligt og er underlagt loven om behandling af personoplysninger. Oplysningerne fra spørgeskemaet anvendes udelukkende til statistik, og resultaterne offentliggøres i en form, så enkeltpersoner ikke kan genkendes.

12. Er jeg sikret anonymitet?

Når vi modtager dine svar, ved vi, at de kommer fra dig, men vi offentliggør aldrig resultater, hvor dine svar kan genkendes.

13. Er det lovligt at indhente registerdata og koble dem til min besvarelse?

Ja, det er. De personoplysninger, der indhentes, behandles fortroligt og i overensstemmelse med gældende ret efter Databeskyttelsesforordningens art. 6.

Sidst opdateret: 19.10.2023