Skip to main content

Sammen - hver for sig

Coronakrisen medførte en ny måde at leve på for de fleste danskere. For mange unge betød det, at samvær med venner og skolekammerater blev reduceret, og at livet først og fremmest foregik i og omkring hjemmet. Fester og sociale begivenheder blev sat i bero for en stund. I stedet foregik en stor del af tiden i samvær med forældre og søskende, som ligeledes opholdt sig i hjemmet. For mange unge er disse omstændigheder uvante og potentielt udfordrende, da ungdomsårene er karakteriseret ved frigørelse fra netop forældre og øget orientering mod venner og omverdenen generelt. 

I dette projekt undersøger vi, hvordan unge mellem 15-20 år tacklede den nye hverdag under coronakrisen med hensyn til primært tre områder: 1) Unges sociale relationer og kontakt til venner, 2) Forholdet mellem unge og deres forældre, 3) Unges fest- og alkoholkultur. 

Formål

Formålet er at undersøge, hvordan det påvirker de unges trivsel, at fysiske møder med venner og omverdenen begrænses. Projektet vil afdække, om og hvordan unge opretholder deres sociale relationer og kontakten til deres venner, når fysisk kontakt er begrænset, og i hvilket omfang de sociale medier og onlinemøder erstatter de fysiske.

Projektet vil ligeledes afdække, hvordan det øgede samvær i familierne påvirker de unges trivsel og relation til deres forældre, for eksempel om det øgede samvær har en positiv effekt på forholdet, eller om det medfører flere konflikter og mistrivsel i familien.

Formålet er endvidere at belyse, hvordan begrænset samvær med venner påvirker unges fest og alkoholkultur. Projektet vil afdække nogle af alkoholforskningens grundlæggende hypoteser om, hvad der driver danske unges høje alkoholforbrug, for eksempel at alkohol fungerer som lim for sociale relationer, og at mere tid brugt med forældre vil mindske unges alkoholforbrug.

Metode

Unge i alderen 15-20 år fra hele landet blev inviteret til at besvare et spørgeskema om deres hverdag under coronakrisen i maj 2020. Spørgeskemaet handlede om deres livssituation under den første nedlukning, herunder deres sociale relationer, kontakter til familie og venner samt fester og alkoholforbrug. 

Til at supplere spørgeskemaundersøgelsen blev der foretaget 20 interviews med udvalgte unge for at få et dybere kendskab til deres dagligdag under krisen. 

Skal vi arbejde sammen?

Forskere og studerende der har interesse for at bruge data fra projektet, er velkomne til at kontakte projektledelsen.

Projektperiode

Data blev indsamlet i maj 2020.

Projektet gennemføres i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. 

Rapport

Læs mere

Optaget webinar

Klik her

Sidst opdateret: 19.10.2023